Årets første HTM-konkurrence

Årets første HTM-konkurrence blev afholdt af Bordercollieklubben i Ringsted i går.
Jeg var tilmeldt FS1 og træningsklassen med Selma og skulle derudover dømme.

Vel ankommet i god tid fik jeg pakket ud, sat op, afleveret musik, hyggesnakket og luftet Selma, før jeg satte mig bag dommerbordet. Og både før og efter jeg var oppe med Selma, havde jeg god tid, så det var helt perfekt!




Allerede da jeg løb ind i ringen med Selma kunne jeg mærke, at hun ikke havde samme energi, som hun plejer, og hun var også noget langsommere hele programmet igennem - hun var dog rigtig fint koncentreret og gjorde det supergodt.
Jeg havde det lidt blandet, da vi kom ud, for Selma havde uden tvivl gjort det godt, der var fokus, og de ting, vi har arbejdet med, er begyndt at virke, men jeg savnede hendes energi. Min første indskydelse var, at hun havde været trykket inde i ringen, og den følelse blev siddende, indtil jeg så videoen, som Lonni heldigvis havde optaget.




Efter at have set videoen adskillige gange, kan jeg se, at Selma hverken er trykket eller ked af det, men bare træt! Hvilket også er fuldstændig forståeligt og fair med den uge, vi har haft op til! Vi har virkelig trænet igennem hver eneste dag... Træning dagligt i en uge op til konkurrence er for meget, og to fridage op til konkurrence er for lidt, så vi skal finde et sted midt i mellem, hvilket ikke er specielt overraskende, men vi kan kun finde balancen ved at turde prøve os frem, og det er vi så i gang med.

Selvom jeg tænkte, at vi nok havde bestået og fået os endnu et Q-point til bogen, blev jeg noget overrasket, da det viste sig, at vi blev nr.3 ud af 10!! Den havde jeg ikke set komme.

Det vil så også sige, at vi nu har 18 Q-point og dermed ikke uanede gange tilbage i klasse 1... Det er en lidt skræmmende tanke, da jeg ikke føler mig klar til at skulle videre med Selma endnu. 

Da vi kom hjem, var Selma for træt til at posere med sin roset og præmie, og jeg tror, hun nyder roen og, at jeg ikke har ferie længere, i hvert fald lige den første dag eller to...



Kommentarer