Det var så det...

... Eller i hvert fald næsten - sommerferien altså.

Jeg har haft fire skønne ugers sommerferie, og på mandag kalder hverdagen desværre igen. Jaja, hverdagen kan da bestemt også noget, og jeg har en hverdag, jeg holder meget af, men den kan altså ikke det samme som ferie. Sådan er det bare!

Udover en miniferie i Nordjylland, hvor vi fik gået nogle gode ture og set en masse, er stort set hele ferien blevet brugt på træning med pigerne - lige præcis sådan en ferie er allerbedst i mine øjne.
Vi har været på kursus med Bianca Eagerdog i 5 dage, vi har trænet Nose Work, frivillig håndtering - både hos Natascha og herhjemme. Faktisk har vi fået trænet så meget, at vi er kommet rigtig langt med Mollys kløer. Vi er ikke i hus, men vi har fundet en virkelig god løsning med vores nye Dremel til hende, og på nuværende tidspunkt har jeg ordet alle 10 kløer på forpoterne - det er virkelig et kæmpestort skridt!




Rally har vi trænet, både med selv med Liv og på drop-in hold hos Johanna, vi har trænet Hoopers - igen både selv, med Anita og på hold hos Johanna, og vi har trænet HTM og Freestyle - der har holdet dog holdt sommerpause, men på mandag starter vi op igen med individuel tid hos Anja.

Udover en masse træning, har der også været tid til shopping med Camille, der skal på efterskole og derfor have en masse ting med, ligesom vi holdt en hyggelig lille afskedsmiddag for hende forleden dag.

Den der famøse båd aka Thomas hobby har jeg været med ude til - ikke et ord om at det var fiskefrikadellerne i Dragør Havn og Isen hos Uganda Ismejeri, der trak mest.





Egentlig ville jeg have skrevet, at prøverne snart starter igen, fordi jeg har haft planer om at skrive dette indlæg det meste af ugen, men da vores første post-corona-lockdown-prøve var i dag, er dette ikke længere gældende. Prøverne ER startet igen! I dag!!! I dag var første gang, vi var til rallyprøve i ½ år!!! Mere om det lige om lidt... I dag er også dagen, hvor tilmeldingen til Nose Workprøverne i Hvalsø Hundevenner åbner, og forhåbentlig får jeg plads i NW2 med Selma, da jeg skal dømme NW1. Vi har ikke været til Nose workprøve siden november 2019, og JEG SAVNER DET!!!!!

Prøverne starter dog for alvor igen nu - rallyprøve i dag og i morgen, og på lørdag er det ikke bare første HTM konkurrence siden februar, men det er også Mollys debut i HTM1, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

Men bortset fra jeg ville ønske, at ferien ikke var slut, så går det nok, da jeg efter 1 uge og 1 dag har 3 fridage, som skal bruges på Hoopers instruktøruddannelse. Det bliver virkelig spændende!!!

Tilbage til dagens rallyprøve: Vi har som sagt ikke været til prøve i ½ år, så jeg glædede mig virkelig!
Glædede mig til at prøve en ny start af med Molly og til at debutere i øvet med Selma, velvidende at hun sandsynligvis ikke var klar.
Først var det Molly, hun var nummer 2 i en stor klasse, og det passede rigtig fint at starte med hende, da hun ikke skal have den store opvarmning. Vi lavede vores nye start, og jeg kunne mærke, at den gav os begge den ønskede energi, som er hele tanken bag, så jeg nød hele turen rundt med hende. Et par steder havde hun det lidt svært, da vi fik lige mod ringsiden, men med lidt ekstra verbal støtte klarede hun det simpelthen så flot, og vi kom fint videre - jeg vidste bare, hun var der!
Højre side er på ingen måde vores stærke side, men den sidste uge har vi et par gange arbejdet med en ny taktik, så jeg var spændt og glædede mig til at skulle lave den 270 graders vending, jeg vidste kom i slutningen af banen - ved forrige prøve ville jeg have hadet, at den var der, men nu glædede jeg mig til at teste det. Vi kom dertil, og halvvejs lavede Molly en twist, men jeg troede på, at vi kunne, så jeg valgte at lave den om. Kønt var det ikke, men rundt kom vi!!! Vi blev trukket lidt for ude af position, og vi blev også trukket lidt yderligere på den konto ved et par højrehandlingsskilte mere, men pyt med det, for vi klarede det alligevel, og det var den fedeste tur med min allerbedste Molly ❤️ Vi kunne være blevet IB´ et, og det havde været lige så fedt - ingen kunne tage den følelse fra mig - men det gjorde vi ikke. Det blev til 91 point og 5.vinder.





Selma var ikke rigtigt fokuseret, men lod sig forstyre af alt og alle: Hunde, mennesker, ringbåndet osv, så da jeg så, det ikke blev bedre, valgte jeg at afbryde og tage en selvvalgt IB, for at hun ikke skulle gå og øve sig på det. Resten af banen brugte vi til at træne på, og det gik faktisk rigtig fint. Det var den rigtige beslutning, og det føltes godt at være tro mod mine principper.
I morgen tager vi en tur mere, og planen er at gøre det samme, hvis det viser sig, at fokus er det andet sted - og det er helt fint, så tager jeg den læring og status med hjem.
Jeg glæder mig til at gå i ringen med dem begge igen i morgen.

Kommentarer

Populære opslag