HTM & Freestylenørderier: Timing er ALT!
Så blev det tid til fordybelse, nørderi og hygge på HTM/Freestylefronten.
Jeg elsker de mandag aftner i Undine Hallen sammen med Anja og nørdeholdet. Tiden flyver af sted, det er hyggeligt, inspirerende, lærerigtig og jeg kommer altid hjem med noget nyt at træne videre på eller tænke over - i går kom jeg dog også hjem med meget kolde tæer og fingre.
Jeg havde ønsket fokus på timing i vores fællestid, og selvom Anja havde haft svært ved at finde nogle fællesøvelser, der kunne understøtte det (udover dem, vi allerede har haft), kom vi alligevel godt omkring emnet. Vi fik vi en rigtig god snak om timing, og hvordan man lærer det, hvordan man håndterer fejl og kommer tilbage, så timingen ikke ryger hele programmet igennem, forskellige måder at gribe fejl an på, måde at træne sig i det osv.
Vi lavede den kendte øvelse, hvor hvert "beat it" i Michael Jacksons Beat it, skulle markeres med en selvvalgt øvelse.
Fokus var på: 1) at få timingen til at sidde i skabet 2) at have is i maven og lade være at udføre øvelsen for sent, hvis den ikke blev nået - hellere springe den over og smile, i stedet for febrilsk at forsøge at halse efter 3) at komme tilbage og nå timingen på næste øvelse, fordi:
Det kan i virkeligheden ikke siges bedre eller mere præcist! Uden timingen ryger flowet, dermed show quality, og så er programmet pludselig ikke særlig seværdigt.
Anden omgang af Beat it-øvelsen smed Anja forstyrrelser på: Vi fik, undervejs i øvelsen, udleveret forskellige genstande, som vi skulle holde, mens vi arbejdede videre og bevarede fokus. Genstandene måtte ikke puttes i lommen, på hovedet eller lignende. Det havde også været svært med den peanutbold, jeg fik udleveret... Sutsko og bidering tog jeg i hånden og om bagpå ryggen, mens peanut røg under armen.
Det interessante er ikke så meget, hvordan jeg bar på tingene, men hvordan hhv jeg og Molly reagerede på forstyrrelsen. Ingen af os reagerede synderligt på at få hverken sutsko eller ring, mens Molly lige kiggede undrende på peanut, der først blev udleveret og derefter placeret under armen, hvor den blev resten af øvelsen igennem og ikke rigtig forstyrrede nogle af os.
På sin vis er det alligevel interessant, hvor jeg placerede tingene, eller måske er det snarere min erkendelse, der er interessant. Når jeg ikke har nogen plan med mine hænder og arme og ikke lige ved, hvor de skal være henne, kommer de om på ryggen for ikke at forstyrre. Så måske er det alligevel interessant, at de to genstande, jeg ikke skulle bruge til noget, og som ikke skulle forstyrre unødigt, fuldstændig ubevidst havnede omme bag på ryggen... Det var egentlig en ret fed aha-oplevelse.
Derudover fik jeg det med fra den øvelse, at det giver mig meget mere ro i maven at beslutte, at hvis jeg ikke når øvelsen, så når jeg den ikke, men fokuserer i stedet på at komme tilbage og ramme næste øvelse perfekt.
Det første mål er noget vagt og uklart, hvilket skyldes at det er svært at træne forstyrrelserne selv, og det er svært at sætte en præcis definition på, hvad "mere stabil" og "flere forstyrrelser" dækker over. Hvis det for Anja, mine medkursister og mig er tydeligt, at der er fremgang, er målet nået - ikke at forveksle med at være i mål.
Hvad skal der så til for at nå dertil? Min plan er at træne startpositionen igen og igen og forstærke stabiliteten, samt forstyrre som jeg nu vurderer giver mening undervejs i træningen.
Til næste træning vil jeg gerne benytte mig af, at det er muligt at få forstyrrelser udefra, mens jeg kan forstærke og belønne Molly for at blive i positionen.
Igen var det topfed træning, koldt med hyggeligt, lærerigt og som altid blev jeg skubbet og presset - altid ud til kanten, aldrig længere. Jeg elsker vores mandagstræninger!
Jeg elsker de mandag aftner i Undine Hallen sammen med Anja og nørdeholdet. Tiden flyver af sted, det er hyggeligt, inspirerende, lærerigtig og jeg kommer altid hjem med noget nyt at træne videre på eller tænke over - i går kom jeg dog også hjem med meget kolde tæer og fingre.
