Når det er mere end godt nok - om Nose Workprøve i Sorø

Hold nu op en weekend, og hold nu op, hvor trænger jeg til endnu en af slagsen nu!
Godt, der kun er 2½ uge til juleferien, for resten af december bliver på ingen måde mere stille end weekenden, der lige er gået... Men pyt, jeg kan jo rent faktisk lide det sådan.

Den forgangne weekend har stået i nose workens tegn med prøve i Sorø arrangeret af Border Collie Klubben med Johanna i spidsen - et superfint arrangement med godt flow, fede søgeområder og god stemning.

Lørdag skulle Selma op i NW1, jeg skulle være holdleder for hold A, og jeg kendte hverken område eller forhold, så jeg kom i rigtig god tid for at kunne lufte af, finde indskrivning, rigge til mm i ro og fred og uden stress - som en del af min konkurrenceforberedelse, og det var rigtig rart at have den tid og ro.

Efter banegennemgangen, var vi klar til at gå i gang, og efter at have taget prøvesøget udenfor, startede Selma og jeg med indesøget, som lå i kælderen.
Vi skulle igennem hallen og ned ad kældertrappen for at komme til søgeområdet, der var et toilet/badeværelse bestående af to rum.
Jeg havde forudset, at trapperne ville blive et problem, så jeg valgte med det samme at bære hende ned i stedet for overhovedet at prøve at få hende ned ad dem. Det syntes hun ikke, var den fedeste oplevelse og var derfor lidt stresset på vej ind til søget, og starten bar da også præg af lidt vimseri.
Ret hurtigt fik hun fært af kilden, der var placeret under håndvasken i det bagerste rum. Hun var henne ved den, men forlod den hurtigt igen, og jeg noterede mig, at vi skulle tilbage dertil, hvis hun ikke fandt andet. Men efter ganske kort tid, gik hun tilbage og markerede fint.
Jeg var superglad for, at hun arbejdede så fint efter at være blevet båret ned ad trappen - det siger jo en hel del om, hvor meget nose workarbejdet betyder for hende.

Indesøg

Derefter gik vi videre til udesøget, og der var ingen problemer.
Ingen så jeg samme mønster med lige at dvæle ved kilden, for at søge videre og kort tid efter søge tilbage og markere.

Udesøg med kilden placeret under døren

Efter de to søg kom Selma tilbage i bilen, hvorefter jeg tog holdlederkasketten på og stod for at sende de øvrige ekvipager frem og tilbage.
Alt forløb, som det skulle, og efter en kort pause byttede vi søgeområder, og vores hold skulle til køretøjssøg og beholdersøg.

Hvad jeg ikke havde forudset var, at Selma ville blive påvirket af at skulle igennem hallen igen. Da vi kom hen til trappen for at skulle videre og derefter gå udenfor, blev hun helt flad og ville ikke den vej.
Ud kom vi da uden større overtalelse, da hun opdagede, at vi ikke skulle ned igen, men køretøjssøget bar tydeligt præg af, at hun lige skulle ryste oplevelsen af sig. Hun søgte egentlig fint, men var meget mere vimsende og udenfor området, end hun plejer at være, og der var også en gang poter på køretøjet, hvilket der ikke plejer at være.
Lige i det tiden løb ud, lokaliserede Selma kilden og markerede den rigtig fint. Så selvom vi ikke fik søget, så arbejdede hun rigtig fint på trods af miljøpåvirkningen, der tilsyneladende var rigtig svær for hende, og så kan man jo ikke ønske sig mere.

Køretøjssøg - kilden var placeret på højre baghjul af forreste bil.

Derefter gik vi direkte op til beholdersøget, der bestod af 3 x 3 plastbøtter i rækker. 

Her gik Selma direkte ind via den ene række, skiftede række og markerede den korrekte beholder, der stod i midten - hvor svært kan det være? 

Det var en supergod afslutning de de fire søg!

Beholdersøg

Tilbage i bilen med Selma, så jeg kunne komme tilbage og passe min holdledertjans.

Det hele forløb superfint, og der var et godt flow, men for at få NW2 afsluttet før, det blev mørkt, blev jeg spurgt, om jeg ville være villig til at hoppe ind som ekstra dommer, så klassen kunne afvikles hurtigere. 

Sådan gik det til, at min tjans gik fra indsender i NW2 til dommer i NW2...

Så da NW1 var slut, og i mens der blev regnet og gjort klar til præmieoverrækkelse, planlagde og klargjorde jeg mit beholdersøg i en fart.

Derefter ned til præmieoverrækkelse... Der var ikke den store overraskelse i, at Selma bestod med en 2.præmiering (75 point og 1 fejl).

Dommertjansen i NW2 forløb fint og uden problemer, og det var egentlig ret fedt - omend grænseoverskridende - at blive kastet ud i det med så kort varsel.

Mens vi venter på præmieoverrækkelse i NW2

Turen hjem og resten af aftenen brugte jeg til at reflektere over dagens prøve - når jeg ikke lige var ved at falde i søvn - samt at pakke til søndag, hvor det var Mollys tur til at deltage i NW1 (se blogindlæg om søndagen her)
Jeg var (og ER) superglad for både Selmas og min egen indsats, jeg lærer noget om os begge to for hver eneste prøve, ingen af os kunne have gjort det bedre, end vi gjorde - og det er i dén grad mere end godt nok!