Status på Selma og Nose worktræning

Nytårsstatus skulle være så moderne, og jeg har da også lavet en på flettesiden.

I stedet for en nytårsstatus, hvad hundene, træning og mål angår, vil jeg hellere lave en nytårsreflektion, selvom det vel i bund og grund er det samme... Den kommer en af de nærmeste dage.

Dog er en status på Selma og operationen vel på sin plads: Alt er godt! Vi var hos dyrlægen i går, hvor Selma fik forbindingen af, og både syning, sår og heling så rigtig godt ud - Maja var meget tilfreds.




Selma skal nu bare have sok på og ellers holdes i ro (bemærk, at jeg ikke skrev BARE holdes i ro...) Hun skal have fjernet de tre sting tirsdag d.10/1, og indtil da skal hun holdes relativt meget i ro. Heldigvis passer det med, at hun gik i løb i går, og derfor alligevel skal luftes i snor, og det samme pga nytåret. Så alt i alt passer det meget godt sammen.
Men når hun samtidig ikke må hoppe, løbe og bremse hårdt op, er det begrænset, hvad vi kan lave, og det kan allerede nu mærkes på hendes aktivitetsniveau...
Jeg har derfor trænet Nose Work med dem begge i dag - først en masse på Nose Work Boardet med alle tre dufte og tre forskellige forstyrrelsesdufte (hundepels, kaninpels og fiskefoder) - dog ikke på én gang. Derefter et søg i det kommende badeværelse, hvor jeg havde placeret 3 dufte (en af hver) på 2 m3, altså ganske tætte dufte. De klarede det begge meget bedre end forventet, og det var fedt at se, hvordan de greb det forskelligt an.




I morgen står den på "Find Fido"-Nose Workarrangement hos Stine, hvor Molly og jeg skal være på hold med Aino og pletterne. Selma må desværre blive hjemme, så jeg må ty til lidt Nose Worktræning med hende, når vi kommer hjem.

Kommentarer