Selma flytter snart ind

Mange måneders venten i spænding er snart slut: Om 6 dage tager vi til Bjerringbro og henter vores nye familiemedlem, Selma.

Selma er sort labrador efter Brown Hunt's Kiwi og Partridge N-Joy Keeper og er opdrættet af Henriette Vincents.



Fredag d.27/6-2016 blev hele kuldet, der består af 2 tæver og 4 hanner, hvalpetestet, og jeg er helt sikker på, at Selma er den rigtige hvalp til os - både som min træningsmakker, men bestemt også som familiehund og lillesøster til Molly.

I hvalpetesten, der blev foretaget af Helle Døj, står der:

En meget sød og aktiv tæve, der klarer testen rigtig fint. Hun undersøger hele rummet under isolation, kommer over det hele. Bruger næsen meget.
Hun er ikke glad for isolationen, men finder sig i den.
Hendes første kontakt med TL er positiv, hun er meget kontaktsøgende og særdeles ivrig.
Under berøring er hun livlig, men afslappet i kroppen. Hun tager ikke øjenkontakt.
Hendes jagtinstinkt er rigtig fint og hendes samarbejde med TL er super. I det hele taget vil hun meget gerne lave noget sammen med TL og hun er bare ”på” i samarbejdsøvelserne. 
I arenaen er hun utålmodig og vil gerne, at der skal ske noget, og hendes aktivitetsniveau er højt. Det er vigtigt, at hun skal lære at slappe af – være tydelig i forhold til hvor hun skal være i ro og hvor hun skal være aktiv.
Hun er en modig tæve, der afreagerer hurtigt mellem de forskellige dele i testen.
Hun er en tæve, der skal aktiveres. Hendes alene-hjemme- træning skal være grundig. Man skal være opmærksom på selvkontrols-øvelser – ro og tid til afslapning mellem aktiviteterne.
Hun vil blive en fantastisk tæve at træne sammen med. Hun vil egne sig til al slags hundesport.

FANTASTISK! Der lader til, at der er masser af potentiale, masser at arbejde med og på, og vi skal bare ud og opleve verden sammen :-)

Men selvfølgelig skal vi som det allerførste i gang med miljøtræning, socialisering og hvalpetræning. Eller rettere: Vi skal fortsætte det gode arbejde, Henriette allerede har lavet.

Hvalpetræning/-socialicering skal vi gå til hos Du og din HUND v/Aino Pedersen. Vi starter allerede i morgen med 3 timers teori, og jeg glæder mig!

Kommentarer

Populære opslag