Vi elsker tricks!

I dag startede den nye sæson hos Anja og Aktivt hundecenter - Selma startede på sit første trickshold, målrettet mod færdighedsprøverne, mens Molly startede på tricksholdet målrettet mod HTM/FS-udøvere.

Selma er grøn i tricks, men jeg håbede, at jeg ville kunne drage nytte af foundationtræningen hos Johanna, og det kunne jeg i dén grad konstatere, at jeg kan - så fedt at opleve!
Vi lagde ud med præsentation og mål med at deltage på holdet, og eftersom man først kan stille op til færdighedsprøver, når hunden er 1 år, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at eftersom det er planen at tage alle fire prøver, starter vi fra en ende af, og kører ellers bare derud af.
Vi startede med "cirkle" og "twist" i dag - begge to nye øvelser, som jeg besluttede at shape frem. Mens jeg stod og overvejede, hvor jeg ville have Selma i startposition til "cirkle", tog hun et skridt højre om mig, hvilket jeg klikkede for, og så var vi ligesom i gang... I løbet af ganske få minutter havde hun været rundt adskillige gange, og jeg begyndte at sætte verbalt signal på, hvorefter jeg selv begyndte at dreje modsat - så var den øvelse på plads! Wauw! Det havde jeg ikke lige forventet. Nu skal den så "bare" generaliseres, og så skal vi også allerede nu påbegynde den modsatte vej, "around".
 Derefter gik vi i gang med "twist", som også er lektien til foundation på mandag, så det var ganske passende, eftersom vi ikke rigtig er kommet i gang med den... Først fik jeg belønnet en del bare for at stå, derefter den mindste drejning med hovedet, og vupti... rundt var den lille SuperSelma. Vi nåede ikke til at sætte verbalt signal på, men det kan ikke vare længe, før vi kommer dertil.
Derefter trænede vi selv lidt slalom, som jeg begyndte at sætte verbalt signal på - i øvrigt er det SÅ fedt at have fået shapet den øvelse frem, så jeg ikke har nogle håndtegn, der skal fases ud.




Så blev det Mollys tur, og eftersom vi er på "eliteholdet", er ansvaret for træningen vores eget. Forstået på den måde, at for at få mest muligt ud af træningen, skal vi forberede os og være helt klare på, hvad det er, vi vil have hjælp til i vores individuelle tid. Planen er, at vi starter med en fællesøvelse af en art, f.eks. forstyrrelsestræning, hvorefter vi har vores individuelle tid, som vi kan bruge, lige som vi vil.
I dag gik den fælles tid med snak og forventningsafstemning, og jeg valgte at bruge min individuelle tid på snak også. Jeg havde brug for sparring til at få planlagt træningen til mit FS2-program, og det gik jeg. Jeg havde taget mit program med samt en oversigt over, hvilke nye øvelser, der skal indlæres, og med udgangspunkt i det, fik Anja og jeg lagt en plan, eller vi fik i hvert fald taget hul på processen, så jeg kan komme i gang med at træne systematiseret på programmet. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at kategorisere de enkelte øvelser i programmet alt efter, hvor godt vi kan eller ikke kan dem, så nu er alle øvelser markeret med hhv grøn, lysegrøn, gul, lysegul eller rød, og programmet er delt op i 3 dele, som er på hhv 45 sekunder, 45 sekunder og 1 minut. 




1.del trænes 1.uge, 2.del trænes 2.uge, og 3.del trænes 3.uge, og nu ved jeg så, hvor jeg skal lægge mit primære fokus. Efterhånden vil jeg forhåbentlig erfare, at de fleste af øvelserne skifter farver og bliver mere og mere sikre. Når vi kommer lidt længere i træningen, bliver det 1.del den ene dag, 2.del den anden dag osv.
Min egen tid valgte jeg at bruge på at få trænet nogle af øvelserne til færdighedsprøve 3, som vi skal op i i morgen.






En dejlig sæsonstart i smukt vejr og med engagerede mennesker - skønt måde at bruge lørdag eftermiddag på!

 
 
 

 

Kommentarer

Populære opslag