Nose Worktræning - nytænkning med Nose Work Board

Efter weekendens Nose Workprøver, lørdag og søndag, ville jeg rigtig gerne nå at træne lidt mere, inden prøven med Molly i næste weekend, men der har ikke været det store overskud af tid, så jeg har måttet være lidt kreativ, og det er da lykkes at få lidt træning ind både tirsdag og torsdag.

Tirsdag fik jeg lavet en lille "bane" bestående af et udesøg, køretøjssøg, tomt søg og udesøg - jeg fokuserer lige nu på klasse 1, så der var én kilde og kun lavendel. Alle fire søg gik fint med begge tøser - fedt!

I går, torsdag, var planen at gøre lidt af det samme, men da der lige kom et dyrlægebesøg i vejen, og der var bagkant i form af svømning med Camille, endte jeg med kun at have ti minutter. Så hvordan fik jeg lige det optimale ud af den tid? Hvis jeg skulle til at sætte flere søg op, som egentlig var min plan, ville tiden være gået, før jeg fik sat pigerne på, så i stedet tog jeg Nose Work Boardet frem, fordi jeg også gerne ville forstærke markeringerne.
Mens vi trænede, fik jeg en idé: Hvad nu hvis de ikke bare lige kunne komme til boardet, hvordan ville markeringen så blive? Det måtte jeg teste og skubbede stille og roligt boardet længere og længere ind under sofabordet, og da det gik supergodt, skubbede jeg det helt ind og fik kombineret markeringerne med det at komme til lidt sværere tilgængelige kilder.
Selma moser sig igennem alt... under sofabordet, ud under igen, under taburet og under stol - hun skal bare frem! Det samme gjaldt mellem de to sofaer.
Molly er noget mere forsigtig, men kommer også frem...Hun snusede langs boardet og gik derefter rundt om taburetten for at komme til kilden, og mellem de to sofaer prøvede hun først at gå frem, bakkede, da det blev trængt, men da hun erfarede, at hun skulle den vej for at komme til kilden, gik hun stille og roligt igennem.
Jeg har ikke tidligere tænkt på at bruge boardet på den måde, men det tænker jeg umiddelbart, jeg vil gøre det en del mere i.


Nose Work Board med forhindringer


Jeg håber dog stadig at få lavet nogle flere køretøjssøg indenfor den næste uge.

Kommentarer