Nose Work specialkursus - for dig, der har næse for detaljer
I lørdags var hundene og jeg på nose workkursus med Iben og Henrik fra MindDog på Fyn: "For dig med næse for detaljer" arrangeret af og afholdt hos Du og din HUND.
Det var et 3 timers kursus med primært fokus på hundføreren, og eftersom Iben og Henrik havde både et formiddags- og et eftermiddagshold, deltog jeg med begge hunde - først Selma og dernæst Molly.
Vi lagde ud med teori og snak om os, vores hunde, hvor længe vi har lavet nose work, OG så skulle vi fortælle 3 ting, som vores hund er god til i nose work. GOD TIL... Ikke dårlig til, ikke "den er glad for det, MEN vores udfordring er..." Nej, hvad er din hun GOD til?
Det er lidt overraskende, tankevækkende og mest skræmmende, hvor svær den øvelse er for de fleste. Nu er det ikke nyt for mig at arbejde på den måde, så jeg var med på gamet, og jeg kunne sagtens finde på de tre ting for begges vedkommende, men jeg kan ikke sige mig fri for, at det stadig er nemmere at finde de ting, de ikke er så gode til - fejlfinderen kommer frem.
Det er jo vigtigt at vide, hvor man skal sætte ind, hvor der er plads til forbedring osv, men ikke desto mindre fylder den del ofte bare alt, alt for meget, og når den gør det, påvirker det vores mindset, der igen påvirker vores humør, vores træning osv.
Som Iben påpegede, viser undersøgelser, at hvis man træner 80% på de ting, man kan, og kun 20% på de ting, man ikke kan, så får man en langt bedre udvikling. Tankevækkende? Ja, men det giver rigtig god mening, at vi udvikler os mest, bedst, hurtigst der, hvor vi har det godt og er glade, hvilket vi jo er, når vi har succes i træningen (og på alle mulige andre områder også)
Efter den indledende snak gik vi ud og lavede svarende til en banegennemgang på et beholdersøg.
Vi fik 1-1½ minut til at kigge og spørge, hvorefter vi gik ind igen.
På første hold var der 18 små plastikbeholdere i forskellige farver, og de lå i et ret rodet mønster, sådan som jeg så det, men mere om det.
Da vi kom ind, blev vi spurgt, hvor mange af os, der var gået op langs siden for at se beholdernes placering derfra, og svaret var: Ingen! Hvorfor? Tjah... personligt har jeg aldrig overvejet det, men det vil jeg helt afgjort gøre fremadrettet.
Vi blev bedt om at bruge et par minutter på at visualisere, hvad og hvordan vi ville gøre, fra vi forlod drivhuset, til vi stod ved startlinjen med vores hund - igen ikke en fremmed tanke for mig, men jeg har aldrig brugt det i NW, ej heller skænket det en tanke, hvilket egentlig er ret fjollet.
Jeg fik tænkt og fortalt min plan, helt ned til de dybe vejrtrækninger på vej til bilen, fyldning af lommer med guf og legetøj osv.
Dernæst talte vi om selve søget, eller rettere placeringen af beholderne og vores plan for, hvordan vi ville gribe det an: Hvad er planen, hvor skal vi stå, hvordan skal vi stå, hvilken vej peger tæerne, hvilken vej vender skuldrene, hvor lang line har vi på, hvilket mønster så vi, hvordan vil vi afdække hele området? Osv.
Henrik skrev vores plan ned, og efter søget, ville vi blive konfronteret med vores arbejde - VORES arbejde, ikke hundens. Havde vi gjort som planlagt, hvorfor ikke, hvis det ikke var tilfældet? Hvordan føltes det? Hvad skete der?
Med Selma var min plan at bevare roen og overblikket og ikke lade mig stresse af, at jeg ikke havde set samme mønster, som de andre havde set. Jeg ville lade hende scanne området, og når hun var færdig med det, ville jeg guide hende i det mønster med 2 "øer" og en linje, som jeg havde set.
Fulgte jeg planen? JA! Bevarede jeg roen? JA! Hvordan føltes det? Sk*degodt!! Til at starte med var der der noget knald på Selma, så jeg huskede at trække vejret undervejs, og der kom sjovt nok mere ro på hende, da jeg gjorde det.
