Fri ved Fod - motivation, part I

Molly og jeg var på Fri ved Fod - motivationskursus hos Anja i går - første del ud af to, hvor næste gang ligger om en lille måned.

Vi var inddelt i hold hele aftenen, og bliver det også næste gang. Lonni og jeg var makkere, hvilket giver rigtig god mening forhold til al mulig anden træning, vi laver sammen, og at vi efterhånden kender hinanden ret godt på den front og dermed nemt kan hjælpe, støtte og udfordre hinanden.

Første punkt var en analyse af vores position, og som en del af analysen filmede vi hinanden.
Det, der blev klart for mig der, var:

  • Jeg skal fortsat bruge tid i stilstand (som jeg allerede gør)
  • Det er ok, at Mollys bagpart kommer lidt ind bag mig i Kung her i indlæringen, da det bare er fordi, hun glæder sig, men jeg kan prøve at "fange" hende tidligere og få belønnet inden, måsen kommer ind bagved
  • Jeg skal arbejde med at kunne bevæge højre ben, og få belønnet Molly for at blive stående roligt
  • Mollys hoveddyk kommer, når det bliver svært for hende - enten pga omgivelserne eller pga for høje krav

Næste øvelse var at gå 8-tal mellem to kegler, at gå slalom mellem kegler og at gå i en lille firkant.
Eftersom jeg stadig er lidt bange for at gå for hurtigt frem, blev jeg mere stående og lavede lidt småbevægelser og vægtforskydninger, men jeg lovede Anja, at vi til næste gang kan gå et 8-tal sidelæns... Jeg skal nok bare turde at springe ud i det - eller det ved jeg, at jeg skal!

Så var det ellers en tur ud af min Comfort Zone!!! Der var 3 tillidsøvelser på programmet, og da vi skulle gå forlæns var jeg allerede ved at dø lidt, for det kan vi jo ikke endnu 🙈🙈🙈
Jeg foreslog at gå sidelæns, da det blev min tur, men den mulighed mente Anja ikke at have præsenteret som en mulighed....  DAMN!
I den første skulle vi gå forlæns med fuldt fokus på en snor, der hang højt oppe og ligefremme - mega grænseoverskridende!!!
Næste var at gå direkte mod væggen, igen uden fokus på hunden, og den sidste var at gå ligeud med lukkede øjne og dermed selvfølgelig igen uden fokus på hunden. 
Vanvittig grænseoverskridende, men vi overlevede, og det sjove er, at jeg næppe havde reageret sådan, hvis det havde været noget kendt som freestyle.




Næstsidste øvelse var forstyrrelse i stilstand, og her brugte vi informationen, vi tidligere havde fået om Mollys hovedyk, for hele tiden at holde os på den rigtige side i forhold til kriterierne.
Det var uden tvivl svært for Molly, men hun klarede det superflot, og der var i dén grad udvikling bare på det ene pas - så fedt at se og mærke!

Allersidste øvelse var den gode, gamle, kendte Beat it-øvelse, hvor Anja styrrede belønningerne med musikken, også her var Molly topsej til at gå direkte ind i arbejde igen efter belønning, og jeg var god til at trække vejret og være rolig, men intens.

Vi rundede af med en opsummering af, hvad vi havde været igennem af præcision, motivation og forstyrrelser og med at overveje vores mål til næste gang, som vi har fået til lektie at skrive i vores gruppe på facebook:


Mål for Molly og Mia til d.24/10:

🍀 Vi kan gå et 8-tal sidelæns
🍀 Jeg skal turde turde
🍀 Vi kan gå fremad i det bløde underlags fulde længde

Det var en topmotiverende aften med en del øjenåbnere, og vi glæder os rigtig meget til næste gang!

Kommentarer