Foundation og 16 ugers status

I går startede Selma og jeg til foundation hos Johanna Allanach. Det var en noget anderledes hvalpe-/grundtræning, end jeg er vant til, men det supersjovt, og Selma var topsej og dygtig som altid.

Vi fik fire øvelser, som vi hver især skulle gå ud og træne, mens Johanna kom rundt til os på skift:

  • Hide (eller "Night" som jeg kommer til at kalde den) hvor hunden skal stikke hovedet ind i en kegle og fastholde det der indtil release.
    Denne øvelse er en ren shapingøvelse, og det var tydeligt at se på Selma, at hun på trods af frustration i første pas, da jeg tilbageholdt klik for at få fastholdelse, pludselig havde løst mysteriet selv, da vi gik i gang med andet pas - så fedt at se!
    Målet til næste gang er 3 sekunders fastholdelse
  • Spin (eller "Turn" som jeg kommer til at kalde den) hvor hunden skal vende 180 grader og stå med snuden samme vej som fører.
    Denne øvelse er ren lokning, da man tager en godbid, fører hunden rundt til ønsket position og belønner der. Efterhånden tages 3-4 godbidder i hånden, og der belønnes også for fastholdelse. Hjælperen skal selvfølgelig væk så hurtigt som muligt, og Selma og jeg kom dertil, hvor jeg ind imellem bare fører hende med hånden uden godbid og belønner for indtagelse og fastholdelse med den anden hånd. Så snart hun synes, det er ok men håndtegnet og uden godbidder i hånden, skal disse kun gives med modsatte hånd og flere gange i træk for fastholdelse
    Vigtigt i forhold til indtagelse af positionen er, at fører ikke må flytte fødderne, når bevægelsen er påbegyndt, altså ikke noget med at gå efter hunden. Får man ført hunden for langt rundt, altså efter "klokken 12", afbrydes øvelsen, og man starter forfra, for at undgå at man får en hund, der tror, det er ok at rette ind.
  • Set-up (eller "Hest" som jeg kommer til at kalde den) hvor hunden skal indtage position mellem førers ben (hovedet samme vej og forben parallelle med førers ben) For ikke at blande sammen med plads-positionen, starter man man at få hunden højre om og indtage den vej.
    Denne øvelse kan både indlæres med lokning eller med (dirigeret) shaping - jeg valgte at shape den frem. Fører går baglæns og venter på, hunden følger med, der belønnes ved højre ben. Der belønnes gradvist længere og længere bagud, og når hunden er langt nok tilbage, stopper man, belønner med venstre hånd ind gennem ben, så hunden kommer den vej ud. 
  • En valgfri håndteringsøvelse (jeg valgte at kigge på tænder)
En vigtig pointe i forhold til hhv indtagelse og fastholdelse af position er, at man generelt fokuserer for meget på fastholdelsen, før indtagelsen er på plads. Johanna kom med en god sammenligning: Indtagelsen er, at man parkerer bilen, fastholdelsen er, at man trækker håndbremsen, og det giver ikke meget mening at trække håndbremsen, hvis man ikke har parkeret ordentligt.

Jeg glæder mig allerede til næste gang, hvor vi skal medbringe en stok og en lille plastik skærebræt.




Og så en lille 16-ugers status: 
  • Selma vejer nu 12,6 kg og følger sin kurve fint - hun er ikke stor, men det passer mig nu glimrende.
  • Hun har i løbet af den sidste uge både tabt og fået fire nye fortænder
  • Hun sover hele natten - nu i kravlegård i stedet for i buret, der blev for varmt for hende
  • Der er stadig et enkelt uheld ind imellem, men det er langt fra dagligt, og det er stadig kun tis, så der er ingen klager herfra
  • Det går så fint med at være alene hjemme. Efter vi er startet på arbejde igen efter ferien, er hun alene i ca.6 timer, hvilket hun klarer uden hverken brok eller uheld
  • Hun er blevet en bølle og bider Molly i nakkeskindet hele tiden - så stakkels Molly, der bare finder sig i det, har sår i nakken i øjeblikket
  • Hun er blevet rigtig god til at trække i snoren, hvilket vi lige skal have rettet op på, inden det bliver for slemt, da hun ellers har været helt fantastisk god til at gå pænt i snor
  • Og sidst men ikke mindst er hun stadig lige så super fantastisk, som hun hele tiden har været

Kommentarer

Populære opslag