Med Molly var min plan også at lade hende scanne, for derefter at guide på samme vis som med Selma. Molly markerede én, jeg begyndte at guide, og resten gik galt (hvilket er lige meget i denne sammenhæng) Fulgte jeg min plan? JA! Røg plan A i vasken? JA! Da det ikke gik som planlagt, og Molly gik i et andet mode, oplevede jeg lige et stik af irritation, hvorefter jeg afbrød søget. Hvordan føltes det? Hmm... Normalt ville jeg bare have været irriteret over, at Molly gjorde ditten eller datten, men fordi jeg havde fokus på mig og på min del af samarbejdet, blev jeg i stedet glad og lettet, for det føltes godt at have afbrudt søget. Det føltes rigtigt, for jeg har lovet mig selv, at vi ikke fortsætter med at arbejde, hvis det det føles forkert eller frustrerende. Så på trods af dårligt søgearbejde, kunne jeg gå glad derfra og med en god følelse af at have været fair overfor både Molly og mig selv, og dét var fedt!
Derefter gjorde vi det samme med et udesøg - igen to forskellige områder.
Med Selma fik jeg igen fulgt min plan, og som en lille krølle fik jeg mærket efter, om det gjorde noget ved mig, når Iben sagde, at der var 30 sekunder tilbage. Lonni bemærkede, at mit ellers rolige smil forsvandt som dug for solen, men jeg tror, det blev forvandlet til eftertænksomhed, for jeg kom frem til, at "advarslen" ikke påvirkede mig på nogen måde - jeg registrerede den, men den rørte mig ikke. Det var en ret fed erkendelse at få.
Med Molly fik jeg ikke fulgt min plan. Jeg kunne mærke, at hun var usikker i det område, så jeg droppede det guidede søg og lod hende selv bevæge sig rundt i området, så jeg ikke fik presset hende ud i noget, hun ikke kunne håndtere. Mollys usikkerhed var langt vigtigere end kilderne, og det føltes fuldstændig rigtigt at ændre plan midt i det hele.
Det var en dag med en masse hårdt arbejde, rent mentalt, og rigtig mange gode refleksioner.
Jeg gjorde som sådan ikke noget anderledes, end jeg plejer - rent praktisk - men jeg blev bevidst om en masse ting, jeg fik reflekteret over, hvad det er, jeg gør og hvorfor.
Og ikke mindst fandt jeg ud af, at jeg er på rette vej! Så det er bare at fortsætte samme vej, ikke med 180 kilometer i timen, men med tid til at stoppe op og reflektere ind imellem.
Det var et 3 timers kursus med primært fokus på hundføreren, og eftersom Iben og Henrik havde både et formiddags- og et eftermiddagshold, deltog jeg med begge hunde - først Selma og dernæst Molly.
Vi lagde ud med teori og snak om os, vores hunde, hvor længe vi har lavet nose work, OG så skulle vi fortælle 3 ting, som vores hund er god til i nose work. GOD TIL... Ikke dårlig til, ikke "den er glad for det, MEN vores udfordring er..." Nej, hvad er din hun GOD til?
Det er lidt overraskende, tankevækkende og mest skræmmende, hvor svær den øvelse er for de fleste. Nu er det ikke nyt for mig at arbejde på den måde, så jeg var med på gamet, og jeg kunne sagtens finde på de tre ting for begges vedkommende, men jeg kan ikke sige mig fri for, at det stadig er nemmere at finde de ting, de ikke er så gode til - fejlfinderen kommer frem.
Det er jo vigtigt at vide, hvor man skal sætte ind, hvor der er plads til forbedring osv, men ikke desto mindre fylder den del ofte bare alt, alt for meget, og når den gør det, påvirker det vores mindset, der igen påvirker vores humør, vores træning osv.
Som Iben påpegede, viser undersøgelser, at hvis man træner 80% på de ting, man kan, og kun 20% på de ting, man ikke kan, så får man en langt bedre udvikling. Tankevækkende? Ja, men det giver rigtig god mening, at vi udvikler os mest, bedst, hurtigst der, hvor vi har det godt og er glade, hvilket vi jo er, når vi har succes i træningen (og på alle mulige andre områder også)
Efter den indledende snak gik vi ud og lavede svarende til en banegennemgang på et beholdersøg.
Vi fik 1-1½ minut til at kigge og spørge, hvorefter vi gik ind igen.
På første hold var der 18 små plastikbeholdere i forskellige farver, og de lå i et ret rodet mønster, sådan som jeg så det, men mere om det.
Da vi kom ind, blev vi spurgt, hvor mange af os, der var gået op langs siden for at se beholdernes placering derfra, og svaret var: Ingen! Hvorfor? Tjah... personligt har jeg aldrig overvejet det, men det vil jeg helt afgjort gøre fremadrettet.
