Åbent hus hos Dyreværnet og et ambivalent farvel

Tøserne og jeg var i går - sammen med Jennifer, Jaxon, Bianca, Lone og Puma - til åbent hus hos Dyreværnet i Rødovre.
Her skulle vi være en del af "underholdningen" og optræde med Dog Dancing (gud, hvor jeg egentlig hader det ord... HTM/freestyle er SÅ meget bedre!) på markedspladsen.

Inden da var vi ude på vores obligatoriske morgentur, og da Camille også var med, fik tøserne lov at hoppe op på en sten, hvor de kunne posere lidt for hende, da hun manglede billeder til Instagram.


Glade tøser på morgentur


Vel ankommet til Dyreværnet fik vi installeret os, tøserne fik snuset lidt rundt, og vi blev stille og roligt klar til at gå i ringen.
Vi havde en fin stor ring, men underlaget var småsten, hvilket var en udfordring på mange måder: Det duftede fantastisk, da der havde været så mange mennesker og dyr, det var tungt og vanskeligt at bevæge sig i, og hundene brød sig ikke synderligt om det - Selma var mest påvirket af de dejlige dufte, mens Molly var noget tøvende i sine bevægelser pga underlaget.
Efter omstændighederne gik det fint med begge to, om ikke andet var det rigtig god træning, og vi havde en fantastisk hyggelig dag sammen.

Det var samtidig dagen, hvor vi sagde endegyldigt farvel til the Chimney Sweep... Officielt sagde vi farvel ved HHKs konkurrence sidste weekend, hvor jeg rykkede ud af klasse 2, men eftersom jeg havde lovet at deltage ved Dyreværnets åbent hus, sagde vi først rigtigt farvel i går.
Rekvisitterne er sat væk, kostumet er vasket, og vi er klar til nye eventyr!


Bye bye Chimney Sweep


Jeg glæder mig helt vildt til den proces og den rejse, som så småt er startet. Musikken er fundet, jeg prøver at finde den helt rigtige historie at fortælle, og jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg bedst og flottest muligt får lavet mine rekvisitter.
Samtidig er det lidt vemodigt at sige farvel til det, der har været starten på det hele og hele fundamentet for både klasse 1 og klasse 2.

Kommentarer

Populære opslag