Nose Workprøve i Herning

Sikke en weekend: Lørdag NW2-prøve i Herning med Selma og søndag HTM-konkurrence i Ringsted med begge Sortlinger (mere om det senere) 💜💖

Kl.5 lørdag morgen kørte Selma og jeg, med et pitstop forbi for at hente Liv og Kiwi, mod Herning for at deltage i vores sidste Nose Workprøve i år - DKK prøve i Herning Messecenter.
Efter en lang, men hyggelig tur ankom vi i god tid til at få luftet pigerne, aflevere startbøger, få sat bure op i anvist hal og hente pigerne ind i ind god ro og orden.
For at få det hele til at flyde og sikre det bedst mulige flow, tog vi alle 4 søg i træk, hvilket naturligvis gav lidt længere ventetid før første søg, men til gengæld kunne vi nøjes med at skulle transportere hundene én gang, og det var hurigere "overstået".
Omgivelserne og miljøet til International dobbeltudstilling i Herning Messecenter var udfordrende, men det vidste vi, og det var den primære grund til at tage den lange vej - den mulighed får man ikke andre steder.
Selma syntes da også - med rette - at der var udfordrende, men hun var megasej og klarede det SÅ flot!!! 💜🌟🙏🏻
Jeg er meget stolt af min lille Minimyre, der klarede det over al forventning - venteområde lige ved siden af store ring, hvor de var ved at gøre klar, en masse liv og larm, hunde og mennesker over alt, forskellige mærkelige kørende maskiner og mange andre ting, hun ikke er vant til. 
Jeg er også stolt af mig selv, da jeg holdt alle aftaler med både Selma og mig, det var SÅ fedt at arbejde med hende i alle 4 momenter! 🙏🏻💜
Målene for dagen var: 
  • At vurdere opstart og styring afhængig af miljøet. Var Selma helt ok og cool ville jeg lave samme opstart, som jeg plejer, var hun presset, ville hun få lidt friere tøjler til et grovsøg, evt belønning udenfor området og ro på igen, inden ny opstart.
  • Ved fund ville jeg spørge Selma, om hun er færdig med at arbejde, inden jeg meldte fundet. Var jeg i tvivl ville jeg lade være.
  • Hvis Selma knoklede i et område uden fund, ville jeg hjælpe hende videre og evt komme tilbage, hvis tiden tillod det.

I indesøget, der var det første søg, nåede jeg undervejs at tænke, at det var tid til en lille pause og belønning for arbejdet, men inden jeg nåede det, fandt Selma første kilde og derefter hurtigt den anden. Ved begge fund fik jeg spurgt hende, om hun var færdig med at arbejde, og det var hun.

Indesøg, 2 kilder, 3 minutter



Også i beholdersøget fik jeg spurgt Selma og hun var færdig med at arbejde, hvilket hun var, og hun klarede det superflot.

Beholdersøg, 1 kilde og 2 minutter

I udesøget var det svært for Selma at træffe beslutning om første kilde, men hun knoklede på, og hun fik indkredset kilden, markeret den, jeg huskede at spørge hende, og det var korrekt - den næste kilde knoklede hun også med, og her fik jeg husket at guide hende videre i sidste øjeblik, så også den fik hun! Dermed kun ét moment fra endnu en pind i NW2... Pressede det mig? Nej, det gjorde det helt ærligt ikke.

Udesøg, 2 kilder, 3 minutter




Køretøjssøget var det sidste moment, og her var Selma godt forstyrret af mennesker og hunde, der passerede - hun kiggede både ud og på mig flere gange, så hun syntes, det var rigtig svært, og hun nåede da heller ikke at lokalisere kilden, før tiden løb ud. Hun havde færten, og jeg var egentlig ikke i tvivl om, i hvilket område den sad, men Selma kunne ikke beslutte sig, så jeg var tro mod mine mål og forsøgte at guide hende videre, men hun insisterede på at vende tilbage, og jeg sagde ingenting, da hun ikke var færdig med at arbejde.
Køretøjssøg, 1 kilde og 2 minutter


Så selv om det søg "kostede os" pinden, var jeg supergodt tilfreds med det alligevel og ovenud stolt af os begge to efter de 4 momenter - det var virkelig fedt at arbejde med hende og at teste vores samarbejde under de forhold, pinden betyder absolut intet i forhold til den følelse.
Så snart vi var færdige gik vi ud i bilen med pigerne, der var godt trætte - Selma havde ikke energi til at trække i snoren på vej derud, og jeg tror, hun nød roen og freden i bilen sammen med Kiwi.
Ved præmieoverrækkelsen viste det sig, at der var ret stor spredning i antal fund og point, og selvom vi "kun" fik 75 point, blev vi samlet nr.4, og som bonus blev vi nr.2 i indesøget. 🌟💜🌟💜🌟
Efter præmieoverrækkelsen skulle vi naturligvis rundt til alle standene, inden vi tog den lange vej hjem igen - lang vej, men absolut hele turen værd! 


Tak til arrangører, dommere, hjælpere, meddeltagere og Liv for en helt igennem fed dag og tur 🙏🏻❤
Vi har allerede abstinenser og synes, der er meget lang tid til første prøve i 2020 🙈 Den slags er jo dybt vanedannende...

Kommentarer