Kristi Himmelfartsferie part II - Grundfærdigheder, photo shoot, Roskilde og Nose Work

Kristi Himmelfartsferien startede helt i top med Nose Work og freestyle, og den fortsatte med at byde på en masse skønne aktiviteter.

Torsdag startede med fællestræning som et led i Canis klikkertræneruddannelsen, og selvom Selma er min uddannelseshund, var Molly heldig og kom med også.
Vi udnyttede den store plæne, vi havde til rådighed, så vi fik trænet lidt på nogle af sekvenserne i vores FS3-program, som kræver lidt mere plads, hvilket var en superfed bonus.
Med Selma trænede jeg nogle af grundfærdighederne, bl.a. holde fast.





Da vi kom hjem fra Holbæk, tog vi til Albertslund, hvor vi havde en fotoaftale med Svetlana, Bjørn og Jessy - det var et par hyggelige timer, hvor der blev taget en masse billeder, og ind i mellem fik Molly, Selma og Jessy hygget sig gevaldigt med en masse løb.

Lørdagen brugte jeg som dommer til HTM-konkurrence i Roskilde, og når jeg ikke lige sad i dommerteltet, fik jeg hygget mig med både snak og shopping - en rigtig hyggelig og meget varm dag!

I dag har været den mest rolige dag i ferien... Da jeg første havde en aftale kl.11, stod den på slow start, kaffe på terrassen, mens alle andre stadig sov, morgenmad med familien og en kort luftetur til tøserne.
Kl.11 mødtes vi med Anja og Liv for at træne Nose Work ved DTU i Ballerup. 
Vi satte 3 beholdersøg og 4 udesøg op, men i den varme kunne ingen af hundene klare dem alle på én gang, så de pausede lidt, før de tog det sidste.
Normalt er der ret stille på DTU i weekenderne, men i dag skete der en hel masse derude, så der var rigtig mange gode forstyrrelser, og det i kombination med varmen gjorde, at der var grænser for, hvor høje krav, der kunne stilles. Generelt arbejdede de begge rigtig fint forholdene taget i betragtning, men jeg kan se, at varmen er rigtig hård for dem, så den skal vi blive lidt klogere på, hvordan vi bedst muligt arbejder med.






Efter nogle hyggelige og varme timer fik tøserne en løbe- og svømmetur, inden resten af dagen for deres vedkommende blev brugt på at ligge i skyggen ude i haven.




Ferien er slut, men den har været skøn, og er blevet brugt til fulde - så kan man ikke ønske sig mere.

Kommentarer