Sikke en aften - om HTM konkurrence og sommerfugleformationer

Hold nu ellers lige op hvor aftenen i går bød på noget af en følelsesmæssig rutschebanetur!

Vi var til HTM-konkurrence i Ringsted, og som jeg skrev forleden dag, glædede jeg mig rigtig meget, men var også både nervøs og lidt bange.


Lufte- og løbetur inden afgang mod Ringsted


Sommerfuglene forsøgte jeg at få til at flyve i formationer i stedet for bare at flakse forvildet rundt, og det gjorde jeg blandt andet ved at tage tidligt fri. På vej hjem i bus og metro brugte jeg tiden på at gennemgå hver eneste lille planlagt handling, fra jeg parkerede, til jeg kom ud af ringen med Molly, som jeg skulle sidst på med.
Det gav mig overraskende meget ro at have styr på, i hvilken rækkefølge der skulle bæres ting ind, skiftes tøj, luftes, hentes hunde osv, og allerede inden afgang havde jeg lavet aftaler med dem, der skulle hjælpe med transport af line og godbidder, holde Molly under placering af rekvisit mm.
Jeg havde ro i maven i hele den del af processen, og det er afgjort noget, jeg vil bruge igen i det omfang, det er muligt.

Nervøsiteten fornægtede sig imidlertid ikke, da det blev tid til FS1, hvor Selma og jeg skulle først på.
Sommerfuglene var der, men det var ok, og jeg glædede mig til at komme i ringen med Selma, der dog var en anelse overtændt.
Det gik rigtig fint, og både Selma og jeg havde en fest i ringen. Der var nogle steder, det kiksede, men ikke noget, der betød noget - det er et helt nyt program, som vi viste for første gang i går. I går var også første gang, vi gik det uden godbidder og med publikum, så jeg er utrolig glad for og stolt over vores præstation - og den rigtig følelse, dén var der!
Jeg havde ikke samme ro, som når jeg er i ringen med Molly, og det afspejlede sig i Selmas energi. Ingen tvivl om at det gjorde en forskel, at jeg har truffet beslutning om, at Selma også skal være freestylehund - før var det bare noget, vi "legede", men nu betyder det noget, og det kunne jeg i dén grad mærke også afspejlede sig i min nervøsitet.

Derefter fik jeg gjort præcis som planlagt i forhold til tøjskift og ombytning af hundene - igen var jeg meget glad for min meget detaljerede planlægning, der gav mig ro og overskud!

Jeg var sidst i FS2, og jeg nåede at få Molly ind som planlagt, så alt var godt, hvad det angår. I opvarmningen gik alt som planlagt, og jeg var nervøs, men ok - dog fik jeg pludselig stiftet bekendtskab med en anden nervøsitet end tidligere. Selvom det var en anelse skræmmende, var det ok, og jeg besluttede, at det ikke skulle slå mig ud.
På vej ind i ringen fik jeg brugt touchøvelserne, og det lod til at have en positiv effekt. I hvert fald kom vi godt fra start på trods af en enkelt misser i den første slalom. Der var lidt missere hist og pist, og noget af timingen røg, men det betød mindre, for de udfordringer, vi havde haft til de to sidste konkurrencer, var der ikke, og den rigtige følelse var tilbage. Så jeg var virkelig glad, lettet og stolt, da vi sammen løb ud af ringen.

Da det var "overstået" med begge hunde, og de var retur i bilen, havde jeg overskud til at snakke, hygge og se en masse godt hundearbejde - sådan en aftenkonkurrence er hård, men rigtig hyggelig.

Vi nåede til præmieoverrækkelsen, og selvom jeg havde en god fornemmelse med begge hundene, var jeg spændt!
Selma blev nummer 3 i FS1 med 23,9 point og fik yderligere 3 Q point, så nu har hun 6.
Molly vandt FS2 med 24,5 point, fik yderligere 5 Q point samt sin FS2-titel. Hun har nu 15 Q point, så det betyder, at vi kan rykke op i klasse 3. Men det gør vi nu ikke - vi bliver i klasse 2, til vi bliver smidt ud, for hverken hun eller jeg er klar til at komme derop endnu.


Mine sorte stjerner


Sikke en aften, sikken en følelsesmæssig rutchetur og sikke nogle fantastiske, skønne og dygtige hundepiger, jeg har 💗

Jeg havde min lille HMC-butik med, og jeg fik solgt for 475 kr - TAK for støtten til alle, der købte nøgleringe og fløjte-/nøglesnore. Se mere om status på salget her.


Min lille HMC-butik


Dagen i dag er gået med opstart på sporsæsonen i DRK, hvor vi mødtes på Køge Handelskole for at gå asfaltspor med det nye 3-timers og 20-timershold.
Herefter har HTM-dommeruddannelsen og -eksamen været i fokus resten af dagen, da det er i morgen, vi skal til den afsluttende eksamen.

Kommentarer

Populære indlæg