Jeg havde ønsket fokus på timing i vores fællestid, og selvom Anja havde haft svært ved at finde nogle fællesøvelser, der kunne understøtte det (udover dem, vi allerede har haft), kom vi alligevel godt omkring emnet. Vi fik vi en rigtig god snak om timing, og hvordan man lærer det, hvordan man håndterer fejl og kommer tilbage, så timingen ikke ryger hele programmet igennem, forskellige måder at gribe fejl an på, måde at træne sig i det osv.
Vi lavede den kendte øvelse, hvor hvert "beat it" i Michael Jacksons Beat it, skulle markeres med en selvvalgt øvelse.
Fokus var på: 1) at få timingen til at sidde i skabet 2) at have is i maven og lade være at udføre øvelsen for sent, hvis den ikke blev nået - hellere springe den over og smile, i stedet for febrilsk at forsøge at halse efter 3) at komme tilbage og nå timingen på næste øvelse, fordi:
TIMING ER ALT!
Det kan i virkeligheden ikke siges bedre eller mere præcist! Uden timingen ryger flowet, dermed show quality, og så er programmet pludselig ikke særlig seværdigt.
Anden omgang af Beat it-øvelsen smed Anja forstyrrelser på: Vi fik, undervejs i øvelsen, udleveret forskellige genstande, som vi skulle holde, mens vi arbejdede videre og bevarede fokus. Genstandene måtte ikke puttes i lommen, på hovedet eller lignende. Det havde også været svært med den peanutbold, jeg fik udleveret... Sutsko og bidering tog jeg i hånden og om bagpå ryggen, mens peanut røg under armen.
Det interessante er ikke så meget, hvordan jeg bar på tingene, men hvordan hhv jeg og Molly reagerede på forstyrrelsen. Ingen af os reagerede synderligt på at få hverken sutsko eller ring, mens Molly lige kiggede undrende på peanut, der først blev udleveret og derefter placeret under armen, hvor den blev resten af øvelsen igennem og ikke rigtig forstyrrede nogle af os.
På sin vis er det alligevel interessant, hvor jeg placerede tingene, eller måske er det snarere min erkendelse, der er interessant. Når jeg ikke har nogen plan med mine hænder og arme og ikke lige ved, hvor de skal være henne, kommer de om på ryggen for ikke at forstyrre. Så måske er det alligevel interessant, at de to genstande, jeg ikke skulle bruge til noget, og som ikke skulle forstyrre unødigt, fuldstændig ubevidst havnede omme bag på ryggen... Det var egentlig en ret fed aha-oplevelse.
Derudover fik jeg det med fra den øvelse, at det giver mig meget mere ro i maven at beslutte, at hvis jeg ikke når øvelsen, så når jeg den ikke, men fokuserer i stedet på at komme tilbage og ramme næste øvelse perfekt.
 |
| Timing og forstyrrelsestræning Foto: Anja Christiansen |
I den individuelle tid kiggede vi på bakkeøvelsen rundt om skorstenen, fordi jeg overvejer, om det giver mening at ændre den lidt, indtil den er blevet mere stabil. Jeg træner videre på den, og planen er, at øvelsen skal ende med at se ud som planlagt, det er bare meget rart med en midlertidig løsning, som Molly kan håndtere, indtil vi er i mål. Den skal bare trænes, trænes og så trænes lidt mere, indtil den sidder der.
Derudover kiggede vi på timingen i to sekvenser - når nu timing var overskriften for dagens træning, kunne vi jo lige så godt fortsætte der.
Første sekvens: Twist (ned fra skorsten) - cirkle - med - cirkle - sit. Jeg var ALT for langsom, hvilket betød, at Molly stillede sig op og spurgte, hvad hun nu skulle... Godt så! Op på en noget hurtigere hest, og det endte med at blive rigtig godt, og der kom en fin sekvens med godt flow - mere af det, tak!
Næste sekvens var ikke lang, men "bare" starten, altså stå med forben på skorsten - twist ned. Timingen på twisten var væsentlig bedre end forventet, men den har jeg også været opmærksom på, så det er dejligt at opleve, at det har virket.
Derudover fik jeg forstærket Molly for at blive stående på skorstenen, indtil hun blev bedt om at twiste. Hun reagerer som forventet på min hånd, der beder om at få sat musikken i gang, så jeg tænker, at jeg hele programmets levetid igennem skal forstærke, at hun bliver stående, indtil twistsignalet er afgivet.
