Rally Begyndermester i varmen

Sikke en dag - på mange måder...

Molly, Selma og jeg kørte her til morgen mod Vipperød og Islandsk fårehundeklubs dobbelte rallyprøve, som Liv og jeg havde tilmeldt os. Molly og jeg skulle op i begynderklassen, og Selma var med som supporter og for hyggens skyld.

Det var en lang og virkelig, virkelig varm dag, og det er ingen hemmelighed, at jeg var bekymret for, hvordan Molly ville klare at arbejde i varmen.
Inden første banegennemgang, hvor vi var nummer to i klassen, blev Molly hentet og lagt i bur i teltet. Hun blev lagt på køletæppe, fik køledækken på og noget energimad - så havde jeg gjort, hvad jeg kunne, men bare turen fra bil til telt fik hende til at halse, så jeg var spændt på, hvordan energien ville være.
Efter banegennemgang hos Anita, skyndte jeg mig at hente Molly, vi meldte klar og gik i gang. Molly syntes, det var svært, men hun klarede det superfint. Vi lavede en enkelt øvelse om, og der var nogle stramme liner - det skulle dog vise sig at række til en 4.plads med 93 point.
Efter en kort pause og banegennemgang hos Conni, gik vi i gang med anden prøve, hvor Molly og jeg var nummer fire. Det var blevet varmere, Molly var træt, og det var i det hele taget rigtig svært, men som altid gjorde hun sit allerbedste og knoklede igennem det allerbedste, hun kunne. Her havde vi tre ommere, en 3´er for at hoppe over et skilt (i ren glæde) samt en enkelt skæv plads - det blev til 87 point og en meget overraskende 1.plads!!!
Det var var "pind" nummer to og tre, og dermed blev vi samtidig Rally Begyndermestre eller RBM, og vi kan nu rykke videre op i næste klasse. Det har jeg dog ingen planer om!

Molly og jeg bliver i begynderklassen et stykke tid endnu. Hun synes, det er rigtig svært til de udendørskonkurrencer, hun bliver presset af omgivelserne, af de andre hunde og af larmen, og hvis jeg skal kunne støtte hende, hvilket jeg selvfølgelig skal, kræver det, at jeg selv får noget rutine, før vi rykker videre.




En supergod, hyggelig og lærerig dag i helt fantastisk selskab er ved at være slut, og selvom jeg endnu ikke ved, hvornår det er muligt, glæder jeg mig allerede til næste gang, vi skal til rallyprøve sammen, Liv, krøllerne, Molly (Selma på sigt) og jeg.

Kommentarer