Første dag i 1.klasse på jagtmix-holdet

0.klasse på hvalpeholdet er slut, og Selma og jeg var i går klar til at tage hul på næste udfordring: Første dag i 1.klasse på jagtmix-holdet hos Aino og Du og din HUND.

Selma er klart den yngste med sine knapt 5 måneder, så er der Ditlev-golden på 8 mdr, og ellers er de andre voksne - en grå schæfer og resten retrievere eller retrieverblandinger. Jeg tror dårligt, Selma opdagede, at der var nye klassekammerater, i hvert fald reagerede hun overhovedet ikke på dem.




Vi lagde ud med apporten: Selma kunne i forvejen gribe fat om apportbukken, men der var endnu ingen varighed på, det fik vi dog lidt af, og jeg fik prøvet med både to forskellige stykker vandslange og den røde plastapport. Hun foretrak klart plastapporten, omend det er tydeligt, at hun er mærket af tandskift i øjeblikket, så jeg skal passe på, at det udelukkende bliver gode oplevelser med apporten - det skal det selvfølgelig altid være, men specielt i øjeblikket hvor munden er øm. Vi arbejder videre mod længere varighed til næste gang.
Derefter kvarte vendinger på targetpladen: Eftersom Selma ikke havde set targetpladen før, lagde jeg ud med at få sug og hurtigt tilbageløb på den, hvilket skete ret hurtigt. Derefter elefanten/baljen rundt på pladen - tjek, det gik også stærkt, og så til de kvarte vendinger. Det syntes, den bette godt nok var lidt sært... Hvorfor i alverden skulle jeg nu stå der midt i det hele og være i vejen for hendes roteren? Hun prøvede et par gange at hoppe af, stille sig foran mig og cirkle om mig, men BINGO pludselig var den der, og vi er nu i gang med at lave kvarte vendinger på target.
Til sidst stod den på selvkontrolsøvelser: Først kast af godbid, mens linen holdes kort nok til, at hunden ikke kan nå godbidden, og når linen slækkes, får hunden releasesignal og dermed godbid. Næste step: Kast godbid, afvent spontan/frivillig sit, release og godbid. Og så med legetøj: Kast legetøj, afvent spontan/frivillig sit og dernæst release og dermed godbid.

Jeg tror, det bliver et rigtig fedt hold! Både hvad øvelserne angår, og hvad de andre hunde/kursister angår, så jeg glæder mig meget til det forløb.

Kommentarer

Populære opslag