Schweissprøve i Vordingborg

Molly og jeg var i går til 400 meter/20 timers DKK schweissprøve arrangeret af DRK, afholdt i Iselingeskoven, Vordingborg.
Prøveleder var Ida Jensen, prøvelederassistent Bodil Jensen, og Rune Rübner Petersen var dommer på 20 timers, hvor Hanne Pedersen var stifinder.
Efter parolen blev der trukket lod om de tre 20 timers spor (det fjerde var dråbeudlagt og dermed det sidste spor) og vi trak spor nr. 5, altså var vi nr. 2, der skulle gå.

Vi fik anvist de to forreste hjørner i kassen, og Molly gik i gang med at afsøge den. Hun søgte lidt rundt, men fandt og markerede fint, hvorefter hun tog sporet op, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun var på rette vej. Så gik det ellers fint og stabilt derud af. I første knæk lå wiedergangen, som hun sprang over, men selve knækket tog hun flot og uden det mindste problem.
Undervejs stødte vi på et hvepsebo lige midt i sporet - Molly var henne for at snuse, men trak sig lynhurtigt og søgte i stedet rundt om, og vi kom fint videre derfra uden problemer.
Derudover var der 3 veksler, hvor hun var ude at afsøge, men det gav ingen problemer: Hun gik ud, afsøgte, fandt ud af, at der ikke var noget og kom direkte retur på sporet.
Da vi kom frem til skindet var der gået 17 minutter, Molly fik sin belønning, vi fik vores (lige store) bøgegrene, og Rune gav os en rigtig fin kritik.

Da vi kom tilbage til området, fik Molly lov at hvile ud og fik sig en velfortjent lur, mens jeg tog Selma ud, så hun også kunne få oplevet noget. Jeg havde valgt at tage hende med, så hun kunne vænne sig til at sidde i bilen en hel dag på sporprøve - og ved at gøre det på den måde, blev det en blid tilvænning, da hun det meste af tiden var der sammen med Molly. Kun mens vi gik sporet, sad Selma alene i bilen, og så rolig som hun var, da vi kom tilbage til bilen, kan hun ikke have været utilfreds med arrangementet. Efter 1½ time på området i flexiline var der udsolgt, og Selma sov resten af dagen i bilen.





På slutparolen fik vi vores præmiering: En flot og velfortjent 1.præmiering - jubiii! Samt diplom og DRK guldske.
Vi var eneste ekvipage på 20 timers spor, der kom igennem med en 1.præmiering. Derudover var der en 3.præmiering og to 0´er.




Nu har Molly og jeg opnået 2 stk 1.præmieringer på både 400 m/3 timer og på 400 m/20 timer, og jeg er superstolt af min fantastiske Turbotøs - hun knokler og gør det bare så godt!

Efter slutparolen og det obligatoriske gruppebillede, blev der linet op med pølser og koteletter på grillen til en hyggelig frokost - dejlig afslutning på en god og hyggelig dag. 

Kritikken, som vi har fået tilsendt fra Ida Jensen efterfølgende, kan ses nedenfor - hold da op, hvor er jeg stolt af den sorte, sorte, smukling:













Kommentarer

Populære opslag