Stød, stub, stab, sten, rodvælter....Slut med markeringer på sporet!
I går var jeg på sporlæggerkursus hos Leif og Johnny igennem sportræning.dk - absolut et af de bedste og mest brugbare kurser, jeg længe har været på.
Mit formål med at deltage på kurset var at blive i stand til at huske præcis, hvor mit spor ligger - uden brug af markering - for i stedet at kunne fokusere 100% på hunden. Ikke mere spejden efter markeringer, stoppen op for at fjerne dem og derefter fumle dem ned i lommen. Det var i hvert fald mit håb, omend jeg havde lidt svært ved at tro på, at det var muligt.
Vi startede dagen med fælles morgenmad kl.8, hvorefter vi gik til præsentation og teori.
Meget simplificeret handler det om, at man udser sig nogle pejlemærker i skoven, går mod dem, holder sin linje, kigger sig tilbage og ser, om man stadig holder linjen, konsekvent går højre eller venstre om markørerne, og så tegner man skitser af sporet - såre simpelt! Det lød simpelt, men der var vist ikke rigtig nogle af os, der troede på det.
Så var det tid til at få det prøvet af i praksis: Vi startede med at lave et fælles spor, og udså os et sted at starte sporet - hvad var der i nærheden, som der kun var den éne ting af? Der var en stor sten, altså startede vi sporet der. Næste pejlemærke... En stub... så et træ med fuglekasse på......mellem to stubbe, hen til en sten, hvor vi lavede et knæk... Hen mod stabben, herfra kunne vi se en ask, og derefter en rodvælter... Rodvælteren angav retningen, og vi fortsatte op mod stien. Oppe ved stien gik vi igennem tredje række graner op ad bakken, hvor der var en sti igen, men lige før stien knækkede vi til højre hen mod de døde træer. Herfra gik vi ned mod træet med to stammer, derefter mod det sted, hvor stammer og rodvælter mødtes, og her knækkede vi til venstre.... Vi tegnede skitse undervej, vi memorerede undervejs, og vi blev bedt om at lukke øjnene og gengive sporet - puha, det var svært at huske det hele!
Tilbage og drikke en kop kaffe og tømme hovederne lidt, inden vi kørte ud og lavede næste fælles spor.
Denne gang lavede vi igen sporet på samme måde, men efterfølgende gik Leif sporet, og vi skulle fortælle, om han var på, eller om han skulle korrigere til den ene eller anden side. Det gik faktisk overraskende godt, og så var det tid til frokost.
Eftermiddagen brugte vi i en plantage, hvor det var noget sværere at finde markører. Her blev vi delt i to hold, og vi skulle lægge et spor, som vi efterfølgende skulle gå sammen med de andre og hele tiden fortælle, hvad vi gik efter - der begyndte det at hjælpe på forståelsen.
Det sidste spor vi lavede blev virkelig svært, og vi endte med at være lidt i tvivl om, hvorvidt vi kunne gengive det. Da vi ikke skulle lave skitse på det spor, og Leif så samtidig sagde, at vi skulle startede ved vejen og ikke ved sporstart, fik vi lidt sved på panden! Men vi kom i gang, og det gik derudaf - det gik faktisk så godt, at pludselig var vi ved sporslut, og det havde bare kørt for os hele vejen igennem. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor nemt det var at finde sporet igen, og der fandt jeg ud af, at det passer: Det ER ikke raketvidenskab! Det ER faktisk ret simpelt, man skal bare vide, hvad man skal kigge efter - dét var en fed oplevelse! Slut med markeringer på sporet! BUM!
Retur til kaffe, kage og afslutning, og jeg kan kun sige, at det var en superfedt og meget lærerig dag - et virkelig, virkelig brugbart kursus, som jeg glæder mig til at bruge i praksis.
Mit formål med at deltage på kurset var at blive i stand til at huske præcis, hvor mit spor ligger - uden brug af markering - for i stedet at kunne fokusere 100% på hunden. Ikke mere spejden efter markeringer, stoppen op for at fjerne dem og derefter fumle dem ned i lommen. Det var i hvert fald mit håb, omend jeg havde lidt svært ved at tro på, at det var muligt.
Vi startede dagen med fælles morgenmad kl.8, hvorefter vi gik til præsentation og teori.
Meget simplificeret handler det om, at man udser sig nogle pejlemærker i skoven, går mod dem, holder sin linje, kigger sig tilbage og ser, om man stadig holder linjen, konsekvent går højre eller venstre om markørerne, og så tegner man skitser af sporet - såre simpelt! Det lød simpelt, men der var vist ikke rigtig nogle af os, der troede på det.
Så var det tid til at få det prøvet af i praksis: Vi startede med at lave et fælles spor, og udså os et sted at starte sporet - hvad var der i nærheden, som der kun var den éne ting af? Der var en stor sten, altså startede vi sporet der. Næste pejlemærke... En stub... så et træ med fuglekasse på......mellem to stubbe, hen til en sten, hvor vi lavede et knæk... Hen mod stabben, herfra kunne vi se en ask, og derefter en rodvælter... Rodvælteren angav retningen, og vi fortsatte op mod stien. Oppe ved stien gik vi igennem tredje række graner op ad bakken, hvor der var en sti igen, men lige før stien knækkede vi til højre hen mod de døde træer. Herfra gik vi ned mod træet med to stammer, derefter mod det sted, hvor stammer og rodvælter mødtes, og her knækkede vi til venstre.... Vi tegnede skitse undervej, vi memorerede undervejs, og vi blev bedt om at lukke øjnene og gengive sporet - puha, det var svært at huske det hele!
Tilbage og drikke en kop kaffe og tømme hovederne lidt, inden vi kørte ud og lavede næste fælles spor.
Denne gang lavede vi igen sporet på samme måde, men efterfølgende gik Leif sporet, og vi skulle fortælle, om han var på, eller om han skulle korrigere til den ene eller anden side. Det gik faktisk overraskende godt, og så var det tid til frokost.
Eftermiddagen brugte vi i en plantage, hvor det var noget sværere at finde markører. Her blev vi delt i to hold, og vi skulle lægge et spor, som vi efterfølgende skulle gå sammen med de andre og hele tiden fortælle, hvad vi gik efter - der begyndte det at hjælpe på forståelsen.
Det sidste spor vi lavede blev virkelig svært, og vi endte med at være lidt i tvivl om, hvorvidt vi kunne gengive det. Da vi ikke skulle lave skitse på det spor, og Leif så samtidig sagde, at vi skulle startede ved vejen og ikke ved sporstart, fik vi lidt sved på panden! Men vi kom i gang, og det gik derudaf - det gik faktisk så godt, at pludselig var vi ved sporslut, og det havde bare kørt for os hele vejen igennem. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor nemt det var at finde sporet igen, og der fandt jeg ud af, at det passer: Det ER ikke raketvidenskab! Det ER faktisk ret simpelt, man skal bare vide, hvad man skal kigge efter - dét var en fed oplevelse! Slut med markeringer på sporet! BUM!
Retur til kaffe, kage og afslutning, og jeg kan kun sige, at det var en superfedt og meget lærerig dag - et virkelig, virkelig brugbart kursus, som jeg glæder mig til at bruge i praksis.
Kommentarer
Send en kommentar