HTM & Freestyle - nu med reflektioner

HTM & Freestyle sommerholdet hos Anja mødtes i Undine Hallen i går til sidste træningsgang - en erstaningsgang for i sommer. Desværre var der lidt frafald, men det var en superhyggelig, god og lærerig træning, så det kunne næsten ikke være bedre.

Vi startede som altid med fælles opvarmning. Her har jeg åbenbart (heldigvis) været så koncentreret om Molly, at jeg ikke opdagede, at Anja filmede os - det fandt jeg først ud af efterfølgende, da det blev lagt i vores facebookgruppe.

I vores fællestid havde bl.a. jeg ønsket at træne forstyrrelser og starter, og det gjorde vi. Det blev til to starter til hver, og det var virkelig noget, jeg fik noget ud af!
Det er ikke så meget fokus og forstyrrelser i opvarmningsområdet, der er et issue, men eftersom jeg skal til at have rekvisit med i ringen, skal jeg finde ud af, hvordan jeg gør det bedst muligt. Som udgangspunkt er der to muligheder: Enten placerer en anden rekvisitten for mig, mens jeg varmer op med Molly, eller også holder en anden Molly, mens jeg selv løber ind og placerer rekvisitten, dvs jeg kommer til at afbryde opvarmningen. Umiddelbart er jeg mest til løsningen med at lade en anden holde Molly, mens jeg placerer rekvisitten, så det prøvede vi af.
Jeg startede med at varme op, som jeg plejer i opvarmningsområdet med Liv som forstyrrelse, og da Anja meldte klar, fik Molly line på, og Liv holdt hende, mens jeg gik ind og placerede skorstenen. Da jeg kom tilbage og tog linen af Molly for at fortsætte opvarmningen, begyndte hun at løbe ind mod sin elskede skorsten - wauw, god læring! Den havde jeg ikke set komme, men selvfølgelig er den risiko der, eftersom hun er glad for både programmet og skorstenen og egentlig gerne bare vil i gang... Jeg gik hende tilbage, og vi varmede op, indtil vi blev kaldt ind. På vej ind i ringen scannede Molly omgivelserne og var ikke rigtig på i forhold til mig, og det var netop det, jeg gerne ville træne, så det var super, at det skete. Altså to fokuspunkter til næste start...
Jeg valgte samme model igen mht placering af rekvisitten, da jeg egentlig syntes, den del gik godt: Molly reagerede ikke negativt på, at jeg gik, jeg stressede ikke selv over det, og jeg kunne godt finde tilbage og få fokus i resten af opvarmningen. Så jeg lagde ud som første gang - startede opvarmning, lod Liv holde Molly, placerede skorstenen, kom tilbage og overtog Molly, og i det jeg tog linen af, var jeg på hende med det samme og afledte hende, så hun ikke fik lyst til at løbe ud til skorstenen. Så langt så godt - det fungerede rigtig fint! Vi fortsatte opvarmningen, og da vi blev kaldt ind, sørgede jeg for at få Mollys fokus, og mens vi gik ind, forsøgte jeg at få hende til at twiste undervejs, men det gik ikke, og hun scannede igen. Anja kaldte os tilbage, og vi prøvede med en alternativ transport. Denne gang gik jeg baglæns med Molly gående foran mig i frontposition, og der kom et helt andet fokus - fedt! Jeg kunne stadig hilse på dommerne, og jeg fik fulgt Molly hele vejen hen til skorstenen, fik placeret hende korrekt, og hun kom fint ind i sin startposition derfra.
Det var superfedt at få prøvet starterne af på den måde, og nu har jeg en plan for, hvordan jeg griber opvarmning, placering af rekvisit, transport og start an.


Omdrejningspunktet


Jeg brugte min individuelle tid på at gå hele programmet til musik - for første gang nogensinde. Og selvom alt ikke sad i skabet, så var jeg rigtig godt tilfreds med vores præstation. Jeg havde et problem med retningen, da vi havnede forkert i forhold til skorstenen og dommerne, men det fik jeg løst mellem de to gange, vi gik programmet til musik.
Der er nogle steder, Molly skal støttes lidt mere, der er nogle øvelser, der ikke sidder godt nok endnu, og der er nogle af de gamle øvelser, der skal pudses af, fordi der ikke har været fokus på dem i en periode. Men alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds, og jeg kørte hjem med en supergod fornemmelse omkring vores nye program - det skal nok blive godt!

👍👍👍

I mandags fik vi (på det andet hold) følgende besked på facebook fra Anja:

Kære jer
På mandag den 19/12 ses vi kl. 19-22
Det er jo jul og derfor skal I da have en juleudfordring :-) ⛄️⛄️⛄️
Senere i dag får I tildelt en julesang – og denne bedes I fortolke på bedste vis og vise i vores fællestid :-)
I bestemmer selv hvor meget I gør ud af det – I bestemmer selv om det er HTM eller FS – og I bestemmer selv kostume, rekvisitter og længden på sangen.
Der er selvfølgelig en julepræmie på spil 🎄🎄🎄
HOHOHOHO 🎄🌟🎄🌟🎄


Min julesang:




Så nu er jeg gået i tænkeboks, men har på fornemmelsen, at det stikker helt af for mig... Musikken er ordnet, og jeg har en masse idéer til både rekvisitter og kostume - jeg mangler dog en enkelt lille detalje: Programmet... 









🌟

Kommentarer

Populære opslag