It never gets easier...

HTM-træningen med Selma blev ændret til HTM-træning med Molly, som nær var blevet aflyst...

Af flere årsager havde jeg valgt at tage Molly med til mandagens træning: Selma havde været på hele søndagen til konkurrence i Hangar 17, og sidste gang, der var træning med Mollys hold, havde jeg Selma med, så det gav mening at have Molly med i stedet... Pga migræne var det dog ganske tæt på aflysning, men jeg livede op og tog af sted (men lå dog igen tirsdag...)

Vi lagde ud med fælles opvarmning og forstyrrelsestræning - øvelsen i sig selv og det, at Liv og jeg vandt (eller delte en 1.plads) er mindre vigtig i forhold til det, jeg fik ud af det: Vi blev bedt om at registrere, om vi kom ud af fokus og evt hvor mange gange.
To gange røg jeg ud af fokus og koncentrerede mig om noget andet, end det jeg skulle... To gange for meget, men alligevel synes jeg, to gange er acceptabelt i forhold til graden af forstyrrelser og de ting, jeg skulle fokusere på. Endnu bedre var dog, at jeg begge gange formåede at stoppe op, fokusere og komme tilbage i det rette mode igen - det var fedt at opleve, at det rent faktisk fungerer!

Min individuelle tid brugte jeg på vores FS3-program og på at komme videre med indholdet.
Det begynder efterhånden at ligne noget, og selvom jeg ikke er begyndt at træne nogle af momenterne endnu, kan jeg se historien for mig, og jeg er sikker på, det bliver rigtig godt! Det er megasvært, men også en vildt spændende proces, og der er egentlig heller aldrig nogen, der har lovet mig, at det skulle være nemt... Nu skal der bare knokles og tænkes videre, men godt på vej er vi i hvert fald.




Så er der Selma og hendes freestylefremtid, som jeg lige fik vendt hurtigt med Anja... Det er knapt så dramatisk, som det lyder, og jeg har endnu ikke landet den helt.
Der er flere scenarier, og jeg tænker, at aftenens juleafslutning hos Anja og Johanna vil hjælpe beslutningen på vej.

Kommentarer

Populære indlæg