11 uger, mere socialisering, mere sportræning

I dag er Selma 11 uger, og det er 3 uger siden, hun flyttede ind i Galehuset.

Derfor tog vi en tur forbi dyrlægen for at hilse på, få en godbid og blive vejet - 8,2 kilo ren lækkerhed er det blevet til.
Den bette fis vokser som hun skal, får lange ben, men har stadig tyk hvalpemave, dog uden at være tøndeformet - alt er, som det skal være.

Derfra gik turen til parkeringspladsen ved Grøndalscentret, hvor jeg lagde et 30 meter langt slæbespor, uden godbidder, med krondyrlever. Egentlig burde jeg ikke skrue på flere parametre på én gang, men jeg lavede det altså både 10 meter længere og et nyt sted.
Ligesom jeg havde givet signal til at gå i gang, kom der en dame med en gul labrador. Jeg råbte til hende, at jeg havde lagt spor, hun tog hunden i snor, og jeg troede, alt var fint, men bedst som Selma går i gang med sporet, kommer damen helt hen, lader sin hund hilse på Selma og begynder selv at snakke med hende... Jeg blev helt paf og fik slet ikke sagt noget, men det betød desværre, at de første 10 meter var svære at komme godt i gang med. I løbet af de næste 10 meter var der fine passager og dermed mulighed for at belønne og få motivationen op, og de sidste 10 meter var seje SuperSelma flyvende. Jubii! I morgen må jeg se, om jeg kan finde et sted, hvor jeg kan lægge 40-50 meter.

Så gik turen til Valby, hvor jeg havde en aftale med Christina. Selma skulle se høns og kyllinger samt hilse på og lege med Dixie, cocker spaniel på 1½ år.
En gøende Dixie tog imod, men Selma lod sig ikke skræmme af lidt bjæfferi. I stedet gik hun ind og hilste på Dixie, som hun straks begyndte at lege med.
Den daggamle kylling, Christina præsenterede hende for, var hun meget interesseret i - faktisk så interesseret, at hun forsøgte at æde den. Hønsene i hønsegården var også meget interessante: Selma stillede sig op og kiggede, løb rundt om, kiggede igen osv.
Efter 2 timers leg og kiggen på høns tog vi hjem, og Selmamusen har snorkboblet 3-4 timer.

Endnu en dejlig dag med SuperSelma er ved at være slut.




Kommentarer

Populære opslag