HTM- og freestyleseminar med Monika Olšovská og Alexandra Vavrová

Den forgangne weekend er spenderet i godt selskab med andre HTM- og freestyleentusiaster på et spændende og inspirerende seminar med slovakiske Monika Olšovská og Alexandra Vavrová, arrangeret af Border Collie Klubben (Anja, Johanna og Sonja)

Lørdag gik med en masse fællesøvelser, hvor jeg prioriterede at have Selma med. Vi lagde ud med en individuel session, hvor vi præsenterede os selv og hunden, vi havde på, viste et par øvelser og fortalte om positivt og negativt eller styrker og svagheder hos både hund og fører. Men det er nu svært at finde noget negativt eller noget, det evigglade, sprudlende energibundt ikke kan lide/har lyst til at lave, hvilket både Monika og Alexandra også påpegede.

Derefter talte vi om rekvisitter og fordelen i at kunne bære/holde/hente dem, hvis det giver mening i programmet. Derfor lavede vi nogle forskellige apporteringsøvelser og konkurrencer. Selma fik generaliseret at holde fast på alt fra sutsko, kuglepen, notesbog, nøgler, sten, creme til en pelset hårelastik.

Generalisering af øvelser var næste punkt på dagsordenen, og her lavede vi først øvelsen (cirkle om fører) stående, derefter siddende, så siddende med armene over hovedet og til sidst liggende - Selma er vildt god til at cirkle om mig, og også i alle niveauer, så det klarede hun superflot, men det var en god reminder om at få generaliseret alle øvelser på den måde.


Selma med notesbog

Næste emne var teori om opbygningen af et program, hvor vi talte om, hvordan vi plejer at bygge vores programmer op i forhold til valg af musik, tema, øvelser mm.

Efter frokost var det Mollys tur, så der fik hun lov at lave lidt.
Her talte vi om det at spille rollen, og vi fik alle udleveret et kort med en person, vi skulle spille - uden rekvisitter og hund, hvorefter de andre skulle gætte vores rolle.
Jeg trak rollen "sejler", som jeg først forsøgte at vise vha at dreje på et stort imaginært ror, spejde ud over horisonten og kigge i en imaginær kikkert. Efterfølgende skulle vi komme med et bud på et kort program eller et bud på øvelser, der passede til vores rolle, og her var det med hund og rekvisitter.
Med sangen "Drunken Sailor" i baghovedet og en tom flaske, valgte jeg at lave et program, hvor vi startede med mig liggende på gulvet med flasken i hånden og Molly siddende ved siden af. Molly tog flasken fra min hånd, sprang over mig, smed flasken bag min ryg, sprang tilbage og satte sig foran mig. Jeg "vågnede", satte mig op, ledte efter flasken, fandt den, drak, og Molly tog den igen ud af min hånd, mens jeg drak - jeg blev overrasket og irriteret, tog den tilbage og rejse mig. Herefter gik vi fremad i slalom, mens jeg spejdede ud over horisonten.... Det var, hvad jeg nåede på den korte tid, vi fik til at lave det. En ret sjov, udfordrende og lærerig øvelse.


Molly var ikke tilfreds med ikke at være med


Sidste punkt på lørdagens dagsorden var 20 minutters individuel tid, som jeg brugte på at præsentere min idé til klasse 3 program, fortælle om plottet/skelettet og lytte til musikken. Der var ingen tvivl om, at Monika og Alexandra syntes, det var lidt af en udfordring, fordi jeg har nogle helt faste ting, jeg ikke vil ændre på som f.eks. stemningen og selve historien. Men idéen blev plantet, så selvom vi ikke fik nogle konkrete ting på bordet, fik det sat en tankeproces i gang, hvilket var meget tydeligt i søndagens individuelle tid.

Søndagen startede med lidt teori om kostumer, inden resten af dagen blev delt ind i 20 minutters individuel tid formiddag og 30 minutters individuel tid eftermiddag.
Jeg valgte igen at tage Selma på formiddag og Molly eftermiddag, og på den måde fik jeg input til begges programmer, hvilket var rigtig fint.

Jeg startede med at vise Selmas program, som det ser ud nu, og bad om input og idéer til øvelser til videreudvikling af programmet, da jeg forventer at tage Buster med op i klasse 2. 
Der kom masser af gode idéer - også til klasse 3 program, der selvfølgelig vil kræve en anden musik, men temaet og en masse idéer fik jeg i hvert fald. Det var virkelig godt, og der er en masse, jeg skal have in mente til senere, og jeg skal i gang med et ny kappe allerede nu, kan jeg mærke.


Molly og jeg udnyttede ventetiden til at træne på at holde fast på gulerod (i mangel på rød pølse)


Efter frokost var Molly på - eller rettere Mollys program, og der var ingen tvivl om, at Monika og Alexandra havde tænkt videre, efter vi var gået hjem dagen før, og de havde også været på Youtube for at se traileren.
Der kom en masse gode idéer på bordet, og jeg tror umiddelbart, jeg har en start klar - det bliver SÅ fedt at arbejde videre med den proces.

Alt i alt har det været en superfed og meget inspirerende weekend, og der er en masse tanker og idéer, der lige skal bundfælde sig, før de kan omdannes til mere end netop bare tanker og idéer - rekvisitter, kostumer, øvelser, program mm.  

En ting, der slog mig i går aftes, er, hvor helt fantastisk denne sport er på mange måder. Der er et helt unikt sammenhold, der er hjælp at hente på kryds og tværs, og jeg oplever en kæmpestor interesse for hinandens programmer, processer, succeser, udfordringer osv - det er virkelig unikt og SÅ fedt at opleve gang på gang.

Kommentarer

Populære opslag