Spor 2 - kursus i Nykøbing Sjælland

Træt med træt på! Det er mig efter en lørdag med kursus i det Vestsjællandske.
Selma og jeg har i dag været på Spor 2-kursus hos Johnny Bastian og Leif Nielsen fra kl.8-18 - en dag fyldt med spor, sjov, hygge, en masse grin, god mad, og vi kom hjem med en masse gode værktøjer.

Vi lagde ud med teori om fejlfri indlæring, træningsplaner og trinvis indlæring samt en lille reminder om, at vi skal huske at fokusere på belønning PÅ sporet, ikke for enden. Motivationen skal være at GÅ sporet, ikke at komme til enden.


Fejlfri indlæring:
  • Hver gang en fejl laves, øges sandsynligheden for, at den sker igen - der laves veje i hjernen.
  • Hunden tillades ikke at lave fejl. Træningen skal gøres så let eller sættes op, så hunden kun kan gøre det rigtigt.
  • Træningen gøres enkel og deles ind i momenter.
  • Der trænes ét moment ad gangen.
  • Der skal meget styring på, indtil hunden er sikker på sporet.
  • Hvis noget udføres ofte nok bliver det en vane - både den gode og den dårlige vane.
  • En vane - god som dårlig - er svær at bryde.

Træningsplan:
  • Der laves 3 måneders plan med de ønskede mål og delmål. Disse deles ned i 3 ugers planer, som igen deles ned i de enkelte træningspas. 

Trinvis indlæring:
  •  Trin 1: 
    • Korte lige spor på hårdt underlag. 
    • Hunden ser sporet blive lagt.
    • Sporlængde: 10-30 meter.
    • Hunden sættes direkte på sporstart.
    • Sporet gås med det samme.

  •  Trin 2: 
    • Korte lige spor på hårdt underlag. 
    • Hunden ser ikke sporet blive lagt.
    • Sporlængde: 200-300 meter.
    • Hunden sættes direkte på sporstart.

  •  Trin 3: 
    • Korte lige spor på hårdt underlag. 
    • Hunden ser ikke sporet blive lagt.
    • Sporlængde: 200-300 meter.
    • Hunden sættes direkte på sporstart.
    • Liggetid op til 1 time.

  •  Trin 4: 
    • Spor på varierende underlag/terrænskift
    • Hunden ser ikke sporet blive lagt.
    • Sporlængde: 200-300 meter.
    • Hunden sættes direkte på sporstart.
    • Vinkler
    • Liggetid op til 4 timer (vegetativt underlag) 

Herefter tog vi ud for at lægge spor på hårdt underlag for at finde ud af, hvor vi hver især var henne i vores træning.

Jeg fik lagt 4 spor til Selma. Alle lagt med en våd rådyrklov, på hårdt underlag, med opsøg af sporstart og med en spids vinkel mhp indlæring af wiedergang. Jeg lagde alle spor sådan, at den spidse vinkel sluttede ved en hæk eller anden bevoksning, som Selma ville kunne komme igennem, men som var et naturligt sted at stoppe.
På første spor rodede Selma noget rundt ude i spidsen, men hun fandt tilbage, da jeg begyndte at træde baglæns. På anden spor var det lidt det samme, dog væsentligt bedre. På tredje spor gik hun ud for enden af vinklen, konstaterede at der ikke var noget, og kom retur med det samme. Det fjerde spor lod jeg ligge lidt længere, ligesom det også var lidt længere end de andre. Også denne spidse vinkel tog hun superfint.


Baby Jaws med sin Kong efter endt spor


Derefter kørte vi retur til lækker frokost og udarbejdelse af træningsplaner.

Vi startede med at sætte os et mål for, hvor vi gerne vil være henne om 3 måneder, og derfra skulle vi bryde det ned i 3 ugers planer, som igen skulle brydes ned i enkelte træningspas.
Det var nemmere sagt end gjort, og jeg måtte lægge ud med at definere, hvor jeg gerne vil være henne næste sommer for at kunne gå baglæns og definere, hvor jeg gerne vil være om 3 måneder, og dermed hvad jeg skal træne over de næste 4 x 3 uger.
Mit mål for om 3 måneder er, at Selma kan gå 1000 m/20 t - dermed ikke sagt, at hun skal være klar til at stille på prøve om 3 måneder, men det er målet, at vi er på den distance og den liggetid 1.januar 2017. Det betyder, at følgende skal trænes:
  • Wiedergange
  • Opstart i kasse
  • Markeringer
  • Længde
  • Liggetid
Samtidig skal jeg øve mig i at være opmærksom på vindretningen og mine hænders placering på linen, da jeg har tendens til at holde dem for tæt.
Efter hvert træningspas skal træningen evalueres, og der skal noteres, hvad der gik godt, hvad der gik mindre godt, og hvad der skal fokus på i næste pas - derfor ender planen selvfølgelig også med at blive temmelig dynamisk.
Selve træningsplanen skal jeg have finpudset og skrevet ind, men de overordnede linjer er på plads, og jeg glæder mig til at prøve at træne efter en så detaljeret plan.

Da vi var færdige med træningsplanerne, kørte vi i skoven og gik et kort spor der.




Det var en superhyggelig, sjov, nørdet og inspirerende dag hos Sportræning.dk

Kommentarer

Populære opslag