7 måneders status på SuperSelma

Egentlig har jeg mest lyst til bare at gentage mig selv i denne 7 måneders status på Selma, for hun er stadig den smukkeste, skønneste, sødeste og sejeste lille SuperSelma.
Hun er stadig fantastisk, hun er stadig alt det, jeg drømte om og håbede på - og mere til!
Hun er stadig sød, sjov, kærlig, fræk, fuldstændig fantastisk at arbejde med, og hun lever i dén grad op til navnet SuperSelma 

Vægten siger nu 20,0 kg, og hun har i dén grad fundet ud af, at hun er labrador: Nærmest fra den ene dag til den anden vågnede hun op med en glubende appetit, og jeg skal passe på fingrene, når vi træner. Så er det jo meget passende, at vi har genoptaget selvkontroltræningen, dog har vi udvidet med nogle sværere øvelser, og jeg forventer noget mere nu. En ting er, at hun ikke tager fra en åben hånd eller ikke rører madskålen, før hun har fået lov, men jeg glæder mig nu til den dag, hvor jeg kan kaste en håndfuld godbidder på gulvet foran hende, uden hun tager dem, eller den dag, hvor hun ikke springer af sted som en ninja, når der bliver tabt noget spiseligt på gulvet. Jeg er sikker på, vi nok skal nå dertil også. Og vejen dertil er egentlig ret sjov, fascinerende og i virkeligheden simpel, når træningen "bare" sættes i system.


Selma med hendes nye lilla Zero DC short sele


Det lille pus bliver - i mine øjne - smukkere og smukkere for hver dag, der går.
Nu må vi se, om dommeren er enig med mig, når vi i morgen, skal på skue i DRK Midtsjælland. Det bliver sjovt at prøve, og jeg er da helt ærligt rigtig spændt på bedømmelsen. Men uanset hvad dommeren siger, er hun stadig lige smuk og lækker, og stadig min fantastiske SuperSelma.

Selma har brugt dagen i dag på at gå spor, så månedsdagen kunne vist ikke være fejret meget bedre end det. Se mere her.
Apropos spor så synes jeg, det går rigtig godt, og hun er supersej, den lille. Om alt går vel, er planen, at Selma kan udrede et 1000 meter langt og 20 timer gammelt spor, når vi når til slutningen af januar. Dermed ikke sagt at hun skal være prøveklar, men vi går efter at koncentrationen, motivationen og konditionen kan holde til den distance, og så går vi efter at få 400 m/20 timers prøven i hus i foråret 2017.


Foto: Tanja Blindbæk Olsen


Foundation 2 er slut, og vi fortsætter ikke med mere træning i det regi p.t. Vi har så mange øvelser derfra, som vi kun lige har snuset til, en masse der skal arbejdes videre med, og en masse der skal generaliseres. Se mere her.

Om 14 dage afslutter vi første omgang tricktræning, og den afsluttes med en uofficiel prøve - mit umiddelbare bud er, at det kommer til at gå fint, men vi kan ikke alle øvelserne til topkarakterer. Det bliver dog sjovt at få en status, da min plan er at gå op til den officielle prøve (færdighedsprøve 1), når Selma bliver 1 år og dermed er gammel nok.

HTM/freestyle skal vi til at i gang med, eller rettere ER vi gået i gang med - vi debuterede jo i sandkasseklassen sidste weekend - se mere her.
Både foundation og tricktræning har været tænkt som fundament for freestylen, da der skal nogle færdigheder på plads, før vi kan kaste os ud i at lave vores første rigtige program. Derudover skal vi på et kursus over to gange i motivation og forstyrrelser - dette for at styrke fundamentet til vores kommende arbejde med og konkurrencer i freestyle. Mon ikke det også bliver til et trickhold mere til foråret...

Første jagtmixhold har vi afsluttet, vi starter på endnu et samt tager en gang grundlæggende jagttræning - se mere her.
Apporten synes vi begge er vildt sjov at arbejde med, og Selma er virkelig sej - hun har den fedeste energi i den øvelse. Den der med bliv i sit.... Dén går det knapt så godt med, ligesom jagtfoden heller ikke er imponerende, men det er et spørgsmål om prioritering og fokus på øvelsen, og der må jeg vist erkende, at ansvaret helt og holdent falder tilbage på mig og min temmelig mangelfulde træning på det område.
På det felt er planen en brugsprøve, men hvornår vi bliver klar til det, tør jeg ikke spå om, og jeg har heller ikke sat nogle mål for det, men det bliver næppe ved de 8 måneder, hvor Selma er gammel nok til at stille op.

Nose Work er vi så småt startet op på - bare derhjemme og endnu kun med beholder-/kassesøg med godbidder. Jeg forestiller mig ikke umiddelbart, at vi kommer til at gå til Nose Work som sådan, men vi har meldt os til et 4 timers begynderkursus kombineret med julesøg hos Hougaard & Hund, og det tror jeg, bliver rigtig sjovt.

Derudover er Selma også en fantastisk "lillesøster" til Molly, og hun er en skøn, fjollet og dejlig familiehund - hun er den fulde pakke og mere til.  Man kan ikke andet end knuselske det bette kræ  



Kommentarer

Populære opslag