Samsø går i hundene - 3 skønne dage
Efterårsferien sluttede med 3 dage på Samsø, så vi tog mod Kalundborg tidligt fredag morgen, hvor vi skulle med færgen.
Efter ankomst til øen, tjekkede jeg ind og smed mine ting, før Lonni, Liv og jeg gik en god tur med alle 6 hunde på stranden.
Derefter 2 timers ridetur - ikke den mest ophidsende tur, da det meste af den foregik i skridt, men hesten, Kraki, var da sød, og hyggeligt var det nu også.
Efter endnu en gåtur og let afslapning tog jeg i hallen for at hjælpe med at lægge tæpper på gulvene og gøre klar til weekendens konkurrencer, inden resten af aftenen stod på afslapning.
Lørdag startede stille og roligt med en god gårtur med pigerne - jeg havde sikret mig, at de måtte løbe løs i området omring huset, og det nød de i dén grad!
Første dag af Samsø går i hundene var HTM og Freestylekonkurrence - både som dommer og deltager.
Før frokost dømte jeg alle klasserne, efter frokost var jeg oppe med både Molly og Selma, og efter præmieoverrækkelsen, dømte jeg færdighedsprøver.
Begge piger syntes, det var et meget svært sted at være, men
gjorde deres bedste - transporten ind var svær på glat gulv i caféen, trapper og glatte trægulve inde i hallen, så allerede der, var der trukket godt på overskuddet, men forholdene var ens for alle, så det er bare en del af gamet, dog et sted, hvor vi stadig er noget udfordrede, på trods af en masse målrettet træning på det område.
Selma og jeg var i FS2 for første gang, men valgte bare at
træne, da vi ikke er klar med programmet endnu - målet var at starten skulle virke, og det gjorde den, hvilket jeg prøver at holde fast i, når jeg falder i at kigge på alt det, der ikke virkede - at det var svært at være der, at hun blev meget forstyrret, at jeg fik belønnet meget mindre, end jeg havde planlagt osv. Jeg prøver at finde ja-hatten frem, og jeg håber, den dukker op, men lige nu er den væk...
Molly og jeg startede med årets 6+ finale, som vi var inviteret til.
Lonni og jeg har trænet, ikke en del - det ville være synd at sige - men alligevel 4-5 gange op til, så vi har faktisk haft en reel chance for at kunne levere noget hæderligt, men Molly syntes, det var rigtig svært at være der og lavede meget lidt af det, hun skulle - det var virkelig ikke en fed tur i ringen, og jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle gøre med resten af vores starter: Debut med HTM1 i begynderklassen og ordinær 6+...
Jeg besluttede at smide alle mål og planer for vores HTM over bord og gå ind med masser af godbidder og hjælpe og støtte Molly så godt igennem som muligt, og med muligheden for at afbryde og gå ud, hvis det var for svært. Det VAR svært! Men vi klarede det sammen.
Lonni og jeg talte om muligheden for bare at gå ind og belønne for at være i ringen i 6+, men vi besluttede i sidste øjeblik at give det et forsøg mere, men igen med muligheden for at afbryde, hvis vi skønende det nødvendigt. Også denne gang var det svært for Molly, men det var på den anden side også tydeligt, at det gik bedre for hver gang, hun kom ind i ringen, og vi fik vist mere af det, vi skulle denne gang.
Meget overraskende viste det sig, at Molly og jeg vandt begynderklassen, mens vi blev 4 ud af 4 i 6+ finalen og 2 ud af 2 i den ordinære 6+.
Lonni og jeg havde inden den sidste tur i ringen talt om og husket os selv på, hvorfor det er, vi har valgt at lave en 6+. Det er hverken for at få gode point eller at vinde, men udelukkende for at have mulighed for at komme i ringen og belønne hundene og for at få nogle gode oplevelser. Vores sværhedsgrad er ikke ret høj, og det skal den heller ikke være!
På mange måder en rigtig god dag, men også en mærkelig dag med mange ambivalente følelser, så jeg var godt træt, da vi vente tilbage til værelset og brugte resten af aftenen på langs.
Søndagen startede på samme måde med en god morgentur med masser af løb - vi er alle 3 fan af Samsø, kan jeg godt afsløre.
Vi skulle først være i hallen kl.10, og de dobbelte rallyprøver startede for vores vedkommende først efter middag. Både Molly og Selma skulle op i hhv øvet og begynder, og jeg var spændt på, hvilken vej det ville gå efter dagen før - enten ville de ikke ind, eller også ville være være bedre, fordi de havde prøvet det dagen før. At begge to trak for at komme ind, tog jeg som et godt tegn og valgte derfor at stille dem begge som oprindeligt planlagt!
De syntes dog stadig,
idrætshallen var et svært sted at være, men også i går knoklede vi, selvom det
ikke var nemt
Selma var virkelig forstyrbar, og det følge, der ellers var begyndt at blive noget bedre, var mildest talt ikke eksisterende! Med hiv og sving fik vi kæmpet os igennem 2 x bestået i begynderklassen, men det ville være synd at sige, at det var fede oplevelser.
Jeg kan ikke rigtig bebrejde andre end mig selv for ikke at have styr på det følge, men det nytter ikke noget at være så afhængig af en bane med mange stationære skilte, for at det bliver en god oplevelse. Godt nok har vi 8 beståede prøver i begynderklassen, men jeg tænker, det er tid til en rallypause for Selmas vedkommende - det var i hvert fald ikke sjovt, som det gerne skal være, i går.
Molly startede med en IB på første bane, fordi det var for svært - ikke fordi hun ikke kan.
Næste bane besluttede jeg, at vi godt kunne, og det kunne vi!! Stadig svært og med mere hjælp end vanligt, men ikke desto mindre bestået med 90 point, en 2.plads og 2.pind i øvet
klasse - det blev kæmpet bravt af os begge to, men vi gjorde det!
3 fantastiske dage i det bedste selskab og skøn natur er
ovre - Tak til Samsø Hundesport og sponsorer! Vi kommer igen i 2020.
Kommentarer
Send en kommentar