Summer Camp 2018 - Best Days ever!

Torsdag eftermiddag kørte Molly, Selma og jeg af sted mod Jylland og dermed HTM og Freestyle Summer Camp 2018 i en godt pakket Berlingo.

Vi tog færgen over, mødtes der med Lonni og Birgitte, og havde en superhyggelig tur, hvor jeg også fik miljøtrænet Selmas start, som hun klarede fuldstændig fantastisk!!


Fantastiske færgetøser


Først på aftenen ankom vi til vores bed and breakfast, som lå 15 minutters kørsel fra Hangar 17, hvor Summer Campen blev afholdt - helt fantastisk sted! Både B&B og Hangaren...
Jennifer, Sheila og jeg havde det hele for sig selv, der var masser af plads, og det kunne ikke være bedre - selv udsigten fra marken bag var fantastisk.




Fredagen startede med "konkurrence", hvor vi havde mulighed for at vise det program, vi ville arbejde med i weekenden. Jeg havde valgt vores FS3 program, og som jeg har skrevet tidligere, har jeg været noget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage Molly med i ringen eller ej, fordi vi har rigtig mange huller, og rigtig mange ting, hun endnu ikke kan.
Jeg besluttede onsdag aften, at hun skulle med, at jeg ville belønne max og vise, det vi kunne, samtidig med at vi begge fik en god oplevelse - og det gjorde vi.
Der var en hel del, vi ikke fik vist, Molly syntes, det var svært, MEN hun var glad, og vi fik en god tur i ringen, hvilket så absolut var det vigtigste.
Feedbacken fra Lina Hesselroth og Heather Smith bar naturligvis præg af, at vi ikke fik vist det hele, og det var ok!! Jeg fik alligevel en masse brugbart, og bedst af alt var, at nogle af de ting, jeg var bange for ikke at få udover kanten, gik fuldstændig klart igennem - pyt med øvelser og tricks, det kan vi altid gøre noget ved, men at min performance er overbevisende, at jeg får den rigtige følelse frem i dommerne, og at jeg får præsenteret Molly som et barn, er jeg virkelig glad for!

Efter konkurrence og frokost havde vi et freestylepas med Lina, hvor vi talte om både visuelle og verbale signaler, testede det med hundene, og derefter en masse fede fortolkningsøvelser.

Dagens sidste pas stod på teambuilding med Anja og Johanna - en masse vildt sjove opgaver skulle løses, her i blandt "blindsmagning" af diverse drikkevarer, vi skulle identificere, dukketeater, hvor vi selv skulle bygge rekvisitterne ud af ganske få ting og diverse spørgsmål, der skulle besvares.
Men som det allerførste skulle vi præsentere vores gruppers kampråb, og vi fik vist både vores t-shirts, kopper, USB-nøgleringe, skilte og ikke mindst koreografi.


    

Fredagen sluttede med fællesspisning, og for mit eget og tøsernes vedkommende en tur til stranden, en is og nose work.



Molly

Selma


Lørdag morgen startede vi med et gruppepas med Heather, hvor jeg havde Selma med - inspiration til og udvikling af noget så simpelt som snudetouch og hagetarget, der kan blive til en masse fede tricks.




Næste pas var individuel tid med Heather, hvor vi talte om Mollys program og rekvisitter, og dagens sidste pas var individuel tid med Lina, hvor vi talte om det samme.
Jeg fik nogle rigtig gode input, specielt fra Lina - de skal nu overvejes yderligere og stille og roligt indarbejdes i programmet.

Igen afsluttede vi dagen med fællesspisning, en tur til stranden og nose work.




Søndag morgen startede vi meget tidligt med et gruppepas med Lina uden hundene, og det var simpelthen det fedeste og mest intense dramapas!!
Næste pas var individuel tid med Heather, og her kiggede vi på Selmas program, hvor jeg fik idéer til nye tricks og andre måder at bruge nøglen på.
Efter frokost havde vi et gruppepas med Johanna, hvor vi fokuserede på og nørdede med signaler - megafedt og meget lærerigt.


Træt Molly hen mod slutningen af tredje dag

Hopper hunden op på baljen med det samme, eller afventer den signal?


Som afslutning på en helt fantastisk weekend blev der afholdt to fantastiske pivedyrskoncerter - en dyst, der endte uafgjort mellem de to hold.

Efter oprydning og pakning af bilen, tog Molly, Selma og jeg igen en tur forbi stranden, inden turen gik hjemad - fyldt op med gode idéer og oplevelser.


⭐⭐⭐ SUMMER CAMP 2018 - BEST DAYS EVER!!!!! ⭐⭐⭐  

Kommentarer

Populære opslag