Kursus i kropskontrol og shaping

I torsdags var Molly, Selma og jeg på et 4 timers kursus i kropskontrol og shaping hos Anja Christiansen/Aktivt Hundecenter. Det var et rigtig godt, lærerigt og udbytterigt kursus, som fik tankerne i gang hos både hunde og fører.

Øvelserne blev præsenteret to ad gangen, hvorefter vi gik ud og arbejdede med dem hver især, og Anja kom rundt til os 2 gange pr. øvelsessæt. Det fungerede supergodt, da det betød, at jeg kunne nå at få begge hundene ud og fik kigget på eller spurgt til noget med dem begge, eller jeg kunne starte noget op med vejledning og få feed-back eller spørge ind til det ved næste omgang.

Alle øvelserne var bygget op, så vi kunne starte helt fra bunden, og hvis vi allerede havde den færdige adfærd, kunne den udvikles, og der kunne bygges mere på. Det var superfedt i forhold til både Molly og Selma.
Molly er rigtig langt med mange af øvelserne, men da de alle kunne udvides, betød det ikke, at vi kunne sætte kryds og gå videre, næh, så kunne vi gå videre med at udvikle øvelsen eller se mere på selve processen.
Selma havde ikke ret meget af adfærden i forvejen, så med hende startede vi helt fra bunden, men hun fik lynhurtigt generaliseret og fandt ud af, at da det lige før gav det noget at sætte bagpoterne på pladen, så var det værd at prøve det igen, selvom det var et andet target.

Et rigtig godt eksempel på en øvelse, der gav rigtig meget for både Molly og Selma, men i hhv start- og slutindlæringen, er "bamse".
Molly har kunnet sidde i bamse meget længe, men da vi skal bruge en meget stabil adfærd til vores FS2-program, er vi begyndt at træne videre, udvikle og gøre den mere stabil. Det betyder, at vi allerede er i gang med slutindlæringen eller sidste step i øvelsen (sidste step kan dog også udvides, så der er masser af udvikling i den endnu) Så Mollys del af øvelsen var at sidde i bamse og vifte/vinke/løfte poterne på skift, så vægten og dermed balancepunktet ændres. Det betyder, at hun bruger rigtig mange muskler og bliver bevidst om, hvor balancepunktet ligger, hvilket igen giver en stærkere og mere stabil "bamse" og en rigtig god kropsbevidsthed. Det var ret vildt, da man virkelig kunne se musklerne arbejde under den korte pels.
Selma skal i min optik være noget ældre og have fået opbygget sine muskler, før hun skal lære at sidde i "bamse", men til hende kunne jeg bruge allerførste step i øvelsen. Selma har en noget slatten hvalpe-sit, som jeg gerne allerede nu gerne vil have pænere og dermed langt bedre for muskler, sener og led (Thomas Ingvorsen og jeg talte netop om at arbejde på en mere korrekt sit, da Selma var til behandling hos ham forleden dag) så Anja og jeg talte en del om mål og kriterier i forhold til Selma og den øvelse. Der er det i gang med mikroshapingen - jeg elsker at nørde med mikroshaping! Udgangspositionen er selvfølgelig en sit med korrekt benstilling, hvor haserne er inde ved kroppen og hverken splatter eller glider ud. Derefter skal der belønnes i bittesmå steps for alle bevægelser, der gør ryggen og dermed sitten mere rank - hovedet skal stadig vende frem og ikke op, så det nytter ikke noget med et håndtarget over snuden. Når den del er i mål, kan vi begynde at arbejde på, at hun løfter forpoterne en my fra underlaget, men igen i mikrosmå steps.

Noget nyt og en helt anderledes måde for mig at træne og tænke på var, at vi skulle have fokus på processen og ikke den færdige øvelse. Det giver rigtig god mening, da det jo er i processen, læringen foregår, og kropsbevidstheden og -kontrollen kommer  - målet var i princippet ligegyldigt, men eftersom vi skulle have noget at sætte kriterier efter, var vi nødt til at have noget at arbejde hen mod. At jeg så kan bruge en del af de færdige øvelser i freestylen senere hen, er jo bare en bonus. I praksis betyder det, at der skal falde langt flere klik og belønninger end normalt, da det ikke handler om at komme i mål, men om at være i processen - en virkelig anderledes, og nok også sund, måde at tænke på, da vi ellers ofte er så resultatorienterede.

Vi lavede følgende øvelser, som jeg uden tvivl vil træne videre på herhjemme:

  • Sætte begge bagben på let forhøjet targetplade og løfte det ene bagben
    Udviklingsmulighed: Sæt signal på og få adfærden på alle fire ben
  • Sætte bagben på balancepude og lav omvendt elefant
    Udviklingsmulighed: Sæt signal på og få adfærden begge veje og generaliser til andre targets
  • Ryste på hovedet - først fanges kig til den ene side og belønnes, når 80% er på plads, fanges kig til den modsatte side. Når den er på plads, sættes signal på, og herefter kobles de to adfærd til én adfærd
  • Bakke opad plade/væg
  • Sætte alle fire poter på fire forhøjede targets
    Udviklingsmulighed: Hunden finder targets og sætter poter på, selvom targets står mindre naturligt
  • Bamse (beskrevet ovenfor)
  • Stå på et bræt med forben og med bagben på et andet bræt - beløn for at finde og stå på brædder. Beløn derefter for stilstand og ro
    Udviklingsmulighed: Hunden går sidelæns, stadig med poterne på brædderne. Fører står stille eller bruger sig selv som target
  • Ligge på ryggen: Hunden belønnes for at ligge stabilt og stille på ryggen
    Udviklingsmulighed: Hunden strækker på skift alle fire ben (den kræver, ligesom "bamse" rigtig meget kropskontrol og meget styrke og holde balancen under bevægelse




En super hyggelig, lærerig og inspirerende, hvor jeg var glad for, at jeg havde taget begge hundene med, da langt de fleste hunde var trætte - og mætte - inden de 4 timer var gået.

Kommentarer

Populære opslag