Endelig er Turbotøsen og skorstensfejeren igang igen
Endelig, langt om længe står den igen på organiseret og fastlagt freestyle-træning med Turbotøsen.
Jeg glæder mig meget til forløbet (november 2016 - februar 2017) hos Anja i Undinehallen, hvor vi mødes 4 gange á 3 timer. Det gør jeg, både fordi jeg ved, at jeg plejer at få rigtig meget ud af de forløb, fordi jeg glæder mig til at komme i gang igen og få gang i FS2-programmet, og fordi det er nogle skønne medkursister, jeg skal bruge tiden sammen med.
Vi startede med 5 minutters fælles opvarmning til musik, dvs vi var alle 6 på gulvet på samme tid og varmede op til samme musik.
Derefter lavede vi fælles forstyrrelsestræning: Vi fik hver vores lille firkant at lave vores program på (til fælles musik), altså meget tæt og en super god forstyrrelse. Anja styrrede musikken, og hver gang der blev slukket, skulle vi belønne, og det skulle vi lige indtil musikken startede igen - altså var både belønningsfrekvens og -interval styret, hvilket giver en hel del uforudsigelighed. Og igen var det en god forstyrrelse, at andre belønnede ved siden af. Anja kom rundt og forsøgte at forstyrre yderligere, hvilket igen gav en ekstra dimension. Ind imellem blev vi bedt om at rykke hvv med og mod uret - det gav udfordringer med forståelsen for førerne...
Jeg oplevede, at Molly havde sværere ved det i en lille hal end på en stor græsplæne, men det betød bare, at jeg måtte skrue ned for kriterierne og op for belønningerne. Samtidig oplevede jeg, at hun kørte højt op i gear, men absolut positivt - hun var glad, ivrig og tændt.
Sidst i seancen blev der en del gøen, hvilket gjorde Molly usikker, og hun begyndte at dæmpe. Igen måtte jeg ændre taktik - jeg vendte mig, så Molly havde front til og kunne se de andre hunde, og jeg belønnede for snudetouch, indtil hun var tryg ved det hele igen. Selvfølgelig var det ikke fedt, at Molly blev trykket, men det var fedt at opleve, hvordan jeg selv reagerede, hjalp hende og fik hende godt igennem, så hun erfarede, at jeg hjælper hende, uanset hvad der sker.
Der var 4 før os i den individuelle tid, så jeg valgte at lægge Molly i bilen og tage Selma med ind i hallen, så vi kunne træne ro, mens de andre trænede. Selma var helt oppe at ringe, da vi kom ind: Der duftede dejligt, og det var vildt spændende at være et nyt sted.
Det er så fedt at have en hund, der møder verden og indtager et nyt rum på den måde! Selvfølgelig skal hun lære at komme stille og roligt ind, men jeg vil langt hellere skulle lære hende det, end at have en hund, der bliver trykket af nye ting - så lækkert, og jeg elsker at arbejde på den del også! Som altid havde jeg medbragt hendes tæppe, der virker som en magnet: Når hun ser tæppet, skynder hun sig derhen, og hun enten sætter eller lægger sig ned - så fedt at se effekten af den træning, vi startede med, den hun var 8 uger gammel.
Efter kort tid lagde Selma sig ned mellem mine ben og slappede så meget af, at jeg tror, hun sov ind i mellem.
Vi kom sent hjem, og jeg kom ALT for sent i seng, men jeg var helt høj efter aftenens træning. Molly var i sit es, tændt og glad, mit program tager form, og det bliver godt. Og kæmpebonus i form af selskabet.
Jeg glæder mig meget til forløbet (november 2016 - februar 2017) hos Anja i Undinehallen, hvor vi mødes 4 gange á 3 timer. Det gør jeg, både fordi jeg ved, at jeg plejer at få rigtig meget ud af de forløb, fordi jeg glæder mig til at komme i gang igen og få gang i FS2-programmet, og fordi det er nogle skønne medkursister, jeg skal bruge tiden sammen med.
Vi startede med 5 minutters fælles opvarmning til musik, dvs vi var alle 6 på gulvet på samme tid og varmede op til samme musik.
