Julekonkurrence i Hangar 17

Efter et par dage med migræne blev det endelig tid til at få skrevet lidt om søndagens HTM-konkurrence i Hangar 17, Rønde.

Dagen startede tidligt, meget tidligt, med afgang hjemmefra kl.5.30. Heldigvis var vejret fint, og den lille smule sne, der var faldet i løbet af natten, gav ingen udfordringer på vejen. Den største udfordring var at holde sig frisk på den lange tur, når man kører alene, og dernæst at styre nervøsiteten, der allerede ramte på Fyn...


Gad vide om nervøsiteten var en bonus via min BroBizz?



Jeg skulle selv stille i FS1 og for sjov-klasse 1 med Selma, og derudover skulle jeg dømme stort set alle andre klasser samt FP1 og titelprøven, så jeg havde en lang, travl og spændende dag foran mig, og der var maser at se frem til.

At nervøsiteten ramte allerede på Fyn var ikke ligefrem velkomment... Normalt byder jeg min nervøsitet velkommen, og jeg har forliget mig med, at den er der, og at jeg har brug for, at den er der, for at jeg kan yde bedre. Men jeg kunne godt mærke, at den var for meget af det gode denne gang, og at den ikke ville føre noget godt med sig. Ikke desto mindre forsøgte jeg at acceptere dens tilstedeværelse, hvilket egentlig også gik helt fint. Problemet var bare, at den på ingen måde blev mindre, men faktisk endte med at være rigtig ubehagelig og tæt på lammende.

Efter en kort dommerbriefing, blev der budt velkommen, og vi gik i gang. Det betød også, at jeg skulle ud at hente Selma, klæde om og begynde at varme op.
Nervøsiteten blev ikke bedre - tvært imod!
Opvarmningen gik godt, Selma var på, der var god kontakt, og jeg forsøgte at være til stede - ærligt så kan jeg ikke genkalde mig mit niveau af tilstedeværelse.
Vi gik ind i ringen, jeg tog mig tid til at komme ind og på plads, havde Selma med mig, og jeg havde en fornemmelse af, at transporten gik godt. Startpositionen blev indtaget, og starten gik godt. Slalommen gik godt, men så røg hun i followen... Hun kom tilbage, men igen røg hun ud, og jeg traf en hurtig beslutning: Resten af programmet skulle foregå tæt på mig, så jeg ændrede programmet og lavede nogle cirkler, lidt mere slalom og lidt mere cirkler igen, før vi endte i den korrekte slutposition.
Vi løb ud, og jeg havde det meget blandet, da vi var færdige: Jeg var glad, jeg var lettet, jeg var træt, jeg var nærmest lidt tom, og vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene om vores præstation.  Men vi overlevede!!! Mens jeg fik skiftet tøj, lagt Selma i bilen og fik gjort klar til at dømme, fik jeg tankerne lidt på plads: Jeg havde været så nervøs som aldrig før - jeg var svimmel, havde kvalme og var faktisk slet ikke sikker på, jeg kunne gennemføre, inden vi gik ind, men ikke desto mindre havde jeg været i stand til at træffe en hurtig beslutning om at sk*de på programmet, da det viste sig, at miljøet var svært for Selma, og det lykkedes mig at få hende med igen - det var egentlig ret godt gået. Jeg klappede mig selv på skulderen og blev enig med mig selv om, at vi faktisk havde gjort det godt! Selma arbejdede på ingen måde optimalt, men tænk alligevel, at hun rent faktisk kunne arbejde med en fører, der var helt fra koncepterne.

Resten af dagen bød på en masse rigtig fine programmer, og jeg synes efterhånden det begynder at gå rigtig fint med at dømme - det er vanvittig lærerigt og en meget interessant måde at se sporten på.

Inden jeg skule dømme færdighedsprøver, skulle Selma og jeg i ringen igen, denne gang i for sjov-klasse 1. Jeg besluttede, at jeg ikke gad stresse med tøjskift igen, og der var en helt anden ro på denne gang.
Vi gik ind, lavede vores program, og næsten alt gik, som det skulle, hvilket var en dejlig afslutning for os. Vi endte som nr 6 ud af 15 ekvipager i den klasse. I FS1 bestod vi ikke, hvilket ikke var så overraskende, og vi endte som nr 10 eller 11. Det er egentlig lidt sjovt... Jeg har stået langt højere placeret og har været skuffet, men her stod jeg som den sidste og var på ingen måde skuffet! Alt var, som det skulle være, og jeg havde fået en masse læring med mig - den skal bare lige omsættes til viden og handling.

Jeg har tænkt, og tænker stadig, en masse tanker omkring søndagens konkurrence. Jeg skal lige have landet det hele, og jeg skal finde ud af, i hvilken af de mange mulige retninger den næste tid kommer til at pege. Mere om det, når det falder på plads. Men ingen tvivl om, at jeg har lært en masse i søndags, og den læring skal omsættes på bedste vis.


En sidste luftetur, inden mørket faldt på


Da færdighedsprøverne og præmieoverrækkelse var slut, gik turen endelig hjemad, og da jeg ramte Vanløse kl.22.15, var jeg godt træt efter en lang, sjov, lærerig, spændende og tophyggelig dag.

Kommentarer

Populære indlæg