En sær tid...

I går havde vi lejet Working Paws hallen i Stestrup, da vi for det første havde brug for at træne - både efter ingen eller næsten ingen træning i sidste uge, og fordi der er (eller skulle have været) årets anden HTM-konkurrence om 1½ uge - og fordi Undine var optaget.

Molly og jeg fik gået vores program, og vi fik kigget på en enkelt ændring, som vi skal arbejde videre med, inden vi trænede forstyrrelser og uforudsigelige belønninger.

Selma og jeg fik også trænet forstyrrelser og en del af elementerne i vores program, som jeg i øvrigt har planer om at arbejde videre med i morgen.




Efter 3 timer i hallen var Danmark på den anden ende - Coronanedlukning af hele den offentlige sektor m.m. Det har i løbet af dagen betydet aflysning af aftenens nordisk rallyhold, mandagens koncert og HTM-konkurrencen om 1½ uge - der kommer sikkert mere til i løbet af de næste dage...
Det betyder, at vi pludselig ikke har så travlt i forhold til at konkurrencerne og at blive klar, da et hurtigt kig på hundeweb fortalte mig, at vores næste HTM-konkurrence ikke vil blive før enten til maj eller juni. Masser af tid!!! Så nu skal jeg bare passe på, at jeg ikke pludselig ender der, hvor jeg har været før, fordi jeg tænker, at der er masser af tid...

Morgendagen vil vise, hvor meget tid der er den næste tid, om jeg skal blive hjemme, arbejde hjemme eller møde ind på arbejde - en noget sær tid...

Kommentarer

Populære opslag