Vi blev bedt om at bruge et par minutter på at visualisere, hvad og hvordan vi ville gøre, fra vi forlod drivhuset, til vi stod ved startlinjen med vores hund - igen ikke en fremmed tanke for mig, men jeg har aldrig brugt det i NW, ej heller skænket det en tanke, hvilket egentlig er ret fjollet.
Jeg fik tænkt og fortalt min plan, helt ned til de dybe vejrtrækninger på vej til bilen, fyldning af lommer med guf og legetøj osv.
Dernæst talte vi om selve søget, eller rettere placeringen af beholderne og vores plan for, hvordan vi ville gribe det an: Hvad er planen, hvor skal vi stå, hvordan skal vi stå, hvilken vej peger tæerne, hvilken vej vender skuldrene, hvor lang line har vi på, hvilket mønster så vi, hvordan vil vi afdække hele området? Osv.
Henrik skrev vores plan ned, og efter søget, ville vi blive konfronteret med vores arbejde - VORES arbejde, ikke hundens. Havde vi gjort som planlagt, hvorfor ikke, hvis det ikke var tilfældet? Hvordan føltes det? Hvad skete der?
Med Selma var min plan at bevare roen og overblikket og ikke lade mig stresse af, at jeg ikke havde set samme mønster, som de andre havde set. Jeg ville lade hende scanne området, og når hun var færdig med det, ville jeg guide hende i det mønster med 2 "øer" og en linje, som jeg havde set.
Fulgte jeg planen? JA! Bevarede jeg roen? JA! Hvordan føltes det? Sk*degodt!! Til at starte med var der der noget knald på Selma, så jeg huskede at trække vejret undervejs, og der kom sjovt nok mere ro på hende, da jeg gjorde det.
Med Molly var min plan også at lade hende scanne, for derefter at guide på samme vis som med Selma. Molly markerede én, jeg begyndte at guide, og resten gik galt (hvilket er lige meget i denne sammenhæng) Fulgte jeg min plan? JA! Røg plan A i vasken? JA! Da det ikke gik som planlagt, og Molly gik i et andet mode, oplevede jeg lige et stik af irritation, hvorefter jeg afbrød søget. Hvordan føltes det? Hmm... Normalt ville jeg bare have været irriteret over, at Molly gjorde ditten eller datten, men fordi jeg havde fokus på mig og på min del af samarbejdet, blev jeg i stedet glad og lettet, for det føltes godt at have afbrudt søget. Det føltes rigtigt, for jeg har lovet mig selv, at vi ikke fortsætter med at arbejde, hvis det det føles forkert eller frustrerende. Så på trods af dårligt søgearbejde, kunne jeg gå glad derfra og med en god følelse af at have været fair overfor både Molly og mig selv, og dét var fedt!
Derefter gjorde vi det samme med et udesøg - igen to forskellige områder.
Med Selma fik jeg igen fulgt min plan, og som en lille krølle fik jeg mærket efter, om det gjorde noget ved mig, når Iben sagde, at der var 30 sekunder tilbage. Lonni bemærkede, at mit ellers rolige smil forsvandt som dug for solen, men jeg tror, det blev forvandlet til eftertænksomhed, for jeg kom frem til, at "advarslen" ikke påvirkede mig på nogen måde - jeg registrerede den, men den rørte mig ikke. Det var en ret fed erkendelse at få.
Med Molly fik jeg ikke fulgt min plan. Jeg kunne mærke, at hun var usikker i det område, så jeg droppede det guidede søg og lod hende selv bevæge sig rundt i området, så jeg ikke fik presset hende ud i noget, hun ikke kunne håndtere. Mollys usikkerhed var langt vigtigere end kilderne, og det føltes fuldstændig rigtigt at ændre plan midt i det hele.
 |
| Billedet er lånt fra MindDogs facebookside, og er meget sigende for dagen |
Det var en dag med en masse hårdt arbejde, rent mentalt, og rigtig mange gode refleksioner.
Jeg gjorde som sådan ikke noget anderledes, end jeg plejer - rent praktisk - men jeg blev bevidst om en masse ting, jeg fik reflekteret over, hvad det er, jeg gør og hvorfor.
Og ikke mindst fandt jeg ud af, at jeg er på rette vej! Så det er bare at fortsætte samme vej, ikke med 180 kilometer i timen, men med tid til at stoppe op og reflektere ind imellem.
Kommentarer
Send en kommentar