En anden ting, vi fandt ud af med hensyn til startpositionen: Der skal trænes forstyrrelser! Der blev på et tidspunkt grinet (heldigvis!), og Molly reagerede ved at kigge derhen. Det betød også, at fokus forsvandt, og hun var ikke klar, da hun fik signal til at twiste, og det kan jo meget vel ske til en konkurrence. Så der skal trænes forstyrrelser i startpositionen næste gang.
Bakke fik vi ligeledes kigget på, da jeg synes, den er svær at kontrollere: Molly vælger ofte sin egen version, og det er sjældent til at vide, hvilken version hun har lyst til at vise til konkurrencer... Anja kom med forslag til, hvordan jeg kan prøve at få kombineret kontrol og den sprudlende glæde, Molly har i øvelsen. Som det er nu, sætter jeg hende i gang med at bakke, siger ja, og i gangsætter næste øvelse. Jeg vil prøve at sætte et "bliv" ind, så bakken når som helst kan stoppes med et bliv og igangsættes igen, og på den måde kan jeg forhåbentlig få kontrol, samtidig med, at Molly er forventningsfuld og spændt som en fjeder. Kunsten er at få gjort "bliv" så attraktiv, at hun venter på at få lov. Det glæder jeg mig til at komme i gang med at arbejde på.
Derudover fik jeg forstærket Molly for at blive stående på skorstenen, indtil hun blev bedt om at twiste. Hun reagerer som forventet på min hånd, der beder om at få sat musikken i gang, så jeg tænker, at jeg hele programmets levetid igennem skal forstærke, at hun bliver stående, indtil twistsignalet er afgivet.
En anden ting, vi fandt ud af med hensyn til startpositionen: Der skal trænes forstyrrelser! Der blev på et tidspunkt grinet (heldigvis!), og Molly reagerede ved at kigge derhen. Det betød også, at fokus forsvandt, og hun var ikke klar, da hun fik signal til at twiste, og det kan jo meget vel ske til en konkurrence. Så der skal trænes forstyrrelser i startpositionen næste gang.
Bakke fik vi ligeledes kigget på, da jeg synes, den er svær at kontrollere: Molly vælger ofte sin egen version, og det er sjældent til at vide, hvilken version hun har lyst til at vise til konkurrencer... Anja kom med forslag til, hvordan jeg kan prøve at få kombineret kontrol og den sprudlende glæde, Molly har i øvelsen. Som det er nu, sætter jeg hende i gang med at bakke, siger ja, og i gangsætter næste øvelse. Jeg vil prøve at sætte et "bliv" ind, så bakken når som helst kan stoppes med et bliv og igangsættes igen, og på den måde kan jeg forhåbentlig få kontrol, samtidig med, at Molly er forventningsfuld og spændt som en fjeder. Kunsten er at få gjort "bliv" så attraktiv, at hun venter på at få lov. Det glæder jeg mig til at komme i gang med at arbejde på.
Anja bad os her til morgen skrive vores mål for næste træningsgang, der er d.13.februar, altså hvor er vi nu, hvor vil vi gerne være om 4 uger, og hvad skal der så til i den mellemliggende periode?
Så er det jo så heldigt, at jeg kan bruge ovenstående som en status af, hvor vi er nu, og for at være realistisk, vil jeg pille to fokuspunkter ud:
- Fokus i startpositionen
- Kontrol over bakke
Altså er mit mål til træningen d.13.februar følgende:
- Startpositionen skal være mere stabil, og Molly skal kunne tåle flere forstyrrelser.
- Der skal være kontrol over bakkesekvenserne, dvs Molly skal kunne stoppes hvor som helst i øvelsen uden at det medfører tilbud om andre øvelser eller tilbageløb før der afgives signal.
Det første mål er noget vagt og uklart, hvilket skyldes at det er svært at træne forstyrrelserne selv, og det er svært at sætte en præcis definition på, hvad "mere stabil" og "flere forstyrrelser" dækker over. Hvis det for Anja, mine medkursister og mig er tydeligt, at der er fremgang, er målet nået - ikke at forveksle med at være i mål.
Hvad skal der så til for at nå dertil? Min plan er at træne startpositionen igen og igen og forstærke stabiliteten, samt forstyrre som jeg nu vurderer giver mening undervejs i træningen.
Til næste træning vil jeg gerne benytte mig af, at det er muligt at få forstyrrelser udefra, mens jeg kan forstærke og belønne Molly for at blive i positionen.
Igen var det topfed træning, koldt med hyggeligt, lærerigt og som altid blev jeg skubbet og presset - altid ud til kanten, aldrig længere. Jeg elsker vores mandagstræninger!
Kommentarer
Send en kommentar