Sportræningsplan del 1 - træning 3

Efterårsferiens sidste mulighed for at lægge spor, faldt heldigvis sammen med en del regnvejr, så vi kunne få lejlighed til at træne det igen - dejligt!
I dag valgte jeg at lægget et lidt kortere spor, små 600 meter, og lade det ligge noget kortere tid, så Selma kunne erfare, at regn ikke nødvendigvis behøver betyde, at det er svært at gå spor.


Essensen af en god efterårsferie


Træningsplan for Selma uge 1-3 (10/10-30/10):
  • Være obs på hændernes placering på linen.
  • Være obs på vindretningen.
  • Wiedergange/spidse vinkler.
  • Opstart i kasse.
  • Længde: 800 m.
  • Regnvejr:

Evaluering af dagens træning med Selma:

Dagens spor: Ca 600 meter langt og 6 timer gammelt spor lagt med rådyrklov og 50 ml schweiss - første gang med schweiss fra rådyr.
Vejret: Sporet blev både lagt og gået i 8 grader, en del regn og jævn vind.

  • Være obs på hændernes placering på linen - Vi er ved at være der! Men eftersom det endnu ikke er en vane, skal jeg stadig være obs på det.
  • Være obs på vindretningen - Tog jeg ikke hensyn til, da jeg lagde det, idet det var i skov, og jeg trænede ingen svære momenter. Det viste sig heller ikke at være et problem.
  • Wiedergange/spidse vinkler - En enkelt spids vinkel, som blev uredt rigtig fint.
  • Opstart i kasse - Selma fandt hurtigt anskudsstedet og tog sporet op. Vi skal til at gå ind fra andre vinkler end lige på.
  • Længde: 800 m - Ikke trænet på dette spor.
  • Generelt, herunder regnvejr - Selma fløj derudaf på første del af sporet, igennem brombær og tæt krat - fuldstændig ligeglad med vegetationen. Jeg måtte stoppe hende på et tidspunkt, fordi hun ikke trådte igennem på det ene forben og bed i poten ind imellem, og det viste sig da også, at der sad en brombærtorn i trædepuden. Af sted over stok og sten igen, altså vurderede jeg på første del af sporet, at regnen ingen indflydelse havde, eller i hvert fald at jeg havde fået lavet sporet tilstrækkeligt nemt til, at Selma oplevede, at spor i regnvejr ikke nødvendigvis er svært - fuldstændig som planlagt, så det var helt perfekt.
    Derefter gik det så lidt galt, men udelukkende fordi, jeg havde glemt at få stifinderkasketten på. Jeg kunne ikke genfinde sporet, og derfor endte det med at blive noget rod, hvor jeg koncentrerede mig om, hvor sporet var, i stedet for at kigge på Selma. Jeg endte med at tage hende af, gå tilbage til start og begynde forfra. Denne gang gik det væsentlig bedre, og hvis man trækker mine dumheder fra, så var det alt i alt et fint spor, som Selma gik fint, og mit formål med lige præcis dette spor blev opfyldt.
  • Hvad tager jeg med til næste spor? - Nu skal vi på asfalt igen nogle gange. Både af rent praktiske og tidsmæssige hensyn, men også for at træne videre på sporfastheden, som ikke er helt så nem at træne i skoven. Derudover skal jeg være 110% sikker på det næste spor i skoven, og evt gå det inden jeg lægger det, hvis det ikke er et stykke skov, jeg er 100% sikker i.


Træt, våd og glad Selma

Kommentarer

Populære opslag