Fundamentet bygges - Foundation 2

I går var næstsidste gang på Foundation 2 med Selma - hold nu op, hvor har vi lært meget, og hvor har vi - ikke mindst - lært at lære.

Gårsdagens nye øvelser var:

  • Hands up - hunden stiller sig på bagben med front mod og med forpoterne på en mur, mens den strækker sig op. Selma havde en fest, og syntes uden tvivl, det var en af de fedeste øvelser i verden.
  • Kryds og tværs - forpoter krydses, mens hunden ligger ned. Molly kan kun den ene vej, men jeg ser et vist potentiale i, at Selma lærer begge veje, så det er umiddelbart planen. Min plan er at lære Selma øvelsen ved at lære hende at krydse poterne over siddende, for derefter at gå videre med den liggende.


De gamle øvelser, vi arbejdende med:

  • Kik-kuk - Vi har fået lavet den fineste lille kæde, som egentlig kom frem ved lidt af et tilfælde. Jeg sidder på knæ, Selma cirkler om mig, og slutter med hovedet igennem min arm.
  • Eight - Ottetaller i hulahopring. Challenge til næste og sidste gang. Jeg har syltet den lidt, fordi der var så længe til, men nu er det jo snart... Jeg vil gerne nå at lære Selma, at hun laver 8-taller, mens jeg går rundt, men jeg ved ikke helt, om det er realistisk.
  • Under - Her begyndte Selma at blive en anelse forvirret og begyndte at tilbyde at kramme hulahopringen, tage den i munden, give pote på den mm. Hun kom fint i gang med øvelsen, men det viser på den anden side, at vi har rigtig mange øvelser i gang, og efter denne omgang vil jeg få prioriteret, hvilke øvelser, jeg vil gå videre med og så lære hende dem "helt i bund" - et par stykker ad gangen. Men det er samtidig fedt at se, hvor meget initiativ, Selma har, og hvordan hun knokler for at finde ud af, hvordan opgaven skal løses.
  • Med - Selma går om stok, og jeg går modsat rundt. Hun er topsej til den øvelse, men jeg er bange for, at jeg får brudt øvelsen, eller får lavet "hakker" i den, fordi jeg hele tiden belønner samme sted, når vi begge er i bevægelse. Det er dog ikke tilfældet, og Selma sænker heller ikke farten, når vi mødes, hvilket jeg var bange for - planen er nu at være uforudsigelig i belønningen, så den aldrig falder efter samme antal omgange.
  • Slalom - Trænede vi bare selv lidt på. Den går også supergodt.
  • Nose - den synes Selma er svær! Eller måske er det mest mig, der synes, den er svær, fordi Selma vimser, når der er en godbid over snuden på hende. Planen er at prøve med noget kedeligt, evt foder, alternativt et target.

Nå ja, og så har jeg meldt Selma til sin første HTM-konkurrence i sandkasseklassen - om 1½ uge på Garbogaard... Så jeg må hellere prøve at få lagt en eller anden form for plan, udover bare musikken.


Kommentarer

Populære opslag