Godt at være tilbage - om jagtmix

I går var vi tilbage på jagtmix-holdet efter at have været væk sidste uge pga Sebastians indlæggelse - og det var dejligt! Altså at være tilbage...

Selma var ikke i sit sædvanlige es, men det var der flere gode forklaringer på: Hun frøs og måtte have dækken på, som hun ikke rigtig brød sig om at arbejde i, hun blev hurtigt træt, da vi ikke har trænet i 14 dages tid, og derudover var hun på gulerødder som belønning pga øreinfektion - ikke optimale betingelser, men det var dejligt at komme i gang igen.

Vi startede med en lille snak om ro, når hundene skal ud af bilen, og der har jeg mit fuldstændig på det tørre - tænkte jeg. Indtil jeg fandt ud af, at vi ikke talte om at komme ud af bilen, men om at give kontakt, inden vi bevæger os videre fra bilen. Ærlig talt har jeg ikke styr på, om der er ro på mine i de situationer, fordi de så tit bare bliver sluppet og får lov at løbe løs direkte fra bilen, men jeg vil prøve at være opmærksom på det næste gang, vi skal videre fra bilen i snor.

Stopfløjtet arbejdede vi videre med, og vi har fået signal på - både et verbalt "STOP!" og en hånd op i luften. Vi arbejder nu videre på at sætte stopsignalet på i baglæns gang og derefter belønne bagud for at få et hurtigere sit, samt at gøre det med Selma gående ved venstre side.

Apporten går det strygende med! Selma er supersej, og hun holder både godt, længe og roligt fast. Jeg er så småt begyndt at introducere hænder på brystet og kommer tættere og tættere på apporten. Optaget er også fint, men vi skal have lidt mere fart på det - jeg er dog ret sikker på, at dækken og godbidskvalitet spillede ind på den manglende fart i går.

Dirigering er vi også godt i gang med - vi introducerede et "back" i går, og vi har vel 4-5 meters afstand på.

En ny trækkeleg, hvor formålet er at holde fast uanset om månen falder ned, blev introduceret - den er svær men god, så den må vi arbejde videre med.


Den lille frossenpind 


Det er en virkelig fed form for træning, og Selma er fantastisk at arbejde med, så jeg håber virkelig, holdet fortsætter. Og heldigvis er det jo ikke slut endnu. 

Kommentarer

Populære opslag