Når informationerne kommer i kulden og mørket - om rally og sit

Vi var en lille sluttet flok, der trodsede kulde og mørke og dukkede op til rally i går - heldigvis for mig, da det betød, at der også var instruktørtid til mig.

Efter gennemgang af skilte og bane, lagde vi ud med højrehandling - det gik egentlig fint, indtil jeg fik trådt på Molly, ikke bare én, men hele to gang.... Så gad hun ikke være med til den leg længere! Og det kan jeg sådan set godt forstå.

Banen gik ok - vi lavede et par ommere og havde en enkelt stram line, hvilket under normale omstændigheder ikke ville tælle som ok, men eftersom hun var trykket af omgivelserne, var jeg bare glad for, at hun kunne arbejde under de omstændigheder.
Da vi kom ned til banen, kunne hun høre høje stemmer bag hækken, og kombineret med mørket var det ikke noget, hun brød sig om! Jeg fik hende dog med, og under de omstændigheder, arbejdede hun fint. Og jeg trådte ikke yderligere på staklen.

Derefter var det tid til at tage Selma ud, men i går stod den ikke på freestyle, som den ellers plejer, når Molly er til rally.
Med den kommende brugsprøve faretruende tæt på, valgte jeg at fokusere på bliv i sit.
Det gik overraskende godt! Jeg kunne gå 50 meter væk, blive stående, gå et godt stykke retur, og hun blev lige så fint siddende, men så sket der noget sært: Hun begyndte at snuse i græsset for derefter at rejse sig og tøffe lidt rundt. Hun kom ikke mod mig, hun gik ikke væk, men blev bare og snusede rundt i et område på omkring 1 m2... Sært!
Jeg prøvede igen, denne gang på kort afstand (omkring 10 meter), og der skete fuldstændig det samme.
Heldigvis havde vi så god tid pga de få fremmødte, så da Aino kom over for at tilbyde sig som forstyrrelse, fik jeg hende til at kigge på, hvad der skete: Igen prøvede jeg på kort afstand - denne gang med forstyrrelser. Jeg plukkede en tot græs, gik et skridt til siden, hoppede, og Selma sad som limet til jorden, hvilket styrkede min mistanke om, at problemet ligger i, at der netop IKKE sker noget. Vi prøvede på 50 meter igen, og der skete fuldstændig det samme: Selma stak snuden i jorden, rejste sig og snusede rundt på et meget lille område, da jeg var 2/3 tilbage. Hverken Aino tæt på, en anden hund tæt på eller afstanden trickede hende, hvilket i sig selv er MEGAFLOT!
Aino og jeg kom frem til, at det må være fordi, Selma på det tidspunkt mener, at øvelsen er slut, og at jeg jo alligevel er på vej retur - der kommer ikke flere signaler, der sker ikke mere, mor er tilbage om lidt. Så den står på uforudsigelighed den næste tid. Men rigtig god information at få.


Lille sittemusen


En kold og mørk omgang afsluttet med en løbetur for pletter og sortlinger var nu ikke helt dumt. Desværre holder holdet en pause hen over vinteren, men jeg har heldigvis allerede fået aftalt noget selvtræning med en del af HTM-nørderne, der bruger rally lidt på samme måde, som det er min plan at gøre.

Kommentarer

Populære opslag