Derefter lavede vi fælles forstyrrelsestræning: Vi fik hver vores lille firkant at lave vores program på (til fælles musik), altså meget tæt og en super god forstyrrelse. Anja styrrede musikken, og hver gang der blev slukket, skulle vi belønne, og det skulle vi lige indtil musikken startede igen - altså var både belønningsfrekvens og -interval styret, hvilket giver en hel del uforudsigelighed. Og igen var det en god forstyrrelse, at andre belønnede ved siden af. Anja kom rundt og forsøgte at forstyrre yderligere, hvilket igen gav en ekstra dimension. Ind imellem blev vi bedt om at rykke hvv med og mod uret - det gav udfordringer med forståelsen for førerne...
Jeg oplevede, at Molly havde sværere ved det i en lille hal end på en stor græsplæne, men det betød bare, at jeg måtte skrue ned for kriterierne og op for belønningerne. Samtidig oplevede jeg, at hun kørte højt op i gear, men absolut positivt - hun var glad, ivrig og tændt.
Sidst i seancen blev der en del gøen, hvilket gjorde Molly usikker, og hun begyndte at dæmpe. Igen måtte jeg ændre taktik - jeg vendte mig, så Molly havde front til og kunne se de andre hunde, og jeg belønnede for snudetouch, indtil hun var tryg ved det hele igen. Selvfølgelig var det ikke fedt, at Molly blev trykket, men det var fedt at opleve, hvordan jeg selv reagerede, hjalp hende og fik hende godt igennem, så hun erfarede, at jeg hjælper hende, uanset hvad der sker.
Der var 4 før os i den individuelle tid, så jeg valgte at lægge Molly i bilen og tage Selma med ind i hallen, så vi kunne træne ro, mens de andre trænede. Selma var helt oppe at ringe, da vi kom ind: Der duftede dejligt, og det var vildt spændende at være et nyt sted.
Det er så fedt at have en hund, der møder verden og indtager et nyt rum på den måde! Selvfølgelig skal hun lære at komme stille og roligt ind, men jeg vil langt hellere skulle lære hende det, end at have en hund, der bliver trykket af nye ting - så lækkert, og jeg elsker at arbejde på den del også! Som altid havde jeg medbragt hendes tæppe, der virker som en magnet: Når hun ser tæppet, skynder hun sig derhen, og hun enten sætter eller lægger sig ned - så fedt at se effekten af den træning, vi startede med, den hun var 8 uger gammel.
Efter kort tid lagde Selma sig ned mellem mine ben og slappede så meget af, at jeg tror, hun sov ind i mellem.
 |
| Ro, ro, ro og atter ro! |
Vores individuelle tid brugte vi først på at gå det nye program uden musik - alle alle øvelserne sidder ikke i skabet, men vi fik en idé om råskitsen, og det virker som om, både timing og links kommer til at passe fint sammen. Det var ellers det, jeg var bange for, haltede lidt.
Derefter gik jeg programmet uden Molly og til musikken - det føltes godt, og jeg er sikker på, jeg nok skal blive glad for det.
Min plan er, at jeg skal debutere med programmet til juleafslutningen i Ringsted, ligesom jeg debuterede med mit FS1-program til juleafslutningen sidste år. Så til næste træning, der ligger dagen før juleafslutningen, altså om 1½ måned, skal jeg kunne vise hele programmet. Inden da skal de sidste øvelser på plads, og delmålet er, at jeg om 14 dage skal lægge en video op i vores facebookgruppe, hvor jeg viser, at Molly kan bakke rundt om skorstenen. Derefter skal programmet sættes sammen.
Jeg glæder mig helt vildt til at komme målrettet og fokuseret igang med at træne programmet, og det hjælper da også helt klart at have en planlagt debut så relativt tæt på.
Næste mål er at debutere i officiel konkurrence i Ringsted til februar næste år, ligesom jeg gjorde med FS1-programmet i år - det ville være lidt sjovt at følge samme "årshjul".
Vi kom sent hjem, og jeg kom ALT for sent i seng, men jeg var helt høj efter aftenens træning. Molly var i sit es, tændt og glad, mit program tager form, og det bliver godt. Og kæmpebonus i form af selskabet.
Kommentarer
Send en kommentar