Første hvalpetræning efter sommerferien

I går var det endelig tid til hvalpetræning hos Du og din HUND igen efter sommerferien.

Selma var i hopla, og jeg kan godt mærke, at hun nu er blevet det ældre og dermed kan holde til meget mere. Selvom hun godt ville kunne holde til mange flere repetitioner, prioriterer jeg stadig ro højt, så vi laver ikke flere repetitioner, end at vi stadig kan nå ned at sidde på tæppet mellem de forskellige øvelser. I går var det ret fedt at se, hvor stor værdi tæppet har fået: Hver gang vi sluttede en øvelse og nærmede os vores "base", gik Selma selv hen på tæppet og satte eller lagde sig ned.

Vi lavede følgende øvelser i går:
  • Kontakt og følge - her er vi nået ret langt efterhånden, og Selma kan generelt gå rigtig langt ved siden af mig uden at tabe fokus, trække, snuse eller andet "godt"
  • Return to sender - Selma synes, det er en fest at lege, og heldigvis synes hun også, at det er ret sjovt at lege med mig, så hun kommer rigtig fint tilbage i den øvelse også
  • Håndtarget kombineret med indkaldssignal - det er godt med sug og energi på, når vi laver håndtaget, så ingen problemer der. Der er dog kommet en lille "forurening" i indkaldssignalet, så når Selma kommer på indkald, har hun indbygget et lille glædeshop, inden hun dutter. Derfor prøver jeg lidt forskellige varianter i øjeblikket, og det ser ud til, at det hjælper, hvis jeg stikker hånden ud til siden, eller hvis jeg er uforudsigelig og bruger venstre hånd.
  • Dæk - Selma havde aldrig prøvet at dække før, så det var en helt ny øvelse, men også det gik rigtig fint, og hun fangede den lynhurtigt
 Næste gang skal vi medbringe soigneringsting, opvaskebalje og 3-6 plastkrus (plus det vanlige) så noget siger mig, at vi får masser af nyt - omend vi har snydt lidt og er gået i gang med baljen.

Kommentarer

Populære opslag