Nytårstræning

2019 startede med shampoo i øjet! Ikke bare en lille smule, men en ordentlig omgang, der efterlod et rødt og rindende øje et par timer. Det positive var, at derfra kunne det kun gå fremad, og det gjorde det!

Der kom mail om, at kostumet til Selmas FS-program igen var på lager, så det gik jeg bestilt, hvilket betyder, at det nuværende degraderes til træningskostume, hvilket igen betyder, at jeg forhåbentlig får trænet noget mere med kostume på - allerede der blev 2019 bedre.

Endnu bedre blev det, da Liv og jeg mødtes til nytårstræning i Undinehallen, som jeg havde booket i 4 timer. De går hurtigt, når 5 hunde skal trænes, og der lige skal være tid til lidt snak og evaluering undervejs og mellem hundene.

Selma og jeg fik trænet på den første 1/3 del af vores program. Med Livs skarpe blik og observationer, fik jeg styr på klik og belønningsplaceringer, så de reelt blev uforudsigelige og ikke bare noget, jeg mente, de var. Vi fik kigget på de steder, der var "hakker" i bevægelserne, og på et uforudsigeligt antal repetitioner.
Rally begynder-ståen fik vi trænet lidt mere på, og jeg er overrasket over, hvor god den er blevet, og hvor hurtigt det er gået.

Molly og jeg fik kigget på indtagelse af positioner, temposkift og nørden i billedet, inden vi trænede et par tyskervendinger og twister under gang - eller rettere jeg fik trænet min signalafgivning og linehåndtering. Molly fulgte bare med og var topsej.

Inden vi fik set os om, var de 4 timer gået, og vi kunne med god samvittighed tage hjem og sige, at hundene var gennemaktiveret for i dag - og resten af dagen kunne de nøjes med korte ture, mens vi krydser fingre for, at i dag er sidste dag med fyrværkeri.


To trætte tøser

Kommentarer

Populære opslag