SuperSelma på sporet

Da den har stået på hhv schweissprøve og HTM-konkurrence med Molly sidste weekend og i går, er Selma blevet lidt forsømt, hvad sporarbejdet angår. Men det rådede vi bod på i dag:

Jeg kørte til Risby og lagde spor ved middagstid, og der fik jeg testet mine nye sporlægger-skills, så jeg tegnede skitse og brugte ingen markeringer! Jeg fik udset mig nogle pejlepunkter undervejs, og sporet gav god mening for mig - også da jeg kom hjem, hvor jeg rentegnede skitsen, repeterede og memorerede sporet.




Sporet i dag blev lagt med då, 60 ml blod, det blev 600 meter langt med to knæk, og det fik lov at ligge 4½ time.




Heldigvis kunne både hund og fører finde sporet de 4½ time senere - jubii! Sejr på begge fronter!
Der var en del afledning i form at krydsende spor (dog lagt på kunstblod) og levende vildt (jeg så en rå springe ind i skoven, da jeg var ved at gøre Selma klar) Nå ja, og da også i form at mennesker, da der var en livlig aktivitet i dag i det gode vejr - en mand måtte jeg bede pænt om at flytte sig fra sporet, så vi kunne følge det, en anden (nøgen) mand på tæppe, passerede vi, og derudover var der ellers bare en krydsen frem og tilbage hen over sporet, kunne jeg se. Den eneste Selma lod til at bemærke, var manden midt på sporet - supersejt, at hun ellers bare arbejdede koncentreret uden at lade sig forstyrre.
Jeg var begyndt at tænke, om Selma mon bare følger den oplagte vej, om det er dyreveksler, stier, nedtrådt græs eller vej, så følger hun det bare. Så i dag testede jeg det: Flere steder kom vi til punkter, hvor der var to, eller flere, muligheder for at følge sti eller nedtrådt græs, og hvad gjorde SuperSelma? Hun tog selvfølgelig den rigtige vej!
Ind imellem skulle hun lige ud og tjekke uden for sporet, og som altid kom hun lynhurtigt tilbage og genoptog sporet, når jeg blev stående - perfekt!
Nu mangler vi så bare lige en vigtig detalje: Jeg skal lære at læse Selma!
Når vi går spor, jeg selv har lagt, hvilket vi selvfølgelig gør, når det er træning, er jeg i sagens natur ikke i tvivl om, hvornår hun er på, og hvornår hun er gået af, men jeg er ikke sikker på, jeg kan se det, hvis jeg ikke kender sporet. Den del skal der helt sikkert arbejdes på, men det er jo udelukkende mig, der kan gøre det arbejde, og så kan vi vist også godt skrue lidt op for liggetiden, alternativt bruge mindre blod.

Mine lille SuperSelma er intet mindre end fantastisk at arbejde med! Også i dag! Og når hun så oveni købet sidder og smiler, når hun har fundet sporslut, så kan jeg næsten ikke vente til næste gang, vi skal ud på sporet.





Kommentarer

Populære opslag