Foundation

I går var vi til foundation hos Johanna for anden gang - heldigvis var Selma i hopla, selvom det ikke så sådan ud, inden vi tog af sted...



Dagens nye øvelser var:
  • Scratch - kradse på plastik skærebræt el.lign. med forpoterne.
    Man starter med at lade hunden træde på brættet med forpoterne, og når den gør det, rejses brættet op, og der belønnes for al kradseadfærd.
    Når adfærden er der, beklædes brættet med sandpapir, og hunden sliber selv kløerne på forpoterne.
  • Pole (eller med/mod som jeg kommer til at kalde den) - Hunden går rundt om stok
    Øvelsen kan shapes eller lokkes efter eget valg, og jeg valgte shaping. Line på hunden, stok sættes igennem løkken på linen, man holder stokken med den ene hånd og belønner for al adfærd om stok. Målet er, at man selv går modsat, så holder man stok med højre hånd, går hunden mod ens front og dermed venstre om, og holder man i venstre hånd, går hunden højre om.
    Næste uges challenge er, at hunden går 3 selvstændige omgange om stokken (uden håndsignal eller andre hjælpere - kun verbalt signal er tilladt)
De gamle øvelser:
  • Spin (Turn) - vi fortsatte, hvor vi slap sidst.
    Selma har fået tendens til at hoppe rundt i stedet for at rotere, når jeg ikke har godbid i hånden, så den problematik skal jeg lige være obs på, så jeg udelukkende får belønnet rotationen
  • Hide (Night) - dagens challenge var fastholdelse af hovedet i keglen i 3 sekunder. Selmas "Night" blev godkendt, og vi arbejder videre på fastholdelsen og nu også at få signal på

Apropos signal, så gennemgik vi, hvordan man sætter verbalt signal på en adfærd alt efter om den er lokket eller shapet frem. 

Hvis adfærden er lokket frem sættes signalet på, når hunden udfører adfærden, og der sker hurtigt et link mellem signal og adfærd.
Hvis adfærden er shapet frem gøres det anderledes for at få adfærden under kontrol, og for at forhindre, at adfærden tilbydes i ét væk. Hunden laver adfærden et par gange og bliver forstærket for det, derefter vil hunden med al sandsynlighed gentage adfærden, men denne forstærkes IKKE! Når hunden stopper med at udføre adfærden, skal man være hurtig, og lige så snart den påbegynder adfærden igen, afgives signalet, og der forstærkes. Altså forstærker man at hunden igangsætter på signalet. Efter 20-30 gange er der signal på, og adfærden forstærkes nu ikke længere, hvis der ikke er afgivet signal forinden.
Er der rekvisitter involveret, skal man være opmærksom på, at rekvisitten i sig selv er et stærkt signal, og man skal derfor kunne præsentere rekvisitten, UDEN hunden igangsætter.


Kommentarer

Populære opslag