Tricks i rigtig efterårsvejr

Så er efteråret og regn og rusk rigtig sat ind, men det forhindrer os selvfølgelig ikke i at tage til træning! Dagens træning stod på tricks målrettet færdighedsprøve 1-4 med Selma og tricks målrettet HTM med Molly.

Inden vi tog af sted tænkte jeg, at Selma og jeg var et godt stykke fra at kunne gennemføre en færdighedsprøve 1. Ikke fordi hun ikke kan øvelserne godt nok, for dem hun kan, syntes jeg faktisk, hun er ret skarp i, men fordi jeg tænkte, hun ikke kunne nok/dem alle.
Derfor var Anjas program for dagens træning supergodt planlagt - Anja gennemgik alle øvelserne i de enkelte færdighedsprøver, og vi gik hver især ud og prøvede, så vi vidste, hvad vi skulle bruge vores individuelle tid på. Og hold da op, hvor blev jeg positivt overrasket! Selma er jo topsej (ja ok, det vidste jeg faktisk godt), men hun kan jo stort set alle øvelserne, og dem hun ikke kan, er hun tæt på at kunne - lige med undtagelse af bakke, som jeg valgte at bruge den individuelle tid på. Nu har jeg et par idéer til, hvordan jeg får den startet op, og så er det bare at komme i gang, så vi kan blive klar til den uofficielle færdighedsprøve til sidste træning om 1 månedstid.

Færdighedsprøve 1 består af følgende øvelser:
  • Slalom (8 skridt) - Kan vi!
  • Bakke (4 skridt) - Kan vi IKKE!
  • Cirkler (2 gange om handler) - Kan vi!
  • Twist (2 drejninger) - Kan vi, men den skal finpudses, og signalstyringen skal være bedre.
  • Spring - den springer vi over, da jeg ikke synes, Selma er gammel nok.
  • Give pote (3 sek) - Kan vi!
  • Snudetarget på stok (3 sek) - Kan vi ikke, men den skal nok komme hurtigt!
  • Cirkle om stok (2 gange) - Kan vi!
  • Holde hovedet på en (handlers) kropsdel (3 sek) - Kan vi ikke, men den skal nok komme hurtigt!
  • Heelwork - springer vi over, da vi endnu ikke arbejder i bevægelse.
  • Valgfri øvelse - skal jeg lige overveje

Træningen med Molly var også superfed - pyt med regnen, når det hele ellers bare spiller og går op i en højere enhed.
Vi startede med en fællesøvelse: Forstyrrelsestræning (TÆT) hvor Anja styrede belønningsfrekvensen og -varigheden. Det gik fantastisk godt, og hverken Molly eller jeg lod os forstyrre.
Den individuelle tid brugte jeg på at tale med Anja og finpusningen af øvelsen, hvor Molly skal bakke rundt om skorstenen, mens jeg sidder på den samt alternativ til den del, hvor Molly skal sidde i bamse med hatten i munden. Vi fik talt om nogle forskellige løsninger, så de må prøves af.


Våde, glade og trætte var både Molly og jeg efter træningen


Desværre er al min træningsplads i stuen nu inddraget, da Thomas går i gang med at rive køkken ned på mandag, men det må jeg jo finde en løsning på.

Kommentarer

Populære opslag