Skøn weekend med dobbelt op på undervisning, træning og hygge

En travl, men skøn weekend er slut, og hverdagen truer.
Jeg elsker mine weekender, selvom de ganske ofte er travle og proppede med diverse aktiviteter. Ofte er jeg segnefærdig søndag aften, men jeg bliver nu alligevel både ladet op og klar til den kommende uge. En uge, der måske også er lidt hektisk til tider, men alligevel lidt mere rolig og forudsigelig - så egentlig truer hverdagen ikke rigtig...

I lørdags tog  Molly, Selma og jeg hul på en ny omgang tricks hos Anja - først en time med Selma på holdet rettet mod færdighedsprøve 1-4 og derefter 1 time med Molly på holdet rettet mod HTM og Freestyle.
Med Selma trænede jeg rundt om stok - hun kunne i forvejen den ene vej, så jeg besluttede at træne den modsatte vej, og vi fik da både sat signal og min bevægelse modsat omkring stokken på.
Vi påbegyndte øvelsen at løfte en pote og fastholde positionen i luften. Den fangede hun lynhurtigt, og vi skal nok få en rigtig fin fastholdelse i den øvelse, der hører til i FP2.
Den sidste øvelse, baglæns slalom påbegyndte vi ikke, da jeg hellere ville komme længere med de to andre.
På Mollys hold startede vi med fælles forstyrrelsestræning, hvorefter vi havde vores individuelle tid. Liv og jeg var forstyrrelsesmakkere i vores egen tid, og vi fik virkelig lavet nogle gode og effektive øvelser. Vi lavede Bianca-cirklen med både Mango og Molly, og derudover forstyrrede Liv, mens Molly og jeg lavede vores "Gøg og Gokke-slalom" - jo mere Liv skruede op for forstyrrelserne, desto mere skruede Molly op for intensiteten. Det var SÅ fedt at opleve!
I vores individuelle tid kiggede vi på bakkeøvelsen. Jeg har været godt tilfreds med den derhjemme, så jeg var spændt på, hvordan den ville fungere på træningspladsen... Det fungerede supergodt, jeg fik vist, hvad jeg gerne ville, og Anja var meget tilfreds med status - der var heldigvis sket præcis det, hun havde håbet på. Så vi arbejder videre og forsøger stille og roligt at lægge nogle øvelser ind i bakken. Derfor er målet til næste træning, at bakken er så stærk og så meget under kontrol, at vi kan begynde at sætte forstyrrelser på.


Der trænes og sparres på livet løs


Lørdagen startede nu et andet sted i Ballerup: Først med en frisk løbetur for sortlingerne, og derefter med sporundervisning for Du og din HUND. Det var tredje og sidste gang på begynderholdet. Det har været virkelig fedt at følge de enkelte hunde og føreres udvikling, og det der undervisning er jeg blevet helt bidt af - det er både lærerigt, sjovt og givende.

Lørdagen sluttede i godt selskab, da Stine, Anders og Ida kom til middag, Danmark har talent og Danmarks Indsamlingen.




Søndagen startede på samme måde med undervisning. Denne gang var det introduktion til nose work på et hvalpehold i DRK Midtsjælland - superhyggeligt og fedt at prøve!

Derefter stod den på brugsprøvetræning med Selma.
Vi lagde ud med hilseøvelser: Først agerede Christina dommer og kom rundt og hilste, derefter gik vi rundt mellem hinanden, fik hunden i ro og hilste på hinanden.
Dernæst cirkulerede vi mellem 3 stationer: En bliv-bane (åh, det skal vi godt nok arbejde intensivt på!), en lille rallybane og en mini-brugsprøvebane. Vi gik den som til den rigtige prøve, først lineføring, dernæst fri ved fod, og det gik egentlig helt fint - ikke imponerende, men det ville være blevet godkendt. Eftersom Selma ikke kan blive siddende, satte jeg hende ikke af til hjemkaldet, men fik hende holdt, og jeg gik til start og fløjtede hende hjem. Hun kom som vanligt flyvende hjem, så nu skal vi bare arbejde på en afslutning.
Til sidst blev der affyret et par skud, så tog vi en lille apportering, og det gik bare strygende! Her mangler vi, at Selma kan blive siddende, mens jeg kaster.
Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med minimyrens niveau, og jeg ved efterhånden, hvor hullerne i forhold til brugsprøven er.
  • Lineføring og fri ved fod kan klart blive bedre, men det er acceptabelt
  • Bliv i sit på 50 meter er vi rigtig langt fra at kunne
  • Hjemkald fungerer upåklageligt - her vil jeg om muligt gerne have hende ind plads som afslutning
  • Apporteringen fungerer også bare - her mangler vi bare, at Selma skal kunne blive siddende, mens jeg kaster
  • Skud reagerer hun ikke på, så igen skal hun bare blive siddende 


Fineste minimyren efter træning


Søndagen sluttede også i godt selskab, denne gang var det Henriette, Selmas opdrætter, mor Kiwi, Henriettes anden hund, Maggie, og Selmas søster, Mona, som Henriette har hentet hjem pga manglende tid hos hendes familie.
Vi mødtes ved Borupgaard, hvor de fire tøser hyggede sig og fik sig en god løbetur sammen. Det var superhyggeligt at se både Henriette, Kiwi, Maggie og Mona igen.


Der løbes...

...og løbes


Prikken over I´et var, at jeg fik min fødselsdagsgave fra min mor og far på forskud: En lækker, lækker Fjällräven uldtrøje.



Kommentarer

Populære opslag