Carpe Diem, bægeret er halvfyldt og alt det der Gajolæske-halløj

Årets første indlæg havde jeg troet ville komme til at handle om årets første Nose Workprøve, og at det ville komme efter weekenden, men sådan skulle det ikke være...

2022 startede godt: Molly har det godt, der er godt styr på hendes gigt, hun er glad og smertefri. Selma og jeg brugte de første 2½ uge af året på en masse fede ting: Nose Workkursus, fantastiske Nose Worktræninger, vi kom godt i gang med Hoopers igen, vi har lavet tricks, har været i Equility og har svømmet - præcis som vi begge nyder at bruge vores tid og energi.

Den første del af 2022 var fyldt med de fedeste planer: Hooperskursus med Danielle fra Holland, Nose Workkursus med Sofia fra Sverige og selvfølgelig NW3-prøve på søndag samt debut i åben klasse weekenden efter. Men sådan skulle det ikke være...

Hvorfor skulle det så ikke være sådan? Jeg spoler lige et par uger tilbage: Molly hostede, ikke meget men nok til at vi alle sammen bemærkede det, og det var ikke kennelhosteagtig hoste, men mere "krilleragtig". Jeg besluttede, at det var tid til at samle sammen og få testet hende for hjerte-lungeorm, selvom det kun var 3 måneder siden sidst, og fordi det nemmeste uden tvivl er at køre samme turnus, skulle Selma naturligvis også testes.
Da jeg tirsdag i sidste uge blev ringet op fra dyrlægen, blev jeg ikke overrasket, da Molly jo havde symptomer - jeg blev dog temmelig overrasket, da jeg fik at vide, at Selma var positiv og Molly negativ... Svarene blev dobbelttjekket, men den var god nok - Selma havde hjerteorm, og dyrlægen ville have hende ind til røntgen af lungerne, inden behandling blev igangsat. 

Vi fik heldigvis en tid samme dag, og jeg tror, jeg i mit stille sind havde håbet, at der var byttet rundt på prøverne, fordi det gav mening i mit hoved, men røntgenbillederne af Selmas lunger talte deres tydelige sprog: Der var både orm og forandringer i lungevævet.

Det sorte skal være sort og ikke "tåget"

De er ikke til at spøge med, de s*tans hjerteorm! Som sagt var de begge testet for bare 3 måneder siden, og Selma havde ingen symptomer overhovedet, så det var et rent tilfælde, at det blev opdaget.
Da den første panik over at skulle holde Selma i ro - ikke bare i ro, men FULDSTÆNDIG i ro, i 8 uger og skuffelsen over alt det fede, vi går glip af, havde lagt sig, blev jeg virkelig glad og taknemmelig for, at det blev opdaget nu og ikke først om yderligere 3 måneder. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget skade, der kunne være sket på den tid.
Så husk nu at få teste jeres hunde jævnligt, også selvom de ikke har symptomer!

Nu glæder jeg mig over, at Selma var i rigtig god form, da hun blev "sygemeldt", og selvom 8 uger er virkelig lang tid at skulle holdes i ro både mentalt, muskulært og konditionsmæssigt, håber og tror jeg på, at hendes gode grundform gør, at hun kommer hurtigt ovenpå igen, når hun engang får lov at komme i gang med at arbejde igen.

Glasset ER nemlig halvfyldt - det ligger ikke til mig at gå og mugge over og hænge fast i alt det, vi ikke kan og må. naturligvis er jeg ked af, at det er sådan, men allermest er jeg taknemmelig, og jeg nyder hverdagen i stedet for at kigge 7 uger frem og vente på, at de går.
Hvis der er noget, Corona har lært mig, så er det at leve i nuet og se hver prøve som den sidste og nyde hver træning og hvert øjeblik med hundene. Nu ser Corona ud til snart at være et overstået kapitel, i hvert fald i forhold til restriktioner, men det håber jeg ikke, det mind set er - det vil jeg virkelig prøve at bevare. 

Mollys hoste skal der naturligvis kigges nærmere på, og til en start, testes hun igen for hjerte-lungeorm, og i den forbindelse skal hun have taget en blodprøve om 1½ uge, så det er vi gået i skarp træning med, så det kan blive en god, positiv og tryg oplevelse for hende.

En lille succeshistorie at slutte af på: Selmas 3 røntgenbilleder fik vi taget uden den mindste form for fastholdelse!!!! Jeg er megastolt af både hende og mig selv og al vores frivillig håndteringstræning, der giver pote nu!!