En weekend på sporet

Den just forgangne weekend har i dén grad stået i sporets tegn - dejligt!

Vi startede fredag aften, hvor jeg fandt mig et nyt område til at gå asfaltspor. DTU i Ballerup har et kæmpe parkeringsareal, hvor der også er mulighed for at lave overgange til græs, så der tog vi ud og lagde 400 meter med en våd krondyrklov. Jeg tog den op af vandet hjemmefra og lagde den i en plastikpose, så den var kun våd i starten af sporet.
Da jeg gik tilbage mod bilen for at hente Selma, kom der to harer pilende hen over sporet, så vi fik lidt afledningsfært forærende, og i mellemtiden var det også blevet mørkt, så vi fik også prøvet at gå spor i mørke.




Som vanligt gik jeg med Selma først og derefter med Molly, sådan at Mollys spor får lidt liggetid.
Begge to gik et supergodt spor, og de var virkelig på, trak godt igennem i remmen, og de var ikke færdige, da vi nåede sporslut efter 400 meter. Næste gang bliver det på en "tør" klov, og så må vi se, om det giver nok til sværhedsgraden, eller om vi skal til at arbejde med lidt liggetid.
I hvert fald var det en fantastisk sportæning i et fedt område, hvor jeg helt sikkert kommer igen.

Lørdag morgen tog jeg til Risby uden hundene for at lægge spor til dem begge.
Til Selma lagde jeg 600 meter med dådyr, hvor jeg brugte 60 ml, og liggetiden skulle være 4 timer. Jeg lavede en del terrænskift, så hun kom over både græs, asfalt, jord, grussti og i skov, hvilket var nyt. Det betød også, at der som noget nyt ville være afledningsfært. Der var dog noget mere afledning end planlagt, da jeg undervejs i sporlægningen opdagede flere andre krydsende spor, eller rettere en masse forskellige markeringer. Samtidig var der en del vind, så jeg var lidt spændt, da jeg 4 timer senere kørte af sted med Selma for at gå sporet.




Det gik intet mindre end fantastisk, og jeg havde svært ved at få armene ned over, hvor god den lille stjerne var på vores allerførste spor i skoven, velvidende at der var så meget afledning.
Et par gange gik hun på afledning, men så snart jeg blev stående, kom hun tilbage og genoptog sporet med det samme - SÅ fedt at opleve. 
Den kraftige vind drillede i et enkelt knæk, hvor færten blev båret videre, så hun ikke tog det med det samme, men igen blev jeg stående, og hun fandt knækket efter kort tid.

Sporet til Molly blev 700 meter med dådyr, og her brugte jeg 40 ml, og planen var en liggetid på noget over 20 timer. Det blev lavet med anskudssted i kasse og med 2 wiedergange.




Vi gik sporet søndag eftermiddag - efter 29 timer, så det ældste spor, vi indtil videre har gået.
Molly gik også lidt på afledning, og på samme måde som under Selmas spor, opdagede jeg en del markeringer, som var sat efter, jeg havde lagt sporet, men det var kun god træning, så intet problem i det.
Hun gik et par gange på afledning, men korrigerede selv fint, så snart jeg stod stille, og både kassen og wiedergangene klarede hun superfint. 
Det blev så sidste spor inden 20 timers prøven i Vordingborg på lørdag, så nu håber jeg, vi er klar.

Søndag morgen var planen, at lægge et spor på 6-700 meter på en åben græsmark. Det skulle ligge 4 timer, da det så ville passe med, at jeg skulle ud at gå Mollys spor efter 29 timer. 
Jeg tog færtsko, med dåklove påmonteret fra i går, ud af bilen, og.... Shit! Blodet! Nå, det lå fint derhjemme i køleskabet.... Hvad så? Køre hjem efter blod? Hmm... Ej, for besværligt! Vand! Jeg havde vand med, så klovene fik et brusebad, før jeg gik derud af... Planen måtte ændres, og da sværhedsgraden pludselig blev øget betragteligt, nøjedes jeg med at lægge 200 meter ligeud.
Tilbage efter Selma, som gik sporet efter 1,5 time - opstarten var lidt svær, men da hun først kom i gang, fløj hun derud af, omend hun gerne ville gå lidt ved siden af. Dog helt naturligt pga kraftig vind. Men det lykkedes mig at få hende til at gå direkte i sporet ved at stoppe op, hver gang hun gik i vindsiden, og hun fandt hurtigt frem til sporslut.
Hold da op, hvor er jeg stolt af min lille 16 uger gamle stjerne.




Eftersom jeg alligevel skulle af sted igen for tredje gang søndag, lagde jeg endnu et spor til Selma, da jeg skulle gå med Molly. Det blev til 500 meter slæb med tør dåklov, som lå 1 time.




Der var ikke mindre vind, da vi kom ud midt på marken, men ellers var det fuldstændig samme billede som tidligere på dagen, og jeg var rigtig godt tilfreds med den bette tøs!




Det har været en rigtig god og intensiv sporweekend, og nu får Selma en lille pause, da denne uge desværre ikke levner tid til sportræningen.




Kommentarer

Populære opslag