Lidt har også ret - om denne uges spor

Denne uge er på ingen måde blevet som planlagt pga Sebastians uheld og indlæggelse. Det gælder naturligvis også sportæningen, som jeg nu sidder her i en seng på Rigshospitalet og skriver om... Det er blevet til langt mindre træning end planlagt, men heldigvis nåede jeg et asfaltspor mandag, hvor alt  stadig var helt normalt. I går efter afslutning på arbejdet, inden Camille skulle køres til svømning, og inden "vagtskifte" på RH, fik jeg lagt et spor til i dag

Asfaltspor mandag: Jeg lagde135 meter med rådyrklov. Fokus var udelukkende på wiedergang, så længden var underordnet.
Selma gik rigtig godt: Hun kom ud for enden af wiedergangen, fandt intet, søgte først på den ene side, hvor hun intet fandt, og dernæst på den anden, hvor hun fandt sporet igen, og gik ud i knækket og til sporslut. Seje tøs!
Molly fik lov at genbruge sporet - ikke fordi hun havde brug for det, men nu var det der, og så kunne kun da også lige få lov. Molly er bare ikke rigtig til wiedergange, og hun forsøgte da også at springe den over. Da jeg insisterede på, at hun tog den, ja så gjorde hun da det, så vi ligesom kunne komme videre.

Overnatningsspor i dag, lørdag: Sporet, jeg lagde i går, var lagt med dåklove og 60 ml schweiss, var på godt 600 meter med to wiedergange, og det fik lov at ligge i 20 timer.
Jeg satte Selma til at søge sporet op minimum 20 meter fra sporstart. Hun gik direkte og målrettet mod sporstart. Tæt på anskudsstedet begyndte hun at cirkle lidt rundt i en radius på 4-5 meter, og hun fandt sporet i løbet af 1-2 minutter, selvom jeg havde gjort det lidt svært ved at komme skævt ind på det. Så gik det ellers derudaf i højt tempo - op over træstammer, under grene og gennem krat til vi kom til første wiedergang. Her gik hun ud for enden og slog op med hovedet, da sporet stoppede. Jeg hjalp hende med først at søge ned på den ene side, men inden jeg nåede at vende mig for at hjælpe hende med at søge på modsatte side, havde hun fundet knækket og gik videre derudaf. Det næste lange stykke gik ligeud, og her gik lillefisen lidt ved siden af sporet ind imellem, men det var ikke mange meter, det drejede sig om, og det var heller ikke noget, der på nogen måde skabte problemer for hende. Et par gange ville hun gerne ud og tjekke afledningsfært, og da jeg blev stående og holdt fast, var der ingen insisteren, men i stedet kom hun flot tilbage til selve sporet hver gang. Da vi kom til næste wiedergang, ignorerede hun den og gik i stedet direkte ind i knækket, og tog det noget så flot.  Af sted gennem slyngplanter og brombær mod et stykke med meget tæt, høj og støvende sumpagtig bevoksning - her kom Selma ind et par meter ved siden af selve sporet, og da bevoksningen var så tæt, kunne hun ikke komme igennem og gå direkte i sporet. I stedet fulgte hun det rigtig fint et par meter eller tre ved siden af, og da vi kom ud på stien, fandt hun et hul nogle meter derfra og gik 2 meter ind, hvor hun fandt skindet. Det var på ingen måde noget nemt spor, jeg havde lavet til hende, og hun kom ikke sovende til det, men hun klarede det SÅ flot, den seje lille SuperSelma!
I morgen starter vi på sporhold i DRK, så der kommer forhåbentlig ny inspiration til træningen. Det glæder jeg mig til!





Molly fik igen lov at gå genbrugsspor, og efter i dag er jeg ikke så bange for den slags længere, for hun går ikke på min fært eller på Selmas - i hvert fald ikke kun det. Udover at hun ikke cirklede ved sporstart, men i stedet gik direkte hen, stemplede og tog sporet op, så tog hun ikke så meget som et kvart skridt ud i den første wiedergang, hun var ikke ude for at tjekke afledning, og hun tog den lige vej ind i den tætte bevoksning og dermed til sporslut. Supercool og meget sikker udredning fra Turbotøsens siden! Det kan være, vi snart skal prøve at gå Selmas spor endnu senere, bare for at se om hun kan...





Jeg begynder at ærgre mig lidt over, at jeg har besluttet ikke at stille Molly til flere prøver. Måske den beslutning skal genovervejes, for hun er godt nok også fantastisk at gå med! Gotta love those girls 💕

Kommentarer

Populære opslag