Årets trejde Nose Workprøve

I søndags var Selma og jeg til årets tredje Nose Workprøve - denne gang på Bistrup Skole, arrangeret af Nose Work Sjælland.

Forrige weekend var vi på kursus med Birgitte Lauritzen, hvor vi fik en masse gode input, som vi har brugt ugen på at træne på. Og nej, vi er langt fra færdige - planerne rækker ind i denne uge og meget længere end det, men det var et sidespring.

Det var en dag, der startede MEGET vådt, prøven i søndags altså! (Hvilket minder mig om, at vi skal træne mere i regnvejr) Vi gik tur i regnvejr, vi kørte derop i regnvejr, vi luftede i regnvejr, vi stod ved vores ventepladser i regnvejr, men da vi blev kaldt ind i første søgeområde, stoppede regnen!



Men det kunne nu have regnet som meget, det ville - jeg ville stadig være gået jublende tilbage efter hhv køretøjs- og udesøget. Specielt udesøget!

Jeg sendte Selma ind over startlinjen, hun vente rundt, gik udenfor området og om hjørnet, jeg kaldte hende tilbage, hun løb ind langs muren, og bedst som jeg tænkte, at hvis der er et tærskelsøg, så løb hun hurtigt forbi, vendte hun rundt, lokaliserede og markerede netop et tærskelsøg - MEGAFEDT!!!
Derefter løb hun videre og direkte over i området, hvor næste duft var placeret. Hun begyndte at søge højt, jeg gav hende plads og tid, og bedst som jeg tænkte, at nu ville jeg hjælpe hende videre, trådte hun frem og arbejdede færdig med den kilde også. Det var et af de søg, hvor det hele bare går op i en højere enhed, hvor tiden står stille, og der kan falde en bombe, uden jeg ville opdage det.

Efter frokostpausen stod den på hhv beholder- og indesøg, og jeg startede med en brøler af de store, da jeg fejlmarkerede på en beholder!!! Selma analyserede en beholder med kat i, og i stedet for at have is i maven, brølede jeg "FUNDET!", på trods af at jeg godt ved, hvordan Selma ser ud, når hun analyserer forstyrrelser - SÅ dumt! Men Selmas arbejde var der nu ikke noget at udsætte på - hun gjorde det absolut fint, også på det glatte gulv.
Indesøget var en anden historie: Det var et stort musiklokale med mange ting og meget plads at løbe på - på ingen måde vores stærke side, men jeg havde lagt en plan. Og det fede var, at jeg var i stand til at holde den, OG at den virkede! At Selma derudover fandt begge kilder var bare en ekstra god bonus.

Alt i alt fandt vi 6 ud af 7 kilder, og JEG fik 2 dumme fejl, hvilket placeringsmæssigt ikke placerede os meget bedre end 12-13 stykker ud af vist nok 36, MEN læringsmæssigt placerede det os i toppen. Derudover blev vi placeret som nr 3 i udesøget, der som sagt var et virkelig fedt søg for os.




En virkelig god, veltilrettelagt, hyggelig og lærerig prøve!
I virkeligheden er jeg nok blevet lidt småafhængig af de prøver og den læring, der ligger i dem, så det er virkelig dejligt, at de ligger så tæt i øjeblikket - om knapt 2 uger tager vi til Jylland til næste prøve, og VI GLÆDER OS!! Men inden da ligger der et kursus på lørdag, som vi også glæder os helt vildt til.

💜 LIFE IS GOOD! 💜

Kommentarer

Populære opslag