The new normal - nu med forlængelse

Nu kører vi på anden uge med hjemmearbejde, aflyst træning, aflyste prøver, og delvis nedlukning af Danmark - det er virkelig, virkelig irriterende på mange planer (jaja, jeg er helt klar over, der er større og vigtigere ting på spil her end min fritid og mine interesser), men når nu det er, som det er, prøver jeg at fokusere på de positive ting, jeg også får ud af den her katastrofe, som den vel godt kan betegnes som.

Jeg har masser at lave rent arbejdsmæssigt, faktisk noget mere end forventet, men "manglende" transporttid og de mange aflysninger giver mig en masse tid, jeg ikke plejer at have. Og den bruger jeg på allerbedste vis:

  • Jeg får læst
  • Jeg får lavet ting, der har stået længe på to-do listen
  • Jeg får gået længere ture
  • Jeg får trænet mere varieret med pigerne
  • Jeg får mere tid hjemme
Hvad gåturene angår, har jeg sat mig et mål, da min nye arbejdsdag ikke indeholder mange skridt, og jeg får alt for lidt frisk luft, da jeg ikke får mine 2 x 30 minutters cykeltur frem og tilbage. Mit mål er, at skridttælleren runder minimum 10.000 skridt dagligt, og at gåturen foregår via en ny rute hver dag.

Træningsmæssigt er planen, at jeg vælger fra både "store" og "lille" kategorien dagligt - dagens store var f.eks, rally med Molly og apportering med Selma, mens den lille var et enkelt beholdersøg.
Forleden dag var den store HTM, og den lille var frivillig håndtering.




Udover prøver og almindelig træning, der er aflyst, er ting som behandlinger og frivillig håndtering naturligvis også aflyst, hvilket gør det endnu mere vigtigt at huske at få trænet det i øjeblikket.

Jeg er bange for, at denne New Normal kommer til at vare en rum tid - noget længere tid end forventet fra starten, men vi væbner os med tålmodighed og får det bedste ud af det.

Kommentarer

Populære opslag