5 måneders status på SuperSelma

Hold nu op, hvor tiden flyver af sted!
Den bette, smukke, seje, fantastiske, sjove, glade, kærlige SuperSelma bliver allerede 5 måneder i dag - det er slet ikke til at forstå, hvor tiden blev af...




Vi har været forbi dyrlægen her til eftermiddag for at få en status på vægten, og den lille frøken er noget petit i forhold til sine brødre, men hun er så absolut fuldstændig og aldeles perfekt med sine 17 kilo.
Fodring foregår stadig to gange dagligt, og det er efterhånden sjældent, Selma ikke spiser sin mad - det er oftest kun, hvis hun er meget træt, hun ikke gider røre den. Men det er stadig sådan, at hun går med ud i kravlegården, sætter sig ned, før jeg sætter maden til hende, og hun får værsgo, hvorefter hun kigger på maden, snuser til den og går med ud i køkkenet og kigger på, at Molly spiser. Først derefter går hun tilbage til sin egen mad og spiser den - lille tosse!
Søvnrytmen er efterhånden blevet rigtig god, og hvis vi ikke skal op, sover hun bare videre, når hun har været i haven et sted mellem kl.6 og 6.30.
Tænderne spyttes ud i en lind strøm, og jeg har nu fundet både en fortand, to kindtænder og en hjørnetand fra hende - ingen af de andres tænder så jeg nogensinde, da de skiftede dem. Status er p.t., at hun mangler at spytte én hjørnetand ud, og så tror jeg, vi er der mht tandskiftet. Det bliver godt, for hjørnetænderne har ikke været så sjove - Selma har ikke bidt eller på nogen måde været "slem" i forhold til tandskiftet, men hun er tydeligt øm i forbindelse med skift af hjørnetænderne, så jeg må hverken kigge eller børste hendes tænder i øjeblikket.





Selma og Molly er stadig verdens bedste venner, og selvom Selma stadig har hvalpefripas, og kan gøre stort set hvad som helst ved Molly, så begynder forholdet at blive mere og mere jævnbyrdigt, og det varer da heller ikke længe, før de er lige store - mange har efterhånden svært ved at kende forskel på dem på billeder, såfremt det kun er den ene af dem, der er på.




I morgen skal vi til kontrol hos Thomas Ingvorsen, og jeg tror og håber på, det bare er en kontrol, for det går meget bedre, synes jeg. Selma løber ikke længere skævt, højre bagben kører ikke ukontrolleret rundt, strækøvelserne foregår uden problemer, og hun er begyndt at strække i forbenene af sig selv.

Rent træningsmæssigt er der også sket helt enormt meget:
  • Vi er færdige på hvalpeholdet hos Aino og Du og din HUND, og vi startede som tidligere skrevet på jagtmix-hold i sidste uge.
  • Vi er færdige på Foundation 1 hos Johanna Allanach, og i aften starter vi på Foundation 2.
  • Vi er startet på trickhold hos Anja og Aktivt Hundecenter.
  • Om knapt 14 dage skal vi på et heldagskursus med Irene Jarnved gennem DRK.
  • Om godt 14 dage starter vi sportræning igennem DRK Midtsjælland.
  • I starten af oktober skal vi på heldagskursus hos Johnny Bastian og Leif Nielsen igennem Sportræning.dk.
  • Derudover træner vi selv schweissspor til den store guldmedalje. Både på asfalt og i skov.


Resultater og planer:

  • Selma bestod i lørdags sin første schweissprøve (400 meter/3 timer) med en 1.præmie, og vi arbejder nu videre mod 400 meter/20 timers prøven. Hvornår hun bliver klar, vides af gode grunde ikke, og desværre er det ved at være slut med prøverne for i år, så realistisk set bliver det nok i foråret 2017.
  • Program og tanker er på ingen måde på plads, men planen er, at Selma skal stille i HTM i sandkasseklassen enten ultimo 2016 eller primo 2017, men nu må vi se.
  • Nu har vi kun taget de første spæde skridt i den retning, men planen er da også, at vi på et tidspunkt skal prøve kræfter med en brugsprøve.

Jeg synes allerede, vi har nået rigtig meget, og jeg glæder mig til alle de mange, mange ting, vi skal sammen i fremtiden.




Kommentarer

Populære opslag