Vi drømmer os langt ud i det blå
I går var Selma og jeg til HTM/Freestyletræning hos Anja - heldigvis havde alle andre insisteret på, at vi skulle være i Undine Hallen og ikke udendørs i Ballerup, hvilket jeg satte stor pris på, da himlen åbnede sig.
Det er sjovt, fedt, underligt og helt uvant at være til en så kendt, elsket og tryg træning og så samtidig være usikker og nervøs.
Hvorfor var jeg det? Der er intet kendt og trygt ved HTM-træning med Selma, det er uvant, usikkert, nyt, fremmed og angstprovokerende. Men det er også fedt, spændende og noget der gør mig nysgerrig på os, på Selmas og mit potentiale sammen, på vores muligheder, på vores samarbejde - i det hele taget på os som ekvipage.
Vi lagde ud med at vise vores program, og jeg valgte at gøre det med kappen på og uden godbidder.
Selma var hoppende, hektisk, flagrende, men glad, og jeg var... nervøs og hektisk!
Jeg skal lære Selma at kende som freestylehund, jeg skal finde ud af, hvad der virker for os, og jeg skal lære at finde roen sammen med hende.
Det er fuldstændig som at starte forfra og være slået tilbage i Ludo. Det er underligt pludselig at føle sig helt grøn, men det er også fedt, at vi har den rejse foran os, og jeg glæder mig helt enormt til den.
I den individuelle tid fik vi arbejdet med en ny startposition og med indgang/transport. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg bedst muligt for transporteret Selma ind i ringen og i startposition - det skal vi først i gang med at lære nu. Men vi fik afprøvet tre forskellige varianter, og overraskende nok så virkede plads-agtig transport bedst i går, så det er den, vi forsøger os med i Vejen d.2.september.
Udover den nye startposition skal vi have trænet på alle de nye øvelser, så de bliver mere sikre og mere signalfaste, og det skal nok komme stille og roligt.
Vores (MIT!) største issue bliver roen. Det bliver en udfordring at finde den, men jeg ved, den er der, og jeg ved, at vi nok skal finde den før eller senere!
Det er sjovt, fedt, underligt og helt uvant at være til en så kendt, elsket og tryg træning og så samtidig være usikker og nervøs.
Hvorfor var jeg det? Der er intet kendt og trygt ved HTM-træning med Selma, det er uvant, usikkert, nyt, fremmed og angstprovokerende. Men det er også fedt, spændende og noget der gør mig nysgerrig på os, på Selmas og mit potentiale sammen, på vores muligheder, på vores samarbejde - i det hele taget på os som ekvipage.
Vi lagde ud med at vise vores program, og jeg valgte at gøre det med kappen på og uden godbidder.
Selma var hoppende, hektisk, flagrende, men glad, og jeg var... nervøs og hektisk!
Jeg skal lære Selma at kende som freestylehund, jeg skal finde ud af, hvad der virker for os, og jeg skal lære at finde roen sammen med hende.
Det er fuldstændig som at starte forfra og være slået tilbage i Ludo. Det er underligt pludselig at føle sig helt grøn, men det er også fedt, at vi har den rejse foran os, og jeg glæder mig helt enormt til den.
I den individuelle tid fik vi arbejdet med en ny startposition og med indgang/transport. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg bedst muligt for transporteret Selma ind i ringen og i startposition - det skal vi først i gang med at lære nu. Men vi fik afprøvet tre forskellige varianter, og overraskende nok så virkede plads-agtig transport bedst i går, så det er den, vi forsøger os med i Vejen d.2.september.
 |
| Pause og burtræning |
Udover den nye startposition skal vi have trænet på alle de nye øvelser, så de bliver mere sikre og mere signalfaste, og det skal nok komme stille og roligt.
Vores (MIT!) største issue bliver roen. Det bliver en udfordring at finde den, men jeg ved, den er der, og jeg ved, at vi nok skal finde den før eller senere!
Kommentarer
Send en kommentar