Så er der ved at være godt hul igennem: Spor med Selma 11 uger

I onsdags var jeg i Ballerup, hvor jeg lagde et 50 meter langt asfaltspor med slæb af krondyrlever til Selma. Ingen godbidder undervejs i sporet, men belønning med Kong, og det gik bare strygende. Selma tog sporet op med det samme og gik derud af. Jeg belønnede første gang efter 4-5 meter, og da vi var færdige med at lege med hendes Kong, tog hun lynhurtigt sporet op igen, og denne gang gik der mindst 10 meter, før jeg belønnede igen. På samme måde tog hun lynhurtigt sporet op igen, da belønningen stoppede, og vi endte ud med at gå 40-45 af de 50 meter med samlet 4-5 legebelønninger undervejs. Umiddelbart virkede det som en rigtig fin længde på sporet, da hun gik næsten det hele, men efterfølgende var godt brugt.




Lørdag lagde jeg spor samme sted og med samme lever, men denne gang 75 meter, og hold nu op, hvor der sker noget! SuperSelma gik samtlige 75 meter, og for første gang var der træk i linen. Jeg belønnede 2 gange undervejs med Kong og to gange med ost - begge dele kastet op foran Selma, så det landede i sporet. Hun er blevet rigtig god til at genoptage sporet efter endt belønning, så der er ikke meget "spildtid" mellem belønning og spor længere. Ved sporslut belønnede jeg med Kong, som hun fik lov at hhv løbe efter og ruske i hele vejen tilbage. 
Superfedt spor, hvor den seje hundepige bevarede koncentrationen på trods af, at det begyndte at regne en del undervejs.

Søndag stod den på 100 meter spor samme sted og på samme måde. Der var dog ikke meget hul igennem... Selma gik max 5 meter, hvorefter hun satte sig ned, og der blev hun siddende! Hun kiggede fremad og ikke op på mig for at få hjælp. Jeg prøvede at motivere hende og få hende i gang igen, og lidt blev det da også til, men max ½-1 meter ad gangen, før hun satte sig ned igen.
Enten var det for svært, fordi asfalten var meget våd efter voldsom regn, eller også var den bette bare træt og uoplagt. Det er ikke til at vide, men jeg hælder mest til det sidste, da jeg tænker, hun ville have kigget op på mig for at søge hjælp, hvis det var for svært, hvilket hun ikke gjorde.
Heldigvis var vi ikke kørt til Ballerup kun for at gå spor, men også for at få en løbetur ved Borupgård gymnasium. Og dét fik de to banditter i dén grad!

I dag, mandag, tog vi ned i skolegården for at lægge spor. Der viste sig at være nogle udfordringer, jeg ikke havde taget højde for: Der er bygget klatrestativ midt i det hele, så jeg kunne ikke få den længde på, jeg gerne ville have, der lå sølvpapir, æbleskrog, tyggegummi, cigaretskod og andet spændende, som jeg ind i mellem måtte stoppe op og grave ud af gabet på Selma, der kom en flok hujende og skrigende unger løbende 20-25 meter fra, og sidst men ikke mindst kom der en far med sin søn cyklende rundt inde i skolegården.
Nu hvor jeg sidder og skriver det ned, kan jeg godt se, det faktisk er ret imponerende, at den bette overhovedet har kunnet koncentrere sig om at gå spor! Jeg syntes ikke, det gik specielt godt, men efter at have set video og skrevet det ned, er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med hendes indsats.
Igen spor lagt med krondyrlever på asfalt men denne gang med en kort overgang til græs for at se, hvad hun sagde til terrænskiftet. Sporet endte på sølle 40 meter, men det var vist nok med de distraktioner, der var.




En kombination af, at jeg ikke var helt tilfreds med sporet tidligere i dag (dog ikke helt med rette) og at Selma skal til dyrlægen og vaccineres i morgen, og derfor sikkert bliver træt, gjorde, at jeg tog ud igen her til aften. Selma skal passes 10 dage, mens vi er på ferie, så realistisk set, kommer jeg ikke til at gå spor med hende i 2 uger, så jeg blev liiiiige nødt til at tage en tur mere med hende.
Vi tog ud på P-pladsen bag Toys ´R´ Us i Rødovre, og der lagde jeg samme slags spor også med overgang til græs og denne gang på minimum 50 meter (jeg har en mistanke om, at Runtastic måler for lidt) - og med motorvejen kørende lige ved siden af.




Motorvejen generede ikke det fjerneste, og da Selma var færdig med nærmest at slikke hul i asfalten ved sporstart gik hun i gang, og klarede det superfint. Hun gik af et par gange, men ved at jeg bare stod stille, kom hun tilbage på sporet igen uden hjælp, og skiftet mellem asfalt og græs klarede hun rigtig flot. Dejligt spor at slutte af på inden ferie-sporpause!



Kommentarer

Populære opslag