Challenge: Det magiske tal er syv

Som altid er det sjovt og udfordrende at være til foundation hos Johanna Allanach, og i mandags var ingen undtagelse.

"Det magiske tal er syv!" sagde Johanna og smed en hulahopring i græsset... Syv?? Syv gange rundt? Syv gange igennem? Nej, det magiske tal er syv... Det skal tilsammen give syv, og det er challange til næste gang... ALDRIG kedeligt, ALDRIG forudsigeligt!  




Mandagens nye øvelser:

  • Hoola: Ja, så kom beskrivelsen af øvelsen endelig på bordet/græsset... Ringen fungerer ikke overraskende som et target, og øvelsen kunne vi igen vælge, hvorvidt vi lokkede eller shapede. Som (næsten) altid valgte jeg at shape øvelsen frem.
    Altså stå foran ring og afvent at hund kigger på ring - klik. Stå foran ring og afvent en pote i ring - klik. Og så videre indtil alle fire poter er i ringen - klik. Dernæst afstand på - klik og vær hurtigt som en ninja til at belønne I ringen. I øvrigt belønnes der, så hunden bliver stående og ikke sætter sig ned, da hunden skal STÅ i ringen i den færdige øvelse. Udover at der sættes afstand på, er det også vigtigt at stå i forskellige positioner i forhold til hunden og ringen, f.eks. med siden til, så den får forståelsen for, at den ikke skal stå foran fører, men inde i ringen uanset hvad - dette gøres sideløbende med, at der bygges afstand på. Når der er 3 meters afstand, arbejdes der på kort afstand med varighed inde i ringen, og der øges igen gradvist - både varighed og afstand.
    Og hvad betyder det så, at det magiske tal er syv, og hvad ER næste uges challenge?
    Antal meter (afstand) og antal sekunder (varighed) skal tilsammen give syv, så man kan stå på 6 meters afstand og sende hunden, der så skal stå i 1 sekund, man kan sende hunden på 1 meters afstand, og den skal så stå 6 sekunder, eller alt der imellem - det skal bare give syv tilsammen!
    Godt så! Vi er nået til 3 meter med siden til, så vi skal til at arbejde på fastholdelsen nu.
     
  • Walk on - eller cirkle/around: Hunden cirkler forlæns om førers ben, og igen: Lokning eller shaping. Den øvelse gik vi i gang med til tricks hos Anja i lørdag, så vi var allerede kommet ret langt i mandags (Selma cirkler, jeg kan dreje modsat, og der er verbalt signal på) Så jeg blev sat til at begynde at gå små skridt fremad, mens Selma skulle cirkle, og det gik faktisk virkelig godt, så nu skal vi i gang med modsatte vej rundt samt at gå baglæns og til siderne.
    Og hvorfor er den øvelse så relevant, hvis man ikke skal lave freestyle? Det er den, fordi hunden skal lære at følge førers bevægelser, uanset om det er fremad, baglæns eller til siderne og uanset om det er lydighed, rally eller HTM. Det giver faktisk rigtig god mening.


De gamle øvelser:

  • Twist: Vi fik sat signal på, og igen kan jeg konstatere, hvor fedt det er, ikke at have håndtegn, der skal fjernes igen, fordi øvelsen er shapet ind.
  • Slalom: Selma kan nu tage 3 porte, før klik og belønning falder - og igen: Ingen håndtegn at fjerne... SÅ fedt!
  • Elefant: Selma blæser rundt på baljen - elsker den energi, hun lægger i den øvelse! Vi fik sat verbalt signal på både "feet up" og "elefant", så øvelsen nu er delt i to. Derudover gik vi slalom rundt om baljen - først på 3 meters afstand og så tættere og tættere, indtil vi var 1 meter fra, og ikke på ét eneste tidspunkt hoppede hun op på baljen, før verbalt signal blev afgivet. Megasejt! Johanna opfordrede mig derefter til at prøve først med siden til og dernæst med ryggen til. Med siden til var a piece of cake, mens det var lidt sværere med ryggen til, men den lille superstjerne klarede det. Udover at træne videre med det, er det nu tid til at gå i gang med modsatte side.
  • Med: Både adfærd og verbalt signal sidder der, så der er det også bare i gang med modsatte side.
  • Neje: Den har været lidt svær at få frem, så vi prøvede lidt forskelligt, og pludselig råbte Johanna "Stop! Stop!" Vi fik ikke neje frem, men vi fik i stedet starten til et "Rumlebuk" frem, så Johanna "forbød" mig at træne videre på neje på den måde, men i stedet gå videre med "Rumlebukken". Derefter påbegyndte vi neje ved at lokke Selma under mit ben, der var bukket, og der fik vi umiddelbart starten af adfærden frem. Så vi arbejder videre på den.


Sandie og Rumle i en "punkter" eller en "Rumlebuk" 
Foto: ASTA Photo

Rumle i "rumlebuk" set oppefra.


Næste gang er sidste gang på foundation 1, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med! Men så er det godt, at Foundation 2 lige er blevet udbudt, så kan kan få dækket nørdebehovet oktober ud. Det er så absolut en fed måde at træne på, og jeg kører glad og helt høj hjem fra hver eneste træning - det er bestemt den lange tur til og fra Ringsted værd!

Kommentarer

Populære opslag